Læserbreve

Hvad er Gud?

Mads Borup, praktiserende læge og psykoterapeut

»Gud bevare kongen!« sagde dronning Margrethe 2., da hun abdicerede, og kronprins Frederik blev til kong Frederik 10. den 14. januar 2024. I sin efterfølgende tale fra Christiansborgs balkon omtalte Frederik ikke Gud, hvilket har fået meget omtale.

Gud gøres ved Dronningens udsagn til noget absolut i en reference til kristendommens Gud: den skabende, herskende, dømmende og evige Gud, den treenige Gud. Men for de fleste danskere er Gud ikke en absolut og entydig størrelse. Der findes mange holdninger til »Gud«, mange trosretninger, og inden for hver trosretning megen diversitet, uenighed og debat om, hvordan Gud er og opleves.

Måske er Gud det mørke stof; det, vi ikke forstår eller kan forklare. Det med Gud er svært. Da hen ikke kan ses, høres, mærkes, forstås og sanses entydigt. Gud bliver noget med at tro og underkaste sig en bestemt tolkning og historie. Det ligger ikke i tidens ånd.

Gøres Gud absolut, udelukker man dem, der ikke tror, fatter eller forstår (en eventuel) Gud. En tvivler eller ikketroende har svært ved at sige eller forstå en ekskluderende sætning som »Gud bevare kongen«. Måske kan det forstås i et historisk lys, men i et moderne og nutidigt dansk lys hører det sig ikke til.

De konservativt troende er i undertal og bør ikke begive sig ud i sådanne proklamationer. Det er vigtigt at vise respekt over for den brede befolkning, der fattes ord, når det gælder et ophav og en evighed, som ingen dybest set ved noget om. Måske findes Gud. Det kan ingen vel afvise. Måske er der ingen Gud. Det kan vel heller ingen afvise. Derfor respekt for Frederiks gudløse ord.

Luthers arv

Carsten Bisgaard, cand.pæd. i religion

I lyset af den nye blasfemilov mod afbrænding af koraner rejser spørgsmålet sig om værdien af religionskritik. Har vi netop ikke brug for kritik og dialog for at udvikle vor forståelse af religionen? Jo, absolut, eftersom religion ikke er en statisk størrelse. Selvfølgelig i en tone, som respekterer de holdninger, som adresseres.

Religion er i høj grad et tolkningsspørgsmål og bygger på fastlæggelser foretaget af troende op gennem tiden. Således er vor egen folkekirke baseret på Luthers kristendomsforståelse, som på mange punkter var et opgør med katolicismen. Spørgsmålet er, om denne tolkning fra 1500-tallet stadig er tidssvarende og i tråd med vor tids etiske og religiøse opfattelser?

Som kristen er der for mig en række af kirkens nedarvede opfattelser, som i dag virker selvmodsigende og derfor rejser kritiske spørgsmål til kristendommen i dens lutherske form. Jeg vil for eksempel pege på det meget centrale domsmotiv og soningsdøden, som begge udspringer af en gudsopfattelse, som ikke harmonerer med opfattelsen af Gud som kærlighed. Jeg vil pege på modsætningen mellem, at Jesus står for tilgivelse og ikkedom – og så kirkens fastholdelse af en dømmende Gud.

Jeg er opmærksom på, at begge positioner findes i evangelierne, men da udsagnet om Guds ubetingede kærlighed – for mig at se – er det vigtigste og altdominerende udsagn fra Jesus, mener jeg, at alt andet må læses herudfra. At Jesus skulle have været selvmodsigende, anser jeg som tvivlsomt, hvorfor jeg må tillægge disse modsigelser den efterfølgende gengivelse og tolkning af hans ord.

For mig er Guds kærlighed ubetinget og gælder enhver skabning. Derfor er fordømmelsen til helvede ikke i tråd med kærligheden, ligesom Gud ikke ønsker soningsdød som betaling. Jeg mener – med den historiske viden, vi nu har om evangeliernes tilblivelse – at et kritisk syn på disse og den afledte kristendomsopfattelse er nødvendigt. Derfor er der god grund til et opgør med Luthers teologi for at kunne ændre kirkens forkyndelse. Dette vil være til gavn for alle med et tilhørsforhold til kirken.

Ensidigt

Mette Thomsen, pens. oversætter

Det var dog en ensidig leder, Martin Krasnik fik afleveret i avisen (WA #02). Ingen overvejelser over den fraværende palæstinensiske vilje til fredsforhandling eller selvstyrets misbrug af udenlandske bidrag til terror. Kun en snæversynet fordømmelse af Benjamin Netanyahu som nærmest eneansvarlig for alle tidligere kriser foruden den nuværende og et hadefuldt angreb på dele af den demokratisk valgte regering uden antydning af, at den særlige kriseledelse er kollektivt ansvarlig for håndteringen.

Jeg forbløffes bestandig over, at Krasnik kan være så blind for stridens kerneproblem – som er det arabisk-palæstinensiske had til Israels blotte eksistens – at han springer helt tilbage til tidligere tiders påviseligt fejlslagne fredspolitik i form af en tostatsløsning, som palæstinenserne ikke ønsker. Dele af Israels demokratisk valgte regering skal åbenbart vurderes efter, hvad vi tror, de mener, og ikke på, hvad de rent faktisk siger.

Det er muligvis undgået Krasniks opmærksomhed, at der er forskel på at give mennesker, som ønsker at udvandre fra Gaza af politiske, sikkerhedsmæssige og økonomiske grunde, deres menneskeretslige mulighed herfor (seneste palæstinensiske opgørelse før den nuværende konflikt viste, at det ønskede 29 procent) og så at foreslå en decideret tvangsdeportation, (Netanyahu udtalte sig kun om deportation af Hamas-lederne).

Haley og amerikanismen

Morten Andersen, psykolog

I frygten for fire nye år med Donald Trump som USAs præsident knytter Danmark sit håb til, at Nikki Haley vil blive det republikanske partis præsidentkandidat. Flere medier forsøger ihærdigt at finde positive tegn på, at Haley kan slå Trump af pinden, og tøver efterhånden ikke med at fremhæve hendes fortræffeligheder. Og hvem er hun så, hvilken politik står hun for?

Haley er imod fri abort, går ind for tortur (waterboarding). Hun er tilhænger af atomkraft, udvinding af fossile brændstoffer, dødsstraf, den frie våbenlov, legalisering af cannabis og USAs ret til at slå terrormistænkte mennesker ihjel overalt i verden. Hun støtter desuden USAs ret til ubegrænset overvågning af sine allierede, øgning af militærudgifterne, sænkning af ulandsbistanden, afvisningen af Paris-aftalen og forbuddet mod boykot af Israel.

Danmarks regering er ved at færdiggøre en samarbejdsaftale med USA, som vil give landet ret til ubegrænset opmagasinering af tropper og militærgrej i Danmark. Ligeledes er amerikanske soldater ikke underlagt dansk lovgivning, hvis de skulle begå forbrydelser her. På den anden side forekommer det uklart, om en dansk borger, der begår en kriminel handling mod en udstationeret amerikansk soldat, risikerer udlevering til retsforfølgelse i USA. Problemstillingen rejser spørgsmålet om, hvorvidt en folkeafstemning vedrørende aftalen ikke ville være på sin plads?

Royal og kongelig

Ove Steen Smidt, læser

Ak, hvor trist og skuffende! Weekendavisens udgave op til tronskiftet (WA #02) demonstrerede, at også skribenterne ved denne avis bevidstløst veksler mellem at skrive »kongelig« og »royal«, som om det var ligestillede synonymer i det danske sprog. »Royal« er en engelsk glose, som uretmæssigt har vundet indpas i det danske sprog, en ud af mange sprogforurenende anglicismer. »Royal« og »kongelig« er efter min mening ikke mere synonyme end »newspaper« og »avis«.

Stauning i 1920

Henrik Okkels, redaktør

I statsministerens tale i Folketinget 15. januar finder man følgende passus: »Vores fantastiske kongefamilie gør det så godt, at vi kan komme til at tage monarkiet for givet. Det er det ikke. Det står og falder med de mennesker, der løfter ansvaret. Og det hviler på en gensidig kontrakt mellem monarki og demokrati. En forståelse, der i øvrigt blev indgået mellem kong Christian 10. og statsminister Thorvald Stauning for mere end hundrede år siden. 'Hvorfor benyttede Stauning ikke Påskekrisen til at afsætte kongen?' var der nogle, der spurgte om dengang i 1920.«

Nej, det var der ikke nogen, der spurgte om, for Påskekrisen var en parlamentarisk krise mellem 29. marts og 4. april 1920 – altså mere end fire år før Staunings første statsministerperiode begyndte. Stauning var i 1920 formand for Københavns Borgerrepræsentation og i 1916-20 såkaldt kontrolminister, en ordning i krisetider, så oppositionspartier kunne have en vis kontrol med regeringsførelsen.

Staunings forhandlingsevner gjorde, at han fik en vis betydning for den aftale, som afsluttede Påskekrisen, men at afsætte regenten lå – og ligger stadig – uden for en statsministers kompetence og ville have været et mindst lige så stort statskup som Christian 10.s afskedigelse af Zahle-regeringen 29. marts.