Kulturnote. Luxembourgs bidrag ved Eurovision synges af en israeler, mens en palæstinenser har chancen for at repræsentere Island.

Melodi Grand Krig

I løbet af februar vil de sidste nationale musikkonkurrencer, nærmere bestemt 22 styk, finde sted over det meste af Europa med henblik på at finde de 37 sange, som i sidste ende skal dyste ved Eurovision 2024 i den svenske by Malmø til maj.

Men spørgsmålet er – som så ofte før – om den glimmerstadsede aften vil komme til at stå i musikkens eller politikkens navn. I hvert fald tyder meget på, at den verserende krig mellem Israel og Hamas i Gaza bliver svær at holde helt ude af Malmö Arena.

Et bredt udvalg af kendte musikere fra Finland, Island, Norge og senest værtslandet Sverige – heriblandt Robyn, First Aid Kit og Malena Ernman, der udover at være mezzosopran er Greta Thunbergs mor – har således allerede krævet Israel udelukket, og dét før israelerne har fundet deres vindersang.

Også de nationale vindere i Irland og Storbritannien, henholdsvis Bambie Thug og Olly Alexander, har begge kritiseret Israels medvirken i Malmø.

Det store show arrangeres af European Broadcasting Union, den gamle sammenslutning af Europas public service-tv-stationer, og endnu har ingen national tv-station offentligt modsat sig israelernes deltagelse. Dog har islandske RÚV meddelt, at man vil »diskutere sagen« med vinderen af det kommende Söngvakeppnin.

Netop her – i den islandske melodigrandprix – stiller en palæstinensisk musiker, Bashar Murad, i øvrigt op. Murad har tidligere samarbejdet med den islandske punk-techno-gruppe Hatari og er ifølge RÚV tilmeldt konkurrencen med nummeret »Vestrið villt« (Vilde Vesten).

I Luxembourg, der vender tilbage til Eurovision-familien efter 31 års fravær og allerede har afholdt sin konkurrence, vandt israeleren Tali Golergant med sangen »Fighter«. Golergant er jødisk, taler hebraisk og er født i Israel.