Læserbreve

Dom og tilgivelse

Bo Bergholt Grymer, sognepræst

Carsten Bisgaard skriver i læserbrevet »Jesus vs. Gud« (WA #08), at der er en grundlæggende modsætning i kristendommen, især i dens lutherske form, mellem »på den ene side Jesus, der står for tilgivelse og ikkedom, og på den anden side kirkens fastholdelse af en dømmende Gud«. Bisgaard videreformidler dermed den udbredte misforståelse, at tilgivelse og dom er hinandens modsætninger. Det er ikke tilfældet. Tværtimod hører tilgivelse og dom uløseligt sammen.

Det bliver åbenlyst, hvis et menneske umotiveret henvender sig til én med ordene »jeg tilgiver dig«, hvortil ens spontane svar nok ville være: »For hvad? Hvad har jeg gjort dig?!« Tilgivelse bliver først nødvendig, når nogen har gjort noget grundlæggende uretfærdigt mod en anden. Og tilgivelsen ophæver eller fjerner ikke dommen over den uretfærdige handling.

Tilgivelsen er et forsøg på at række hånden ud til mennesket bagved på trods af det, som vedkommende har gjort. At tilgive er ikke at lade mørket fra den forkerte handling definere mennesket bag handlingen; ikke at reducere gerningsmanden til udelukkende at være den uretfærdige gerning (som er og bliver uretfærdig). Kun i skyggen af dommen giver tilgivelsens lys mening. Heldigvis, for hvordan skulle de ukrainske enker kunne bede til en gud, som afviser enhver form for dom over Vladimir Putins forbrydelser i kærlighedens altfavnende navn? I kristendommen hedder det derfor altid dom OG tilgivelse, lov OG evangelium, hvilket Luther havde et skarpt blik for.

Uden dommen over vores uretfærdigheder bliver vores handlinger lige gyldige (og ligegyldige) og vores liv med hinanden ulidelig vægtløst. At fastholde domsmotivet betyder ikke nødvendigvis, at der er en dobbelt udgang, hvor Gud i sidste ende sorterer nogle fra. Guds dom kan også – lutherkritisk, men i forlængelse af Paulus – forstås som en dom, der renser og befrier mennesket fra dets mørke sider. Eller som salmedigteren Simon Grotrian poetisk formulerer det: »kærligheden vender skuden/ opad der er vinger på din dom.«

Landbruget I

Steen Andersen, læser

Den danske målsætning om 70 procents reduktion i CO₂-udslippet på sigt kan forekomme at være skrevet i sten i lighed med De Ti Bud, som Moses bragte ned fra bjerget. Én gang fastlagt og ikke til at ændre. Men Danmark har et valg. Nemlig at fravige den forstenede målsætning, lægge sig på linje med de europæiske lande, vi handler med, og fastlægge en afstemt målsætning for CO₂-udslip – naturligvis underlagt så vidt muligt ensartede produktionsvilkår.

Ved at afbalancere mål og vilkår undgår vi at skade landbrugserhvervets konkurrenceevne. Tværtimod kan vi belønne effektivt drevne danske landbrug ved, at de netop kan bevare konkurrenceevnen under fair fælles vilkår.

De danske forbrugere vil fortsat kunne købe danske fødevarer, som er produceret i en fair og lige konkurrence med udlandet. Forbrugerne tvinges ikke til at skulle vælge mellem dyre danske og billigere udenlandsk producerede fødevarer, fordi afgifts- og produktionsvilkårene er forskellige.

Alternativet er at ofre væsentlige dele af et kompetent, toprationaliseret dansk landbrug til fordel for en klimamålsætning, som er sat højt – internationalt set. Det kan nogle grupperinger i Danmark vælge at bryste sig af, men det er heller ikke dem, som kommer til at betale prisen. I hvert fald ikke i første omgang!

Landbruget II

Lauge Feierskov, cafémedarbejder

Jeg kommer fra en lille landsby i Vestjylland. Det landbrug, vi har, er ikke rygraden i Vestjylland, men en gift for Vestjylland. Landbruget, som det er i dag, er årsagen til, at jeg ikke har lyst til at flytte tilbage til Vestjylland. Det lugter, det sviner, det er grimt, og det er grunden til, at Vestjylland ikke har nogen store skove eller noget nævneværdigt dyreliv. Steder som Silkeborg, Svendborg og Nordsjælland er attraktive, fordi der findes natur. Vestjylland og andre landbrugsområder har brug for en håndsrækning, og jeg tror, at en reducering af landbruget kan være en del af redningsplanen.

Himmelbjerget

Poul Søren Kjærsgaard, abonnent

I Pernille Stensgaards artikel om Himmelbjerget (WA #08) sættes fingeren på et ømt punkt i vores omgang med naturen og historien. Under besøget oplevedes et aflåst tårn, et toilet uden papir og et forfaldent Hotel Himmelbjerget. Desværre er Himmelbjerget langtfra det eneste sted i landet, hvor man oplever forfald som beskrevet. Tænk bare på rastepladserne langs vejnettet. Det skyldes selvfølgelig danskerne selv, der synes at tro, at affald forsvinder af sig selv. Men det skyldes også de ansvarlige myndigheder, der ikke afsætter midler til oprydning og vedligeholdelse af nationale monumenter. Her er plads til forbedring.

Melodigrandprix

Esben Albjerg, antropolog

Kære Saba, tillykke med sejren i årets danske melodigrandprix, snart venter Eurovision-finalen i Malmø. I en pressemeddelelse fra DR kan man læse, at det har været en svær beslutning for dig at skulle deltage. Årsagen til dine skrupler er Israels fremfærd i Gaza.

Men trods din nagende samvittighed over at skulle optræde i samme konkurrence som Israel vælger du alligevel at gøre det. Hvad gør man, når man tilsyneladende er gået på kompromis med sine egne idealer? Heldigvis er der en udvej, så du kan deltage og bevare illusionen om, at dit valg er truffet i en højere sags tjeneste.

Trumfkortet er, at du stiller op i repræsentationens og inklusionens hellige navn. I pressemeddelelsen lader du forstå, at din identitet – herunder din hudfarve og din seksualitet – er vigtig for din deltagelse. Ikke vigtig for dig, naturligvis, nej for andre:

»Jeg kan repræsentere meget, men situationen i Mellemøsten er mere, end jeg kan bære på mine skuldre. Jeg ønsker kærlighed og fred til alle mennesker. Verden er svær og voldsom. Jeg ser jer, og jeg håber, I ser mig,« lød det.

Ja, vi ser dig, Saba. Vi ser, at du ved din blotte identitet hjælper andre. Du »repræsenterer«. Hvor storsindet af dig. Og hvor gratis.

Nu kan du både sole dig i berømmelse og samtidig fremstå som et menneske med de rigtige holdninger. Hvis du nu havde valgt at blive hjemme, så havde du vist, at det ikke bare var tomme ord. Eller hvis du havde undladt at dydssignalere og bare var taget afsted til Malmø, ja så havde du sluppet for at jonglere rundt med disse masker af ædelmodighed. Men i stedet spillede du højt spil og endte med at repræsentere din egen identitet frem for ofrene for krigen i Gaza.

Kære Saba, med dit fokus på din identitet bidrager du til, at mennesker bliver opfattet som deres seksualitet og hudfarve. For når al konfetti er fejet væk, er det, du i virkeligheden repræsenterer, ikke inklusion, men adskillelse.

Ptsd

Louise Due, autoriseret psykolog og specialist i psykotraumatologi

Tak til Lise Møller, Julie Schaug og Ole Jakob Storebø for indlægget »Entusiasme skygger for kritisk sans« (WA #08) om vores nye behandlingstiltag med intensiv ptsd-behandling i Regionspsykiatri Midt.

Først: Ja, vi er meget entusiastiske omkring vores nye behandlingskoncept. Ikke mindst fordi vi alle har arbejdet med ptsd-behandling i mange år og ved, hvor slidsomt det kan være for både patienter og behandlere at gennemgå den krævende behandling.

I både Viborg og Silkeborg vægter vi en evidensbaseret tilgang til vores behandling højt. Det er grunden til, at vi generelt har fokus på traumefokuseret terapi over for ptsd, da vi ved, at det er den tilgang, der er størst evidens for i forskningslitteraturen.

Egentlig er den nye behandling ikke ny. Det nye er, at vi kobler allerede evidensbaserede elementer som prolonged exposure (PE) og eye movement desensitization and reprocessing (EMDR) og gør det intensivt og med andre elementer som fysisk træning og psykoedukation, der også har vist effekt i forskningen. PE og EMDR er de to traumefokuserede psykoterapier, som har vist størst effekt i forskningslitteraturen. Der er lavet adskillige randomiserede studier af effekten, og de to anbefales af WHO til behandling af ptsd hos både børn og voksne.

Det er korrekt, at det specifikke, intensive format endnu ikke er evalueret i studier med kontrolgrupper. Vi er dog ude over pilotstadiet, idet der er gennemført adskillige studier i flere lande, som viser, at formatet har hurtigere effekt, end vi normalt ser i standardbehandlingen.

En anden nuance, som ikke har været tydelig i mediedækningen af vores behandling, er også, at den intensive behandling ikke er for alle. Det vil således ikke være alle, der er interesseret at arbejde traumefokuseret og intensivt, hvilket også er grunden til, at vi fortsat udbyder almindelig standardbehandling til ptsd. Den intensive behandling er et supplement.

Afslutningsvist er vi helt enige med Møller, Schaug og Storebø i, at der skal forskes mere i den intensive behandling og på sigt laves randomiserede studier. Vi mener, det er vigtigt, at psykiatrien forholder sig nysgerrigt og kritisk til egen praksis, og at forskning skal styrkes, så patienterne kan få den bedst mulige behandling.

Disse er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk