Tyveri i løb

Som om litteraturanmelder og influencer Katherine Diez' omfattende plagiatpraksis ikke var skæbnetung nok i sig selv, så lignede hovedpersonens undskyldning forleden på Instagram mest af alt en hullet redningskrans.

Diez var angiveligt vred på sig selv, ja »ulykkelig« og »skamfuld«. Hun skrev, at hun har været en »idiot«, og så leverede hun ellers en række bortforklaringer forklædt som hjertesuk.

»Min karriere som professionel skribent startede meget pludseligt, og jeg blev lynhurtigt kastet ud i at skrive mange nye genrer. Jeg var ung og læsende og havde ingen erfaring som journalist,« skrev Diez.

Hun kaldte sin egen arbejdsmetode for »uansvarlig, sløset, usystematisk« og beklagede, at hun havde måttet opfinde den »i løb«, mens karrieren tog fart.

Men hvorfor gjorde hun det? Ifølge Diez selv, blandt andet fordi hun førhen er blevet »beskyldt for overdreven citatvillighed«, hvad det så end er. Og derpå fulgte så enhver afsløret plagiators desperate trumf: rodet.

»Jeg har altid arbejdet med et omfattende og vildtvoksende arkiv bestående af egne skrevne noter, vigtige citater og tekstelementer fra her og der og alle vegne, som jeg nu har indset, at jeg er faret vild i,« skrev Diez.

Det er en meget ringe undskyldning. Enhver professionelt skrivende – det være sig journalisten, kritikeren, forfatteren, forskeren, kommunikationsmedarbejderen eller influenceren – ved selvfølgelig godt, om vedkommende har skrevet (og tænkt) et tekststykke eller ej.

JEG ER SELV engang blevet udsat for systematisk plagiat gennem længere tid. Det var ubehageligt og kan bedst beskrives som at blive udsat for et intellektuelt tyveri.

Diez-sagen savner ikke banditter – fra de medier, der gladelig købte Diez' løgne for klik, over de mange Instagram-følgere, som nu hylder den detroniserede litterat som en slags Word-dokumentets Robin Hood (»Du har ladet dig inspirere. Hvor ville kunsten være uden inspiration,« skriver én), til den pøl af chauvinistisk had, der siver andre steder på de sociale medier.

Men hovedansvaret påhviler Diez, der end ikke i undskyldningens sårbare stund formår at ryste sin offentlige persona af sig. 

Det er måske i virkeligheden det mest triste.