Læserbreve

Udlændingepolitik

Jan Carlsen, speciallæge og direktør

I Weekendavisen (WA #04) havde journalist Henrik Dørge en artikel om ældreplejens personale. Ældre Sagen mener, at udenlandsk sundhedspersonale er nødvendigt, og at de skal kunne dansk på et vist niveau og kende kulturen her. Det siger sig selv. Fagforeningen FOA mener, at medarbejderne også skal mestre skriftligt dansk af hensyn til dokumentationskravet. Ifølge FOA bør denne oplæring foregå i Danmark. Jeg er enig, men det skal gøres intelligent.

For nogen tid siden mødte jeg en kvinde, der fortalte, at hun for 10-12 år siden havde været i Indien for at undervise udvalgte sundhedspersoner, der gerne ville til Danmark. Undervisningen foregik lokalt og varede cirka en måned. Hun fortalte, at det var gået over al forventning. Flere af dem hun underviste, har i dagledende stillinger på blandt andet Rigshospitalet.

Dette bør inspirere til følgende procedure for at finde udenlandske medarbejdere til ældreplejen:

For det første en lokal udvælgelse af egnede med den rette uddannelse og indstilling. For det andet en intensiv lokal træning i dansk (tale og skrift) og kultur efterfulgt af en prøve, der skal bestås. Og for det tredje en flytning til videre praktisk optræning i Danmark efterfulgt af en ny prøve. Beståede ansættes.

Dansk udlændingepolitik har i mange år været uforståelig. Kompetente og egnede, som kan bidrage med noget, der er behov for, afvises, mens andre med de omvendte karakteristika (også kriminelle) accepteres. Lad os nu ændre dette og være fornuftige og realistiske, det vil sige efterspørge, udvælge og acceptere dem, som både kan og vil noget, der er behov for. Deres incitament er at komme til et velfungerende land, der giver bedre muligheder.

Alle ved, at det ved indvandring er afgørende, hvem man inviterer og accepterer. Nogle glider smertefrit ind og bidrager fra første dag, mens andre ikke bryder sig om det danske samfund og vores kultur og derfor medfører udfordringer. Hvor svært kan det være?

Glade amatører

Thomas Ewertsen, læser

I artiklen »Plejer er død« af Anders Boas, (WA #05) hæfter jeg mig ved, at professor Ole Helbo Petersen har en vis bekymring for, om bestyrelser på plejehjem kan besættes af kompetente mennesker frem for glade amatører. Hvis man ser på de problemer, der de senere år har været i kirkernes menighedsråd, forstår jeg godt Petersens bekymring.

Kridt og kalk

Søren Hansen, civilingeniør

Tine Eiby havde en uhyre interessant artikel (WA #05) om forskeren Stephen Porder, der fremlagde sine synspunkter vedrørende balancen i de vigtigste grundstoffer i forbindelse med livet her på jorden. Man savnede imidlertid omtale af ét meget vigtigt aspekt i sagen.

Artiklen forklarer, hvordan der tilbage i tidernes morgen i atmosfæren var op til 0,5 procent CO₂, der gradvist blev opsuget af planterne. En del af den endte som de fossile brændstoffer, kul, olie og gas. Men der er en anden mekanisme til bortskaffelse af CO₂ – nemlig skaldyrene, der bruger CO₂ til at danne kalk. Det gælder for muslinger og snegle, men også de små, encellede havlevende organismer, som hver især opbygger en lille kalkskal. Når de dør, synker de til bunds i havet, og derved dannes tykke aflejringer af kridt og kalk (tænk Møns Klint).

Dette er en meget effektiv metode til opsugning af CO₂, og gennem årmillionerne faldt indholdet i atmosfæren støt, indtil det nåede ned omkring 0,02 procent under den seneste istid. Det er så lavt, at planterne kommer tæt på grænsen for overleve. CO₂ er jo deres føde.

Naturen er således ikke i nogen form for »balance«, der for eksempel sikrer, at der altid er det helt rigtige CO₂-indhold i atmosfæren. Alle levende organismer tager for sig af retterne, også selvom det i sidste ende medfører deres egen eller medskabningers død. Naturen er ligeglad. At vi mennesker nu har forøget atmosfærens indhold af CO₂, er ikke nødvendigvis dårligt, planterne trives beviseligt bedre ved at have mere til rådighed. Så måske har vores udledninger i virkeligheden været mere til gavn end til skade for livet på Jorden?

Skolemad

Elin Carlsen, arkitekt

Det vil indebære en stor produktivitetsstigning, at tre-fire personer i et skolekøkken koger æg til alle årgange og serverer en buffet, frem for at vi alle skal smøre og pakke klemmer i individuelle madkasser med kalorier, der risikerer at blive klamme i de klasselokaler, som ikke er indrettet med eget køleskab. Stordriftsfordelene synes indlysende – mere sund mad for færre penge. Vi får flere mætte og glade børn i skolegården og mere opmærksomhed i timerne.

Vi voksne har allerede kantineordninger på alle større arbejdspladser med mulighed for at vælge mellem forskellige retter efter årstid og smag. Det er hyggeligt at spise sammen og sige tak til kokkene og køkkenpersonalet for indkøb, planlægning og anretning. Vi kan sige tak for mad til dem, der er til stede, tæt på serveringen.

I kantinerne er der også morgenbrød, havregrød og vitaminshots til dem, der tager direkte på arbejde uden at kunne samle familien til et morgenbord på hverdage, og om eftermiddagen kan man stadig gå gennem kantinen og finde en skrabet gulerod, et æble eller en agurkestang til at klare hjernen til sidste runde af dagens faglige præstationer.

Vores børn ville have stor glæde af en virkelighed, der tilbyder samme (frugt) sukkersupport, som arbejdspladserne, før vi går kold og læringskurverne falder. Og det behøver ikke at blive dyrere, hverken for familierne eller for samfundet. Tværtimod. Kostvejledning er den dag i dag et nyttigt skolefag, og her kan teori og praksis passende følges ad, når der arbejdes professionelt i skolekøkkenerne på at give eleverne gode madvaner for livet.

Der arbejdes politisk med forslag, der kan give skolerne mulighed for at tilmelde sig forsøg med forskellige modeller for madordninger med eller uden beskeden forældrebetaling. Fælles måltider styrker relationer og samarbejde om leg og læring. Lad det blive til gode erfaringer, vi selv får, og ikke blot historier om bedre vilkår for børns opvækst på den anden side af Øresund.

Disse er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk