Læserbreve

Ulovligt smuk

Esther Hviid Christensen, gymnasieelev

Vores kære naboland Norge har indført en lovgivning om deklarering, især med henblik på influencere. Kort sagt skal de norske influencere nu deklarere på deres opslag, hvorvidt de har redigeret deres tænder hvidere, gjort taljen smallere eller fjernet urenheder. I Danmark bør vi stille os selv spørgsmålet, hvorfor vi endnu ikke har gjort det samme?

De unge er således fanget i et virtuelt univers, hvor de dag ud og dag ind scroller gennem uopnåelige idealer. Jeg siger ikke, at man ikke må redigere himlen blå eller sit hår lysere, men vi er nået til et punkt, hvor vi ikke længere kan skelne mellem, hvad der er ægte, og hvad der er redigeret. Jeg tror på, at hvis vi i Danmark indførte en lignende (genial!) lovgivning om deklarering, så kunne vi opnå langt større klarhed.

Jeg kan ikke forestille mig noget værre end at skulle se mit barn vokse op i en tid, hvor sociale medier manipulerer dets opfattelse af, hvordan det burde se ud. Lad os handle nu og indføre en sådan lov i Danmark. Vi bør virkelig skabe et sundere onlinemiljø for os selv og de kommende generationer!

Værn og pligt

Lars Bjørndal Hollænder, pensioneret major

Godt 5.000 unge starter hvert år som værnepligtige. Frafaldet er godt ti procent. Uddannelsen varer netop nu typisk fire måneder, og lønnen er cirka 9.000 kr. om måneden. På Forsvarets Dag (session) viser 50 procent sig at være uegnede grundet for høj vægt, tidligere straffe, psykologisk uligevægtighed eller fysiske mangler.

Men værnepligten er asocial. Kun en mindre del af de egnede indkaldes, og de øvrige har dermed den fordel at komme foran i uddannelseskøen. Lønnen er tilmed lav, selvom det samme ikke gælder kravene for at gennemføre. Værnepligten er en fysisk og psykisk hård tid, men de flestes erfaring med værnepligten er gode.

Kammeratskabet er fint, man lærer mennesker fra forskellige miljøer at kende og lærer i tilgift vigtig førstehjælp og evnen til at bo på stue med mange andre. De fleste får et kammeratskab og en oplevelse for livet – uanset værnepligtens længde. Men hvis værnepligten også i fremtiden skal være for de få udvalgte af en stor årgang, så bør lønnen være højere end de 9.000 kroner månedligt. Ikke mindst fordi de værnepligtige må vente med at uddanne sig og desuden mister anciennitet på arbejdsmarkedet.

Brobyggeri

Nis Jespersen, softwarearkitekt

For nylig, til en intim middag hos en fælles bekendt, faldt jeg i snak med en fyr om situationen i Gaza. Vi havde mildt sagt meget forskellige syn på konflikten. Men det lykkedes os at gennemføre en lang og stort set sober udveksling af vores synspunkter. Det gav mig ægte nye nuancer på krigen, som jeg sidenhen har reflekteret over i mange, mange timer. Det var bestemt ikke nemt at bygge bro. Men det er tydeligt for mig nu, hvor vigtigt det er. Mange tak for snakken, Morten.

Kvindernes byrde

Steen Ehler, læser

I Weekendavisen (WA #18) citerer journalist Mette Rodgers den amerikanske forsker Maura J. Mills for, at det især er styringen af børnenes sociale liv, der overbebyrder kvinderne, og at problemet kunne løses ved, at mændene i højere grad sørgede for, at børnene fik et rigt socialt liv. Underforstået: levede op til kvindernes forventninger hertil.

Men hvad hvis børnene havde bedre af selv at løse denne opgave? Det end ikke overvejer Mills. Da jeg var barn og kedede mig, fik jeg besked om at gå ud at lege. Så måtte jeg selv finde ud af, om der var nogen på legepladsen at lege med, og hvis ikke der var det, måtte jeg ringe på døren hos en af mine kammerater. Det stillede krav til, at jeg selv tog initiativ – ingen havde hørt om legeaftaler arrangeret af forældrene.

Da mine egne børn gik til sport, og der blev indgået transportaftaler, var det altid mødrene, som insisterede på, at børnene skulle køres – også til steder, der lå inden for rimelig cykelafstand. Det er min oplevelse, at det primært er kvinderne, der insisterer på, at børnene skal serviceres i alle ender og kanter. Kvinderne har altså i store træk selv skabt den ekstra arbejdsbyrde, der nu stresser dem. De kan derfor ikke med rimelighed forvente, at mændene skal overtage en opgave, som kan ende med at skade frem for at fremme børnenes udvikling.

Forældet eksamen

Mads Jensen, studerende

I disse dage sidder 9.- og 10.-klasser rundtom i landet til diverse skriftlige eksamener. En del af mig synes, det er vigtigt, at eleverne får testet deres boglige niveau, mens en anden del af mig mener, at det beror på en forældet tænkning, at unge skal presses igennem eksamener. For hvordan kan det være, at vi stadig vurderer menneskers værdi på baggrund af et tal?

Jeg er godt klar over, at alle andre generationer har været oppe til skriftlige eksamener, men er det også ensbetydende med, at de næste skal det? Allerede for 25 år siden diskuterede vi, om denne eksamensform var forældet. Jeg synes, man – som man har gjort på visse ungdomsuddannelser – burde undersøge mulighederne for alternative eksamener. Selvfølgelig skal de unge ikke slippe billigere end dem, der har gennemført traditionelle eksamener, men vi er nødt til at følge med udviklingen i samfundet og finde en passende eksamensform.

Jeg tror på, at vi snart må indse, at denne forældede eksamensform ikke længere matcher undervisningen og elevernes fremtid. At folkeskolen en dag bliver mere fri – ikke til at gøre, hvad det passer en, men til at lære – og blive bedømt – på nye måder. Dette kunne måske også være med til at rette op på mistrivslen i skolesystemet.

Men det kræver reformer og en ny måde at tænke på. Ellers risikerer vi, at de elever med egenskaber, som ikke passer ind i det nuværende system, tabes på gulvet. Hvis en fisk hele tiden bliver bedt om at klatre op i et træ, vil den til sidst anse sig selv som dum og uformående. Så hvad med at bede den om at svømme i stedet? Lad os finde en eksamensform, der kan tilpasses forskellige grupper af elever, og lad os samtidig håbe, at vi en dag ikke længere vil vurdere vores medmenneskers værdi på baggrund af et tal.

Orbán og Bentzen

Lars Hartvig, rengøringsassistent

Jeg blev klogere, da jeg læste journalist Jeppe Bentzens interview med den ungarske premierminister, Viktor Orbáns, chefideolog, Balázs Orbán (WA #18). Men kun klogere i den forstand, at jeg ikke tidligere havde hørt, at Balázs Orbán netop har udgivet strategibogen Hussar Cut. Det skyldtes, at Bentzen ikke havde i sinde at oplyse, hvilke ting han ellers havde på hjerte.

I stedet fik jeg det indtryk, at journalisten kun havde foretaget sit interview for at nedrakke Ungarn og plædere for den nuværende EU-/Washington-ledede verdensorden. Langt mere fik jeg ud af at se Tucker Carlsons interview med Balázs Orbán, hvor denne forklarede, hvilke kræfter der i virkeligheden truer os europæere, og hvilke konservative værdier vi må stå fast på. Jeg vil stadig med tålmodighed læse Weekendavisen, dog med erkendelsen af, at avisen ikke kan stå alene som nyhedskilde.

Sygdomstabu

Caroline Lykke Jensen, gymnasieelev og type 1-diabetiker

»Bare rolig, i stedet for kage har jeg taget sojamandler med til dig!« Tak, men ellers tak. Som diabetiker med type 1 kan jeg godt spise kage, slik og chips ligesom de fleste andre. Men hvor skulle hun vide det fra, for hvem spørger? Det undrer mig, at det er så svært at spørge ind til noget så almindeligt som sygdom. Hvorfor skal det nødvendigvis være et tabu at fejle noget? Det gør vi jo allesammen i en eller anden grad.

En sygdom er en omstændighed ligesom: Hvor kommer du fra? Hvad kan du godt lide? Og ja, hvordan kommer du egentlig op ad trapperne, når du sidder i kørestol, eller spiser dig igennem et sønderjysk kaffebord, når du har sukkersyge? Spørgsmål, der hverken gør ondt eller er ydmygende, men derimod giver udtryk for en nysgerrighed. Sygdom kan være et sårbart emne, og man skal derfor spørge med omtanke. Men når tabuet står i vejen for at lære hinanden ordentligt at kende, er det en skam.

Det smitter ikke at tale om sygdomme. Tværtimod. Det må da have en gavnlig sundhedsmæssig effekt at vise omsorg og interesse for et andet menneske. Jeg mener sagtens, vi kan trodse vores forestilling om, at sygdom er forbudt snak. Sygdom er normalt, og et nysgerrigt spørgsmål til min sukkersyge vil kun vække glæde. Vi har brug for en kultur, hvor vi tør forsøge at lære hinanden at kende.