Beckenbauers epoke

Willy Brandt, Heinrich Böll, Franz Beckenbauer. I første halvdel af 1970erne var det demokratiske, økonomiske og moralske mirakel, som Forbundsrepublikken Tyskland udgjorde, inkarneret i de store B'er. En forbundskansler præget af mild pragmatisme, en nobelvinder styret af skånselsløs sandhedsjagt, en europa- og verdensmester i blæret overskud.

Den sammenbidte genopbygning efter nazismens barbari og undergang var vel overstået, og ingen personificerede bedre end Franz Beckenbauer de nye tider: oprejst i sit glidende løb, demonstrativ i sin uanstrengte suverænitet. Han havde intet at skjule, intet at skamme sig over. Han var et cruisende, insisterende og aftershaveduftende udtryk for nationens tilstand. Formgivende, formfuldendt og fri.

Som Christian Spiller skrev mandag i Die Zeit ved meddelelsen om Franz Beckenbauers død, 78 år gammel: »Gennem årtier kunne man dårligt se en times vesttysk eller fællestysk tv, uden at man så Franz Beckenbauer spille, coache, stige ind i helikoptere eller bare tale. Beckenbauer var konstant overalt – og så pludselig ikke mere.«

Franz Beckenbauers fødselsdato er signifikant: 11. september 1945, akkurat fri af nazismens og krigens tyngende last. Han kom til verden i München-bydelen Giesing, og fra lejligheden på Zugspitzstrasse var der udsigt over den lokale fodboldklub SC 1906’s træningsanlæg. Det var her, den unge Beckenbauer først skulle betage omgivelserne med sine monstrøse evner som midtbanehersker – og vække betænkelighed med sin åbenmundethed.

Som søn af et postbud var Beckenbauer forudbestemt til at rykke videre til den store arbejderklub TSV 1860 München. Men i en ynglingekamp mod 1860erne blev Beckenbauer frastødt af modstandernes rå tone, som han opfattede som foragt. 

I stedet blev den slanke, kønne yngling med det bølgende brune hår i 1964 som 17-årig hentet til FC Bayern München på Säbener Strasse. Klubben, der traditionelt havde samlet byens borgerskab og ikke mindst jødiske kredse, var først da ved at komme til hægterne efter nazisternes målrettede chikane. Først i sæsonen 1965-66 rykkede klubben op i Vesttysklands bedste række, den nye Bundesliga. Men den jugoslaviske træner Zlatko Cajkovski var i færd med at bygge et enestående mandskab fra grunden.

Teenageren Beckenbauer skulle få en enevældig rolle, men indledningsvis vakte han bekymring med sin aristokratiske attitude. Som Thomas Hüetlin skriver i sin Bayern München-monografi Gute Freunde fra 2008: »Han havde kun ringe forståelse for det normale, for gennemsnittet, for det middelmådige.«

Den unge mand nægtede at løbe efter dårlige afleveringer, og fra første dag skældte han ud over medspilleres mangler, også til pressen. Men træner Cajkovski og ungdomstræner Rudi Weiss så et fænomen i den unge mand. De så også, at Beckenbauers smidige lethed dækkede over udmarvende slid. Det forsvandt bare i hans storladne spil, ikke mindst den legendarisk afslappede ydersidepasning over 40 meter. Med Rudi Weiss’ ord: »Han kunne se med fødderne.«

Franz Beckenbauer var fra første sekund en naturgiven majestæt på midtbanen. Da Cajkovski fandt på at flytte ham ned i forsvaret som libero, så den unge storhed det ikke som en forvisning fra den offensive skaberrolle. Han opfattede det tværtimod som en foræring: Nu havde han en hel bane at skue ud over og styre. Fra denne position gennemførte Franz Beckenbauer personligt en synlig parallel til 1968-oprøret og til en ny mobilitet i det moderne Vesteuropa: Han opløste banens låste positioner og gled frem over græsset. Ingen skulle bestemme, hvor han, overpostbudets søn fra Giesing, skulle tage plads.

Som anfører for Bayern München og det vesttyske landshold spillede Beckenbauer den absolut centrale rolle i de triumfer, der fulgte gennem 1970erne. FC Bayern blev tyske mestre tre gange på stribe 1972-1974 og forlængede succesen med tre gange finalesejr 1974-1976 i mesterholdenes Europa Cup, forløberen for Champions League. Sideløbende satte Beckenbauers vesttyske Nationalelf sig igennem med EM-guld 1972 og VM-guld 1974.

På vej mod VM-triumfen på hjemmebane i 1974 hakkede mandskabets præstationer så meget, at Beckenbauer og hans Bayern-klike uforblommet overtog styringen. Selv på pressemøderne tog Beckenbauer ordet frem for Bundestrainer Helmut Schön.

Han bekræftede dermed tilnavnet Der Kaiser, som gennem tiden er blevet forklaret med flere forskellige optrin. Det hyppigst nævnte er pokalfinalen på Waldstadion i Frankfurt 1969, da Beckenbauer ganske hårdhændet nedlagde Schalke 04s Reinhard Libuda helt ude ved sidelinjen ved den Schalke-fyldte tribune. En vedvarende pibekoncert satte ind, hvorefter den unge Bayern-kaptajn kvitterede ved at jonglere med bolden på foden i hele 40 sekunder.

Enestående arrogant, ja. Men Schalke-fans og alle andre måtte bøje sig for, at Beckenbauer i 1972 og 1976 modtog Ballon d’Or som Europas bedste fodboldspiller.

Beckenbauer afsluttede i 1977 sin europæiske karriere (dog genoptaget i Hamburger SV 1980-1982), da han velbetalt rejste til det stjernebesatte freakshow i New York Cosmos, midt i New York Citys mest forrevne tid. Det er fra denne tid, at det berømte foto viste Beckenbauer i badekarret i hyggelig samtale med den ligeledes bayerskfødte Henry Kissinger.

En anden berømt Beckenbauer-skildring er tv-optagelsen fra 1990, da han ensom vandrede rundt på Stadio Olimpico i Rom, efter at han som landstræner havde ført Vesttyskland til en ny omgang VM-guld. Mens hans spillere kastede sig rundt i ekstase, gjorde han selv en rugende figur: Nok havde han genrejst Vesttyskland som fodboldmagt, men absolut uden den skønhed, han selv stod for. I øvrigt var hans titel ikke Bundestrainer, men Teamchef, eftersom Beckenbauer ikke havde taget de fornødne trænerkurser i det tyske forbund – som om nogen DFB-konsulent kunne lære denne mand noget som helst.

Derefter ventede tiden som magthaver og fodboldpolitiker i Bayern München, i det tyske fodboldforbund, i UEFA og FIFA. En beskæftigelse, som ingen slipper fra med rene hænder. Ved siden af bestikkelsessager skulle Beckenbauer tilsværte sit eget navn med idiotiske udtalelser om for eksempel VM-værten Qatar: »Jeg har endnu ikke set en eneste slave løbe omkring i kæder i Qatar.« Formuer i skattely og Beckenbauers rolle som »Global Ambassador« for den russiske energigigant Gazprom trak også fra.

Denne skribent oplevede en enkelt gang at være i stue med fodboldmagthaveren Beckenbauer. Det var i 2005, da han som præsident for den tyske VM-komité holdt pressekonference i Frankfurt forud for slutrunden i 2006. Viril, solbrændt og veloplagt. Uden for hotellet holdt hans hurtige sponsorbil med nummerpladen FB-WM-2006. Efter synlig irritation over et par franske journalisters vedholdende spørgsmål om p-pladser greb Beckenbauer med tilfredshed lejligheden, da næste reporter nævnte ny tekonologi, der måske med tiden kunne afgøre tvivlsspørgsmål på banen. Ingen vidste dengang, at det ville komme til at hedde VAR.

Smilende rystede katolikken Beckenbauer på hovedet over, at man kunne bilde sig ind, at vi mennesker nogensinde ville hæve os over vor stakkels fejlbarlighed. Vi ville jo altid stå klar med nye fejl.

Desuden var der skatte, der kunne gå tabt. Beckenbauer henviste til VM-finalen mod England på Wembley 1966, da han selv stod få meter fra den legendariske situation, da Geoff Hurst hamrede den flade bold på undersiden af overliggeren. Bolden slog ned på mållinjen, men efter en snak med linjevogteren fløjtede den schweiziske dommer Dienst for scoring, 3-2 til England. Slutresultat: 4-2 til England.

I Frankfurt 2005 forklarede Beckenbauer med et helt verdenssyn: »Hør lige her, jeg stod selv derinde i straffefeltet. Lige siden har hver eneste taxichauffør, når jeg er landet i London, spurgt: ‘Hvad så, Franz? Var der mål dengang?’ Den samtale vil forstumme, hvis vi indfører målteknologi.«

Under alle omstændigheder er det en storladen æra, der afsluttes med Franz Beckenbauers død. En epoke af vesttysk konsolidering, af tysk Genforening og europæisk integration – en epoke, som den tjekkisk-tyske forfatter Maxim Biller i sommeren 2023 længselsfuldt betegnede som »det tysk-amerikanske fornuftsægteskab«. Efter Willy Brandt kom og gik forbundskanslerne: Schmidt, Kohl, Schröder, Merkel. Det var Franz Beckenbauers epoke.