Læserbreve

Georgisk drøm

Jens Petersen, læser

I forbindelse med mit arbejde befinder jeg mig i disse dage i Tbilisi. På afstand følger jeg udviklingen omkring Freedom Square og foran Parlamentet. Konstant ser man i bybilledet det blå EU-flag med stjerner i en ny snedig kombination med det georgiske flag. At befolkningen, der allerede i 2006 med 86 procent af stemmerne ønskede medlemskab af EU (79 procent ønskede NATO-medlemskab), fortsat gerne vil bevæge sig mod EU, er der ingen som helst tvivl om. Men samtidig oplever jeg noget interessant.

Min lokale samarbejdspartner (der er 35 år og kandidat i statskundskab) og jeg drøftede således for nylig den påvirkning af vælgerne, som oligarken Bidzina Ivanisjvili har igangsat blandt andet ved hjælp af sine tv-kanaler, det regerende parti Georgisk Drøm og gennem heftig brug af falske nyheder. I forbindelse med, at vi talte om sidstnævnte, viste jeg ham Dansk Folkepartis meget omtalte deepfakevideo. Han fandt på ingen måde videoen morsom. Hans kommentar lød:

»I skal stoppe det dér! Det er sådan, man underminerer demokratiet, tilliden og tiltroen til, at politik overhovedet kan ændre noget. Selvom det er et overdrevent og forsøgt morsomt indslag, vil det påvirke mange, der ser det. Hvordan kan noget sådant foregå i Danmark!?«

Dagen efter faldt jeg i snak med en kvinde på et vaskeri. Hun rystede på hovedet over demonstranterne: »Hvorfor skal vi i Georgien kæmpe mod love, som allerede er indført i EU og USA?« Jeg fortalte hende, at jeg var dansker, og at vi ikke havde disse love – og at de ikke eksisterer i EU. Hendes kommentar lød: »Måske så ikke i dit land, men så i resten af Europa og USA. Det ved jeg, fordi jeg har set en video om, hvordan dem, der bestemmer i EU og USA, er ude på at snyde Georgien.«

Så kære Dansk Folkeparti – erkend nu, at den deepfakevideo var et totalt fejlskud, og tag derefter initiativ til, hvordan vi fremover undgår (samt modarbejder) manipulering og brug af løgne i den politiske proces.

Trange kår

Maiken Holm Christensen, gammeldags lesbisk, teologistuderende og tilhænger af både-og

Til Weekendavisens cismandlige læsere (og ansatte): Det er rigtig synd for jer, at I har haft trange kår i cirka 47 minutter. Jeg kan godt forstå, at I river jer i jeres sparsomme hår over, hvilket mandeben I skal stå på, nu når forandringens vinde blæser. Og så er det så, at jeg alligevel tillader mig at stille dette sindsoprivende spørgsmål: Er det muligt, at det ikke er kvindesagen eller feminismens skyld, at I hænger med skuffen og ikke kan finde jeres maskulinitet?

Har I overvejet, at kønnene nærmer sig hinanden og deraf udviskes jævnfør uddannelsesvalg, teknologiske fremskridt, globalisering og anden postmoderne halløjsa? Og inden I nu får den lunkne pokalpilsner i den gale hals, så tillader jeg mig at spørge endnu mere flabet: Måske er det faktisk ikke nogens skyld? Hverken samfundets, Vorherres, vores eller jeres. Måske har vi hver især en opgave i at finde ud af, hvem vi er, og hvad vi vil med vores liv? Hvad vi tror på, gror af og glor på? God fornøjelse med at finde jer selv.

Matematik og religion

Ole Hassager, professor emeritus

Læseren Lotte Stürup måber i WA #18 over den manglende anerkendelse af islams uvurderlige bidrag til matematikken i Pernille Stensgaards interview med Naser Khader (WA #17). Det kan dog ikke være Euklids smukke geometriske beviser, Stürup tænker på. Heller ikke Diophantus' tilsvarende bidrag til talteori og algebraiske ligninger, da begge disse matematikere levede inden Muhammeds fødsel (Euklid inden Jesus).

Deres værker, som blev opbevaret og studeret ved biblioteket i Alexandria, blev imidlertid udsat for en serie af skæbnesvangre angreb. Først da Julius Cæsar forårsagede nedbrænding af biblioteket i år 47 f.v.t., dernæst da den kristne kejser Teodosius beordrede alle kætterske værker ødelagt. Det sidste og endelige angreb kom i 632 e.v.t. fra den sejrrige kalif Umar, som ifølge nogle kilder udstedte følgende ordre: Alle bøger i modstrid med Koranen skal brændes. Og yderligere: Alle bøger i overensstemmelse med Koranen er overflødige og skal derfor skal brændes. Enkelte eksemplarer overlevede mirakuløst, men herefter fulgte en længere periode med begrænset udvikling af matematikken. I Europa udskiftedes de håbløse romertal gradvist af det nuværende talsystem, og ved starten af den europæiske renæssance stod matematikken groft sagt på niveau med folkeskolens 9.-klassespensum i dag. 

De virkelig store matematiske fremskridt kommer i Europa fra renæssancen og frem til i dag. Udviklingen af differentialregning ved Newton og Leibniz er for eksempel en afgørende forudsætning for store dele af den matematiske modellering, der i dag benyttes i så forskelligartede problemstillinger som vindmøllernes luftstrømning, udvikling af klimamodeller og design af apparatur til fremstilling af pulverkaffe.

Man kan indvende, at Newton og Leibniz måske ikke havde udviklet differentialregningen uden begrebet nul (eller »ingenting«); et centralt begreb i matematikken, som kan føres tilbage til indiske matematikere. Under alle omstændigheder kræver matematikken den frie tanke frigjort fra den religiøse dogmatisme, der førte til ødelæggelsen af den matematiske skole i Alexandria. Så når Stensgaard ikke beskriver, hvorledes religion skulle have givet uvurderlige bidrag til matematikken, er der således dertil kun at sige: Tak for det.

Hjertestudie

Povl Aage, cand.scient.

I WA #19 refereres i »Kort nyt« i sektionen Ideer under overskriften »Livreddende intelligens« et studie, som lyder særdeles lovende: 16 procent lavere dødelighed hos 16.000 hjertepatienter; over 100 reddede liv. Der er kvaliteter ved studiet: Det er stort, det er randomiseret, og der ses på død uanset årsag. Men der lader til at være en væsentlig mangel i studiets design: AI-gruppen får ekstra lægelig opmærksomhed (for de udpegede patienter), mens kontrolgruppen ikke får denne ekstra opmærksomhed. Så måske den lavere dødelighed alene skyldes større menneskelig opmærksomhed?

Det ville være et bedre design, hvis kontrolgruppen fik en diagnose baseret på et terningkast i stedet for AI. Artiklens resumé er frit tilgængeligt hos Nature Medicine, og det lader til, at I refererer det loyalt. Men det ville højne niveauet i jeres altid læseværdige Ideer-sektion, og virkelig differentiere jer fra anden videnskabsformidling, hvis I inddrog statistisk kompetence, navnlig hvad notits- og opinionsstoffet angår.

Frihed?

Utku H. Güzel, cand.mag.

I dag lever vi i et samfund, hvor demokrati og økonomisk frihed ofte ses som hjørnestenene. Demokratiet lover stemmeret og repræsentativt styre, og økonomien tilbyder muligheder for lånebaseret forbrug. Vi stemmer, vi udtrykker vores meninger, og vi deltager i politiske processer under den antagelse, at vi er frie individer. Men umiddelbart under overfladen af denne tilsyneladende frihed lurer en ubehagelig sandhed: Vi er moderne slaver, fanget i et system, vi ikke engang er klar over.

Demokrati, et begreb vi ofte forbinder med frihed, kan være en facade. Demokratiets kerne indebærer at give stemme til folket, men demokrati, som det forstås i dag, indebærer ofte blot at stemme på politikere hvert fjerde år og derefter overlade landets styring til dem. I løbet af deres embedsperiode kan politikerne træffe beslutninger, der har dybtgående konsekvenser for befolkningen, uden at vi har reel løbende indflydelse.

Politikerne kan føre landet i krig, bruge milliarder på krigsmateriale, give skattelettelser til de rigeste i samfundet, stjæle fridage fra arbejderne og meget mere – uden vores direkte samtykke. For hvor meget indflydelse har vi egentlig på de beslutninger, der formes i de politiske korridorer?

Vores økonomiske system, der tilbyder ubegrænset adgang til »velstand« gennem lån, bidrager også til illusionen om frihed. Samtidig med at vi tror, vi nyder økonomisk velstand, er vi i virkeligheden bundet af gæld. Vi låner os til materielle goder som biler og huse uden at indse, at det gør os stadig mere afhængige af arbejdsgivere og finansielle institutioner. Vores arbejdskraft bliver en handelsvare, vi sælger for at kunne forbruge. Et system, der opretholder en illusion om frihed og velstand, mens det holder os i et usynligt fængsel af gæld og afhængighed.

Sammenlignet med fortidens slaver, der kendte deres ejere og deres status som ejendom, er vi moderne slaver uvidende om vores sande tilstand. Måske det er på tide at undersøge vores opfattelse af frihed og se, om vi virkelig er så frie, som vi tror.