Satellit. Cataloniens uafhængighedsbevægelse led et svidende nederlag ved søndagens valg til det regionale selvstyreparlament. Resultatet styrker Spaniens regeringschef, Pedro Sánchez, der har spillet højt spil for at forbedre relationen til den rebelske region.
Kvalt af kærlighed
Fremstrakte hænder, dialogkaffe og benådning af fængslede politikere.
Spaniens socialdemokratiske regeringschef, Pedro Sánchez, har grebet dybt i den politiske værktøjskasse i forsøget på at stække Cataloniens uafhængighedsbevægelse, der i en årrække har været på kollisionskurs med den spanske centralmagt.
Nu er indsatsen for alvor begyndt at give afkast.
Ved søndagens valg til det catalanske selvstyreparlament mistede uafhængighedsblokken sit absolutte flertal, og Sánchez' håndplukkede mand, den tidligere socialdemokratiske sundhedsminister Salvador Illa, blev valgets klare vinder.

Om de mange mandater også kan veksles til regeringsmagt, er fortsat uvist. Men serveretten til Illa er et umisforståeligt bevis på, at tiderne er skiftet i den nordspanske region. Fortællingen om den undertrykkende spanske centralmagt har med Sánchez som regeringsleder mistet en del af sin kraft, og udmattelsen efter det mislykkede løsrivelsesforsøg er mærkbar i det catalanske samfund.
Catalanerne har – for en stund om ikke andet – mistet appetitten på frontalkonfrontation med den spanske stat, og løfter om pragmatiske løsninger på konkrete problemer er på ny blevet populære. kloch
Del:


