Læserbreve

Erdoganister

Kasper Bjering Søby Jensen, formand for den socialdemokratiske gruppe i Ishøj Byråd

I WA #48 skriver Tina Magaard en helsides kommentar om relationen mellem Socialdemokratiet og de såkaldte Diyanet-moskeer i Danmark. Kommentaren følger efter en lang række artikler af Leny Malacinski om samme emne.

Diyanet er en 100 år gammel statslig institution, som driver 85.000 moskeer i Tyrkiet og 2.000 i udlandet, herunder omkring 30 i Danmark, som forsynes med tyrkisk uddannede imamer. Institutionen er meget ældre end Erdogan, der blev regeringsleder i Tyrkiet i 2003, og er ikke en formel del af hans partiapparat.

Det er velbeskrevet, hvordan denne institution under Erdogan er blevet transformeret til et redskab for præsidentens autoritære projekt. Hertil hører udbredelse af et ortodokst religionssyn, men også som et agentnetværk, der bruges mod oppositionelle tyrkere og kurdere i udlandet.

Imidlertid er ét kritisk spørgsmål ikke blevet stillet en eneste gang af noget medie: Hvorfor tillader den danske stat dog, at den tyrkiske stat driver disse moskeer på dansk jord? Hvorfor giver vi automatisk opholdstilladelse til de imamer, der udgør Diyanets direkte repræsentation?

I stedet for at stille dette ene rimelige spørgsmål forsøges det gang på gang udliciteret til de frivillige, ulønnede kræfter i socialdemokratiske partiforeninger at føre dansk udenrigspolitik på dette område. Det er naturligvis en helt urimelig vinkling på sagen.

I 2017 smed vi kommunens daværende viceborgmester ud af vores parti, fordi vi mente, at vedkommende lagde sig alt for tæt op ad Erdogan. Men vi har ingen planer om at ekskludere nogen, fordi de dyrker deres religion i en lokal menighed, så længe de politisk står inde for Socialdemokratiets grundværdier.

Den tyrkiske moské i Ishøj blev stiftet, dengang Diyanet sendte imamer fra et sekulært og provestligt Tyrkiet til Vesten for at bede eksiltyrkerne udvise loyalitet over for deres nye hjemlande. Moskeen er den dag i dag en integreret del af kommunens frivillige liv og foreningsliv, ligesom vores menighedsråd er det.

Skal Erdogan ud af de tyrkiske moskeer i Danmark, vil det kræve, at staten beslutter det. Mit gæt på, hvorfor den endnu ikke har gjort det? Tyrkiet regnes for en vigtig NATO-allieret, og allierede behandler man pænt, også når man ikke kan lide deres ledere.

Muslimer og jøder

Paul Sehstedt, Aabenraa

Journalist og forfatter Bjørn Schiønning efterlyser i WA #47 en forbedret indsats mod antisemitismen i Danmark og henviser til, at Ungarn passer godt på sine jøder.

I Danmark lever 260.000 muslimer, i Ungarn 8.000. Den høje andel i Danmark skyldes blandt andet importen af gæstearbejdere fra muslimske lande som Tyrkiet og Pakistan i 1960erne og 1970erne samt en stor tilstrømning af flygtninge siden slutningen af 1980erne. I Ungarn bor næsten 100.000 jøder, i Danmark kun 8.000.

De herboende jøder skal naturligvis kunne leve uden frygt for deres liv. Men de må samtidig acceptere, at andre borgere retter kritik mod staten Israels fremfærd i Gaza. Kritikken bør dog aldrig opfordre til vold og andre forbrydelser. Myndighederne kan og skal ikke forbyde herboende muslimer at have et kritisk forhold til Israel.

Der er tale om en religionskonflikt, der har ulmet i næsten 1.300 år, og den brand kan vi ikke slukke. Danskerne må i stedet finde årsagen til nogle utilpassede muslimers adfærd over for jøderne i en fejlslagen integrering af disse muslimske indvandrere, der mærker det negative klima, der slår dem i møde i Danmark. Derfor lever mange af dem i ghettolignende områder, hvor de bindes sammen af religion.

Det var den europæiske jødeforfølgelse, der førte til, at zionister indvandrede til Palæstina fra omkring 1890. Derved opstod de første væbnede konflikter med de lokale arabere. Europæernes hovmod i denne lange strid kan læses i Balfour-erklæringen, hvis forfatter, den britiske udenrigsminister Arthur Balfour, anbefalede, at jøderne skulle have et hjemsted i Palæstina, mens arabernes rettigheder skulle respekteres.

I årene efter Anden Verdenskrig og Holocaust var indvandringen af jøder til Palæstina massiv, og en skærpet konflikt forudsigelig. Man kan således roligt sige, at både den europæiske jødeforfølgelse og antisemitisme samt hovmod over for muslimer har lagt kimen til det, vi i dag kalder for Mellemøstkonflikten.

Kedelig barndom

Steen Ehlers, læser

Anders Boas tror i WA #48, at nutidens skærme har erstattet »alle de grå og tomme timer, som vi i gamle dage tilbragte med at slå tiden ihjel i eget selskab«. Det fører ham til at sige, at vi måske ikke skal være så kede af børns skærmforbrug.

Men lige netop disse »grå og tomme timer« var det, der lærte generationerne at sætte sig selv i gang, før skærmene afskaffede kedsomheden. Så det er præcis det, at skærmene erstatter de timer, vi kedede os i som børn, der er det store problem. Det er faktisk vigtigt, at børn indimellem keder sig.

Hellig jord

Rie Eriksen, kandidatstuderende ved Religionsvidenskab på Aarhus Universitet

Folkekirken er i dag landets tredjestørste jordejer, hvoraf det meste bruges til konventionelt landbrug. Det rejser naturligt spørgsmålet om, hvordan kirken forvalter og forpagter denne jord i en tid, hvor biodiversitet, bæredygtighed og Grøn Trepart er på dagsordenen.

Som institution har folkekirken en historisk og unik autoritet, og dog mener mere end to tredjedele af danskerne ifølge en undersøgelse foretaget af Folkekirkens Uddannelses- og Videncenter, at folkekirken bør tage ansvar for konsekvenserne af deres del af CO₂-udledningen. 43 procent mener, at folkekirken burde være fortaler for grøn omstilling og forvente, at institutionen går forrest i samfundsforandringer.

De lokale kirker og sogne befinder sig ofte i et krydspres mellem tradition og fornyelse. Gennem tiden har kirkejorden været en kilde til økonomisk stabilitet, men jordens rolle som naturressource bliver stadig mere central.

Er det følgelig tid til at omdanne disse jorder til naturarealer, skov eller økologisk landbrug, der kunne fremme biodiversiteten og desuden hjælpe den grønne trepart? Og ville dette ikke styrke kirken som en institution, der på lige fod med andre tager ansvar for vores fælles fremtid?

Lige nu virker det på mig, som om kirken er fritaget. Jeg forstår alvoren i, at det lokalt kan være svært at balancere visioner med praktiske behov. For nogle sogne er forpagtningen af landbrugsjord afgørende for kirkens økonomiske drift, men kan lokale løsninger – såsom partnerskaber med naturforeninger eller omlægning til økologisk drift – ikke være svaret?

Folkekirken har netop nu en gylden mulighed for at gentænke sit ejerskab af jorden, så den ikke blot ses som et økonomisk aktiv, men som redskab til at styrke institutionens relevans i en tid med klimakrise og biodiversitetstab.

Træblanding

Michael Hertz, læser

Når ikke der er tale om at rejse produktionsskov, men om at skabe skøn natur, er biolog og ornitolog Niels Kaare Krabbes forslag (WA #47) om at plante træerne tilfældig spredt jo sympatisk. Vigtigere er det måske at blande træarterne og undgå monokulturer – og til støtte for vor hjemlige insekt- og svampeverden at foretrække træarter, som fandtes i landet, inden overjægermester og forstmand J.G. von Langen i midten af 1700-tallet introducerede blandt andet rød- og ædelgran, ahorn og lærk.

De små synker

Louise Winther, forfatter

Det er jo bare affald fra produktionen
siger Jens Hansen
som har en kødfabrik
og som synger lirum-larum-lej
mens han smider endnu en pattegris
over i den rådne stak af tryner
der aldrig har trynet nogen
og haler der aldrig har krøllet
af andet end skam
på menneskehedens vegne

Disse er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdninger. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.