Kunstner eller kassedame?

Vi nærmer os det tidspunkt på året, hvor forfattere over hele landet skal til at folde deres hænder i bøn. For når foråret rigtig kommer, kommer der rigtige penge til (nogle af) landets fremmeste kunstnere i form af Statens Kunstfonds arbejdslegater. Sådan har det været siden 1965, da Klaus Rifbjerg, Thorkild Hansen, Sven Holm, Knud Holst, Ulla Ryum og Jess Ørnsbo som de første forfattere kom på finansloven.

Lige så længe har en kendt, lidt træt diskussion lydt: Er det op til skatteyderne at finansiere kunsten? Ja, mente et meget bredt flertal i Folketinget dengang i 1965, og ja, mener så godt som alle partier i dag. Kun Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne går ind for en nedlæggelse eller markant beskæring af Statens Kunstfond.

Nu og da har radikale protestmagere pippet. Højest af alle selvfølgelig Peter Rindal, lagerforvalter ved Kolding Hørfabrik, der allerede få dage efter kunstfondens første uddeling i 1965 blæste til folkeligt oprør mod den statslige støtte af den »elitære« og »uforståelige« kunst. 62.000 danskere skrev under på det letforståelige budskab.

Trods larmen tabte rindalismen med et brag. De fleste kan forstå, at i et lille sprog- og kulturområde som det danske vil kunsten – både den samlende og den nyskabende – ikke kunne overleve uden en form for privat eller offentligt mæcenat.

Statens Kunstfonds budget er vokset fra 3,5 millioner kroner i 1965 til 41,8 millioner i 1993 og 73,1 millioner i 2005 til en halv milliard kroner sidste år. Hvem der skal have hvad, bestemmer en række udskiftelige fagudvalg, som har til opgave at læse de godt 13.000 ansøgninger, der anløber Kunstfonden årligt. Sidste år blev 6.000 projekter støttet og 1.120 arbejdslegater uddelt til forfattere, billedkunstnere, filmfolk, kunsthåndværkere, designere, musikere, arkitekter og scenekunstnere.

ZOOMER VI IND på litteraturens arbejdslegater, blev der sidste år i april og maj uddelt 33 millioner kroner fordelt på 299 forfattere. Langt størstedelen, 88 procent, modtog et arbejdslegat på fine 100.000 kroner, mens resten måtte nøjes med 50.000. Seks udvalgte var så dygtige og heldige at få det treårige arbejdslegat på 855.000 kroner, svarende til en månedsløn på 23.750 før skat. Blandt de syv kunstnere, der i 2023 blev tildelt den prestigiøse livsvarige ydelse, var to forfattere: Anne Lise Marstrand-Jørgensen og Lars Frost.

Er det i grunden ikke meget flot? Sammenlignet med andre lande ligger Danmark pænt til, når det kommer til støtte af kunstnere, og i mange lande findes armslængdeprincippet slet ikke. Her hører uddelingen ikke under fagudvalg, men varetages (og farves) politisk.

Kan man diskutere, om fordelingen herhjemme hellere skulle decentraliseres og kommunerne forestå en større del, som det er tilfældet i Sverige og Tyskland? Helt sikkert. Men en halv milliard kroner årligt i statslig kunststøtte er ikke så ringe endda. Også selvom landbruget – mange kunstneres yndlingsaversion i den blodige kamp for støttekroner – modtager 12 milliarder kroner.

Derfor kan man godt ærgre sig over en tendens på de sociale medier, der er blevet tydeligere de seneste år. Nogle kunstnere, især forfattere, og ikke mindst de mere kendte af slagsen, brøler nu og da deres afmagt fra hustagene. Det sker efter afslag på et arbejdslegat eller på standens vegne. Da Statens Kunstfond for nogle år siden foreslog, at de kunstnere, som modtager støtte i form af arbejdslegater, jo kunne overveje at nævne det i et opslag på sociale medier, lød der et forventeligt ramaskrig. Skal vi nu til at være taknemmelige over småpenge!? Hvad med landmændene!?

»Jeg er 36 år og har en timeløn som en ungarbejder. Nej, jeg kan forhandle mig op til en ungarbejders timeløn, hvis jeg er meget skamløs,« skrev en af landets mest kendte yngre skønlitterære forfattere forleden. Forfatteren skrev om den »ekstreme dumhed« det var at leve som forfatter.

»Samme her. Langt under ungarbejder. Lad os dele et kassedamejob, når de andre går på pension, såfremt vi lever til den tid,« svarede en kunstnerkollega i kommentarsporet. »Resonans,« svarede en anden.

Den pågældende forfatter har i øvrigt siden 2015 modtaget 1.245.000 kroner i statsligt støttede arbejdslegater. Dertil kommer vedkommendes indtægter ved offentlige oplæsninger/forfattermøder (her yder staten flotte 6.000 kroner i honorar pr. forfatter).

UD OVER ARBEJDSLEGATER findes der i Danmark statslig kunststøtte til konkrete udgivelser, rejselegater og såkaldte huskunsterlegater, der dækker forfatterens honorar i forbindelse med undervisningsopgaver på skoler, ungdomsuddannelser og dagtilbud. Og så må vi ikke glemme de 200 millioner kroner, som udbetales årligt, også til april, i biblioteksafgift til forfattere, oversættere og illustratorer.

Betyder det, at man bliver rig af at være kunstner. Nej, bestemt ikke. Findes der prekære arbejdsforhold i forfatter- og forlagsbranchen? Uden tvivl. Disse problemer er imidlertid langtfra begrænset til kunstnerne. Det gælder alle kreative brancher, hvor lidt for smarte aktører gør deres for at udnytte talentfuld arbejdskraft.

Diskussionen om kunststøtte afspores ofte af begge fløje. Fra den ene side kaldes kunstnerne forkælede, og fra den anden side betragtes ethvert korrektiv til fortællingen om Den Arme Kunstner som ren rindalisme. Men på den måde bliver ingen klogere. I stedet bør vi forpligte hinanden – fra pædagogen til civilingeniøren og tværs over det politisk spektrum – på to grundsætninger vedrørende kunsten i vor lille demokratiske nation:

Vil vi have god kunst, må vi betale for de dygtigste kunstneres underhold.

Vil man være fri kunstner, skal man lade være med at brokke sig over, at man ikke har de privilegier, en lønmodtager har. Så kan man jo for eksempel blive kassedame eller journalist i stedet.

Forfatteren til denne kommentar modtog sidste år 21.006 kroner i bibliotekspenge. Han driver Forlaget Epikur, som siden 2022 har fået 27.000 kroner i støtte fra Statens Kunstfond til udgivelser og forfattermøder, og er desuden medredaktør på nonprofit-tidsskriftet MÅL, der siden 2022 har modtaget 70.000 kroner i statsstøtte.