Læserbreve

Mennesket er ånd

Gabriel Philip Stærk, medlem af Konservativ Ungdom

Borgerlige politikere må en gang for alle forstå, at mennesket er ånd. Der bliver talt om værdier i den borgerlige lejr, og det er der brug for. I en lang periode har den førte politik i den blå lejr været uborgerlig og åndløs. Men i øjeblikket vrimler det – lykkeligvis – med bogudgivelser, der dvæler ved det faktum, at borgerligheden har mistet forbindelsen til sine ideologiske og åndelige rødder.

Vigtigst af alt adskiller borgerligheden sig fra socialismen på menneskesynet. Borgerligheden har en forståelse af mennesket som et åndeligt væsen. Et væsen, for hvem ansvar for eget liv er vigtigere end materiel rigdom; for hvem familie, tradition, kunst og kultur er fundamentale for livsmodet og det at kunne finde mening med tilværelsen; og for hvem følelsen af at være forankret i en overskuelig og konkret verden har stor betydning.

Men dette er sandheder, der skal holdes i live gennem dannelse, der gør os klogere på, hvem vi er. Hvis ikke det sker, kan den mere materialistiske »borgerlighed« nemt tage overhånd, hvilket fører til en politik, der kan være svær at skelne fra den venstreorienterede kassetænkning. Særligt på dannelsesområdet, som burde være de borgerlige partiers hjemmebane, har den manglende forståelse af mennesket som ånd ført til en alt for økonomisk baseret tilgang til uddannelsessektoren.

Det er netop den dybere forståelse af menneskenaturen, der danner grundlag for velkendte borgerlige slogans som »mindre stat« og »lavere skat«. Når man som borgerlig eksempelvis er for mere selvbestemmelse i de enkelte institutioner, er det, fordi man ved, at det nærer en følelse af rodfæstethed, at det er borgere, som lokalt tildeles ansvaret for at drive god børnepasning, skole eller ældrepleje – uden diverse instruktioner og regler fra staten.

Nu er der så ved at ske en opvågning. Ud over de mange bøger, der skrives, stiftes der tænketanke og rejses højskoler, som har til formål at dyrke den værdibårne borgerlighed. I podcasts og radioudsendelser fylder denne samtale mere end tidligere. Så meget, at P1 Debat ligefrem, skærtorsdag, dedikerede en hel udsendelse kun til borgerlige stemmer og den »værdiløse borgerlighed«. Der er grund til optimisme.

Teori og storm

Jens Chr. Ledgaard, civilingeniør

Tre højhuse på Bellahøj med 149 gode lejligheder er angiveligt så farlige i blæsevejr, at de flere gange er blevet evakueret, når middelvinden kom over 11 meter pr. sekund. Og nu skal de så alle ryddes inden sommeren. Årsagen er ikke dårlig beton, rustne armeringsjern eller andre af tidens tænder, men en projekteringsfejl for 70 år siden, som først blev afsløret for et par år siden. Nu viser det sig videre, at der ikke er råd til at sikre dem, og så bliver de vel revet ned – som så mange andre bygninger.

Men måske kunne man i stedet sælge dem som billige ejerlejligheder til modige mennesker, der kan bo godt og billigt på eget ansvar. Når en beregning viser, at bygningerne ikke kan tåle vind over 11 meter pr. sekund, mens de forløbne 70 år har vist, at de kan tåle orkaner med tre gange så høj vindstyrke, skulle man ellers tro, at det var teorien og ikke husene, der er noget galt med. Jeg boede der selv som nygift på syvende sal i 1958-62, og det var i storm altid spændende at mærke, hvordan huset gav sig fem-ti millimeter, som alle højhuse vil gøre.

Mørke tider

Frode Z. Olsen, læser

Tak for en god avis. Leny Malacinskis interview med komikeren Brian Mørk (WA #12) fik mig til at tænke på det kinesiske ordsprog »qiān rén suǒ zhǐ, wúbìng ér sǐ«, 英文翻譯, som uformelt oversat lyder: »Når tusinde fingre peger på en mand, dør han, selvom han ikke er syg.«

Enstatsløsning

Søren Skadhede, forfatter

Det er opmuntrende, at israelerne er tæt på at sætte Netanyahu på porten. Den største forhindring er demokratiske valg i Gaza og på Vestbredden, men det kunne være en betingelse for en fredsaftale. De mest håbefulde taler for en tostatsløsning, som ingen rigtig tror på. Den israelsk-britiske historiker Avi Shlaim sagde i Information i januar som svar på chefredaktør Rune Lykkebergs spørgsmål om, hvorfor han har opgivet troen på en tostatsløsning:

»Jeg har støttet den det meste af mit liv. Den er ikke perfekt retfærdighed for palæstinenserne, men der findes ikke absolut retfærdighed i den virkelige verden. Da palæstinenserne underskrev Oslo-aftalen i 1993, var de villige til at afgive 78 procent af deres oprindelige land for at få Vestbredden, Gaza og en del af Jerusalem. Det står nu klart, at Oslo-processen døde, da dens arkitekt (Israels daværende premierminister, Yitzhak Rabin, red.) blev dræbt, og siden kom Netanyahu til magten (...) Jeg kan kun se én løsning, som er en demokratisk stat hele vejen fra Jordanfloden til Middelhavet med lige rettigheder for alle uanset religion og etnicitet. Realiteten i dag er en enstatsløsning, men det er en apartheidstat og en mere og mere åbenlyst undertrykkende jødisk stat. Efter min mening har alle jøder en moralsk forpligtelse til at støtte palæstinensisk uafhængighed.«

Jeg er helt enig med Shlaim. Kræv FN-overvågede demokratiske valg i både Israel, Gaza og Vestbredden (hvor Mahmoud Abbas regerer uden at turde afholde valg, akkurat som Hamas i Gaza) som optakt til denne løsning. Som situationen er nu, kan ingen med fuld ret gøre krav på området.

Og så må man tilmed tænke ud af boksen: Negev-ørkenen kan opdyrkes med solcelleparker og kunstvanding, ligesom man i Afrika planter træer i Sahel. Her kunne både palæstinensere og jøder slå sig ned. De lokale rige oliestater må hjælpe økonomisk. Få desuden religiøse ledere som paven, en ledende imam og overrabbineren i Israel til at finde sammen om en opfordring til våbenhvile, ligesom pave Johannes 23. gjorde under Cubakrisen i 1962.

Steiner I

Peter Alsted Pedersen, pensionist

I WA #13 efterlyser overlæge Jens Retpen navne på tidligere elever på Rudolf Steiner-skolerne. Jeg kan bidrage med fire navne, som alle kender: Cresten og Mikkel Grene (Søstrene Grene), som blev valgt som Årets Ejerleder 2023, norske Jens Stoltenberg og den tidligere »byggematador« Kurt Thorsen. I den brogede skare findes derudover en kok med Michelin-stjerne.

Man kan bruge kreativitet på mange måder. Når man læser Evalueringsrapport Steiner HF (2023) fra Aarhus Universitet/DPU får man det klare indtryk, at Steinerskolerne kan være en del af løsningen på folkeskolens problemer. Rapporten bygger på et spørgeskema, der blev besvaret af 344 ud af 360 unge, der har taget en Steiner-hf. Et af kapitlerne har overskriften: »Hvad kan andre ungdomsuddannelser lære af Steiner?«

Steiner II

Thomas Uhrskov, journalist og tidl. forælder til børn på en Steiner-skole

Forfatter Morten Hesseldahl har tidligere bestridt en masse vigtige poster i kulturlivet. Han er uden tvivl en vidende mand, og det kan derfor undre, at han igen og igen taler mod bedre vidende, når han med spredehagl sender Steiner-kritiske debatindlæg til aviserne, senest Weekendavisen.

Hesseldahl mener, at Rudolf Steiner, der grundlagde den i dag internationale skolebevægelse, var racist og uvidenskabelig okkultist; at skolerne er sekteriske og hjernevasker eleverne til at tro på reinkarnation, astrallegemer og andre uforklarlige fænomener; og at statens tilsyn med skolerne er lemfældigt, mens offentligheden bliver ført bag lyset.

Hver gang Hesseldahl har tordnet mod Steiner-skolerne, har forældre, bestyrelsesmedlemmer og lærere stilfærdigt tilbagevist de rejste kritikpunkter med faktuel viden. Fejl og stramninger er blevet korrigeret. Men Hesseldahl, der hævder, at Steiner-skolerne ikke er videnskabelige, fremturer ufortrødent med forkerte påstande. I WA #13 brugte han seks Steiner-skolers manglende opdatering af deres læreplaner til det absurde argument – og her citerer jeg Hesseldahl – at der er tale om »12 års massiv påvirkning af børn i en sekterisk ramme« på skoler, der er »et syret opkog af okkultisme og racisme«.

Steiner-skolerne har flere gange forsøgt at få Hesseldahl til at træde ud af sit ekkokammer og inviteret ham på skolebesøg. Her kan han se den uredigerede virkelighed og erhverve sig en kende faktuel viden. Indtil nu har han takket nej, men invitationen er stadig åben.

Og angående racisme: Hvis Hesseldahl havde set lidt grundigere efter, ville han vide, at der findes Steiner-skoler på alle kontinenter, og at skolerne i Sydafrika under apartheidstyret var de eneste, hvor både sorte og hvide børn kunne gå sammen. Også i Israel går israelere og palæstinensere i Steiner-skoler sammen.

Disse er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk