I manges øjne er enevælden (1660-1849) lig med magtmisbrug, undertrykkelse og uretfærdighed. En fjern og uforståelig del af vores historie, vi kan trække frem som antitesen til vore dages opfattelser af social retfærdighed. Tag en film som Bastarden (2023), der spiller på forestillinger om mishandlede bønder, sadistiske godsejere og korrupte embedsmænd, eller den ikke sjældent fremsatte påstand om, at enevældens palæer og rigdomme alene var bygget på slavebundnes pinsler.

Samtidig er enevælden en forløber for det konstitutionelle monarki, vi i dag lever i, og som størstedelen af danskerne hylder. Se bare den helt overvældende interesse for det nylige tronskifte. På den måde er enevælden både myte, referencepunkt og forudsætning i et ikke altid lige gennemskueligt kompleks af historiebrug, fiktion og forskning.