Ingen printmedier skrev rigtige anmeldelser af den nye sæsons mode, da Copenhagen Fashion Week løb af stablen sidste uge (Weekendavisen skriver om modeugen i denne uge, red.), og måske er det okay. Der var nok heller ikke så meget nyt at berette. Kun få fænomenale shows og meget mere af det samme: recession chic møder fornuftige investeringer, og der var lige dele nydelige suits og ditto strikkjoler, numsekorte skørter og shorts og naturligvis strategisk placeret nøgenhed i form af gennemsigtige kjoler, toppe og T-shirts. Så langt, så godt.
Så hvad er der egentlig at hidse sig op over? Jo ser De, et ekstremt tyndhedsideal er vendt tilbage med dobbelt styrke. Bedst som vi troede, at vi havde taget endegyldigt afsked med heroin chic-looket fra 1990erne, kan vi minsandten sige goddag til hendes underernærede lillesøster: den ny Wegovy Waif.
Nu troede jeg ellers lige, vi var kommet videre. Videre fra size zero og feticheringen af en 16-årig Kate Moss; videre fra dyrkelsen af Ally McBeals lollipop-krop. Men nu skal vi igen for alt i verden og med helbredet som indsats være tynde, dikterer modeugen, og denne gang er det ikke kun bakket op af stoffer og diæter, men af Danmarks nye medicinske darling, Novo Nordisks Wegovy.
For lige så vidunderligt det er, at mennesker, der lider under ekstrem overvægt eller diabetes, kan blive hjulpet med nye medikamenter, lige så skræmmende er det, at den receptpligtige medicin øjensynligt bliver nedsvælget, som var det vitaminpiller, af normalvægtige kvinder, der lige vil smide et par kilo eller 15.
Men har idealet i modebranchen ikke altid været det slanke, spinkle, smaltaljede eller decideret magre? Jo, bestemt. Og vi har set en diætkultur båret frem af Marilyn Monroe, der var på evig smalkost i form af afføringspiller; Jane Fonda som var Barbarella og bulimiker på en og samme tid; og senest Kim Kardashian, der indledte sin karriere som kendis med kurver, men siden trak overskrifter for sin ivrige tilpasning til modekulturens idealer. Kardashian tabte sig 16 pund på tre uger for at kunne passe netop Monroes gamle kjole, da Vogue-chef Anna Wintour inviterede til kostumebal.
Så jeg hidser mig op, fordi jeg ikke aner, hvem der skal passe på os nu? Og på vores børn? Hvem skal hjælpe os ud af den afmagring og slankekultur, der har hjemsøgt alverdens kvinder, når Danmarks fjerdestørste eksportvare (mode) fremmer et usundt ideal og samtidig (utilsigtet?) støtter Danmarks og Europas største virksomhed (Novo Nordisk)?
Når alle i smug taler om, hvem der er »på sprøjten«, men ingen forholder sig til, hvad vi signalerer til forbrugerne generelt og modtagelige teenagepiger specifikt. Efter en håndfuld år med kroppe i flere størrelser og diversitet i modens kampagner og på Københavns catwalk, så var de underligt væk denne gang.
Jo, der var en »stor« størrelse 42 hist og her, men det samlede indtryk var ét: Den såkaldte body positivity var bare noget, vi legede, og nu er vi tilbage til de tynde tider, og der er ikke flere undskyldninger for at være fed, rund eller normalvægtig. Vi har jo Wegovy!
Når man så denne modeuges bud på skønhedsidealet anno 2024, bragte det mindelser til ELLE Style Awards for ti år siden, hvor den samlede danske modebranche hyldede »Årets Top Model«, og en synligt underernæret kvinde trådte frem på scenen. Alle hviskede vi i krogene: »Stakkels pige, hun må jo være syg.« Men jeg tør vædde med, at mange af os også tænkte: »Hvordan gør hun mon?«
Måske er det et mål i sig selv i det senkapitalistiske samfund at opretholde en ekstrem tyndhedskultur; for med spiseforstyrrelser følger manglende energi og ekstrem optagethed af mad. Og hvis vi kvinder bruger krudtet på at være tynde, trætte og sultne, så kaster vi os næppe over de politiske kampe, der virkelig tæller; dem, der handler om ligeløn, opgør med strukturel sexisme og den indadvendte misogyni, vi kvinder har underkastet os lige siden korsettets snærende tid.
Det værste ved årets københavnske modeuge var desværre ikke, at man kedede sig ihjel, men derimod, at man måtte spærre øjnene op og konstatere at den postwoke catwalk, vi troede skulle være mere kropspositiv og inkluderende, igen promoverer en farlig leg med vægttab, en ny dødedans iklædt læder, lak og Wegovy.
Mens vi var til modeuge, kunne vi i det amerikanske senat høre den brødebetyngede Meta-chef Mark Zuckerberg fremtvinge et spagt undskyld for sin manipulation af børn og unge. Hvornår bliver det mon mode- og medicinalindustriens tur?
Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk
