Dette overblik udkommer også som nyhedsbrev. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læser

Ikke en dag uden nye konflikter og nye krige, skrev jeg i går, og et par timer senere brød kaos ud i Sydkorea.

I dag vågner verden til en lykkelig slutning. Landets præsident erklærede tirsdag undtagelsestilstand for at aflede opmærksomheden fra sin egen uhæderlighed. Et forsamlet parlament nedstemte hans beslutning og forhindrede soldater i at trænge ind i parlamentsbygningen. Til sidst lovede præsidenten selv at ophæve undtagelsestilstanden.

Noget utroligt og alt for sjældent skete:

»Da parlamentet havde stemt mod præsidentens undtagelsestilstand, gik soldaterne hjem. Flere af
dem stoppede og sagde undskyld til demonstranterne. Det er noget, der er blevet bemærket i Korea, og som man taler om på gader og cafeer,« siger Dansk Industris landechef i Sydkorea, Lasse Honoré, til Ritzau/DR.

En undskyldning på rette sted har mirakuløs virkning.

Dagen ifølge ...

Hver dag giver Weekendavisens skribenter et personligt perspektiv på dagens og tidens mest bemærkelsesværdige historier. Tilmeld Dem nyhedsbrevet her.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen dagligt sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af særlige historier og ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

1. Tyskerne for tæt på – igen

I går vedtog Folketinget en ny flaglov. Måske lyder det komplet uinteressant, men ikke for sønderjyderne, for loven tillader, at man hejser et tysk flag i sin have. I Sønderjylland mødes loven med en modstand, folk i andre dele af landet ikke helt forstår.
»Men de har heller ikke vores erfaring og historie med tyskerne,« sagde en sønderjyde ved navn Leif Hanquist, født 1959, til Weekendavisen i sensommeren.

»Hvis jeg pludselig så et tysk flag vaje fra en flagstang, ville det gøre ondt på mig. Jeg ville tænke, at tyskerne kommer for tæt på – igen.«

Arkivfoto: Jens Kalaene, Scanpix
Arkivfoto: Jens Kalaene, Scanpix Jens Kalaene/AP/Ritzau Scanpix

I den tyske tid fra nederlaget i 1864 til Genforeningen i 1920 måtte sønderjyderne ikke tale dansk i skolen, ikke læse dansk og ikke flage med Dannebrog. Folk gemte flaget i skuffer og skabe, de smed det ikke ud. Man gik langt for at vise røde og hvide farver – fremavlede en svinerace, det såkaldte Husum protestsvin med røde og hvide tegninger, og havde sengetøj i rødt og hvidt, som man strøg og hængte ud på tørresnoren som kæmpestore dannebrogsflag. På gårdene plantede man rødbøg for at vise sit danske sindelag.

Den nye lov forbyder fri flagning, men det tyske flag undtages netop af hensyn til det tyske mindretal i Sønderjylland. De må gerne hejse deres eget flag, i folkemunde kaldes det Schwarz-Rot-Gold, men det vil ikke være populært blandt ældre sønderjyder.

2. Søvnløs og sur

Vi er mange søvnløse, som bekymret kan læse om, hvor farligt det er for helbredet ikke at få søvn nok, samtidig med at vi indædt gør alt det rigtige (mørkt, køligt værelse, fast sovetid og ubarmhjertigt vækkeur, ingen skærm de sidste 45 minutter o.s.v.), men uden succes.

Her kommer opmuntring: Man er ikke dømt til en tidlig død, hvis man får under de anbefalede syv-otte timers søvn om natten.

Sovende kvinde (Alma Bloch). Tegning: Carl Bloch (1834-1890)
Sovende kvinde (Alma Bloch). Tegning: Carl Bloch (1834-1890)

En undersøgelse af sammenhængen mellem søvn og levetid viser, at søvnens »regelmæssighed« – det forhold, at man går i seng og vågner på nogenlunde faste tidspunkter og sover igennem med kun små afbrydelser – betyder mere, end hvor lang tid man sover, skriver The Wall Street Journal.

Som jeg forstår det, er betingelsen for ikke at dø tidligt af søvnløshed, at man i sine – godt nok kortere – søvnperioder sover »regelmæssigt«. Nu mangler jeg bare at beordre min krop til det. Den forstår ikke alt, hvad jeg siger.

3. Middelklassekvinder i en bestemt alder

Værten for BBC-programmet MasterChef gennem to årtier, Gregg Wallace, har rubriceret de indtil videre 13 klager over hans pågående seksuelle bemærkninger og berøringer plus en enkelt spankuleren gennem studiet nøgen bortset fra en sok over penis som udsprunget fra »middelklassekvinder i en vis alder«, deraf #MiddleClassWomanOfaCertainAge. Wallace kan ikke tage dem alvorligt. Sjovt nok er manden selv 60, hvilket må svare til en »vis« alder. Mens BBC afventer en undersøgelse om tv-stjernens adfærd, er han trådt tilbage fra programmet. 

En af hans medværter, Kirstie Allsopp, forklarer i The Guardian, hvorfor hun ikke sagde fra, da Wallace, en time efter de havde mødt hinanden, ud af det blå fortalte om sin morgensex: »Fordi man føler sig flov, som en snerpe, chokeret, venter på, at en mandlig kollega skal stoppe ham, at man ikke vil ødelægge stemningen, at det er bedre at fortsætte dagen, at tro, at man hørte forkert eller misforstod eller ikke fattede vittigheden.«

Gregg Wallace fik i 2022 hæderen 'Officer of the Order of the British Empire'. Arkivfoto: Andrew Matthews, Scanpix
Gregg Wallace fik i 2022 hæderen 'Officer of the Order of the British Empire'. Arkivfoto: Andrew Matthews, Scanpix Andrew Matthews/AFP/Ritzau Scanpix

Med andre ord lader hun hans seksuelle envejstrafik fortsætte af ren og skær høflighed. Høflighed er et uundværligt karaktertræk, men som middelklassekvinde af en vis alder vil jeg anbefale at bruge grov mund med det samme. For eksempel på den vinbar i Aalborg, hvor kvindelige tjenere stadig bliver klasket bagi. »Det er de ældre mænd, der ikke kan finde ud af det. Jeg har ikke de samme problemer med dem på 20 til 30 år,« siger ejeren af D’Wine Bar Kristian Ishøy til TV 2.

4. Kom med noget poetisk 

Tillykke til Roskilde, der har samlet 125 millioner kroner til at fortælle historien om byens pragtfulde domkirke, gravkirke for kongeslægten og UNESCO verdensarv siden 1995. Nu mangler man blot et poetisk og dejligt navn til det, der forhåbentlig kun som arbejdstitel kaldes »besøgscenter« eller »verdensarvscenter« eller »formidlingscenter«.

Roskildes borgmester Tomas Breddam ved pressemødet i Det Kongelige Palæ. Foto: Claus Bech, Scanpix
Roskildes borgmester Tomas Breddam ved pressemødet i Det Kongelige Palæ. Foto: Claus Bech, Scanpix Claus Bech/Ritzau Scanpix

Kunne vi slippe for »center« som i storcenter, ældrecenter, bilcenter, campingcenter, centerbio.

Kære læsere, send forslag til mig på pesd@weekendavisen.dk. Den eneste præmie er glæden ved at inspirere, som til gengæld er stor.

Venlig hilsen
Pernille Stensgaard