Den 10. januar i år offentliggjorde organisationen Folk & Sikkerhed folderen »Hvad nu hvis?« Den rummer simple råd om, hvad danske borgere kan gøre for at beskytte sig selv og deres familier, hvis der opstår uforudsete situationer. Det kan være voldsomt vejr og oversvømmelser, men folderen tager også sigte på militære konfrontationer, og allerede på første side hedder det, at forholdene i Ukraine og Israel har »bragt krig og konflikt meget tættere på«.

Ifølge bestyrelsesformand Torben Ørting Jørgensen valgte Folk & Sikkerhed at fremskynde udgivelsen, fordi Carl-Oscar Bohlin og Micael Bydén, henholdsvis civilforsvarsminister og forsvarschef i Sverige, tre dage tidligere havde udtalt, at der »kan blive krig i Sverige« i nær fremtid, og at alle svenskere gør klogt i at tage bestik af det.