Børn og skærme
Marianne Kallesøe, psykomotorisk terapeut
Tak til Aske Munck for sammen med den franske hjerneforsker Michel Desmurget i artiklen »Vores skrumpende intelligens« (WA #09) at sætte fokus på den ødelæggelse, de mange skærme forårsager i vores børns udvikling. Jeg synes dog, emnet kalder på nuancering og perspektivering.
Følgende tre børn af mit bekendtskab bruger alle skærm mange timer hver dag: Én er geologiinteresseret og ser lange YouTube-videoer med folk, der finder sjældne sten i underlige grotter over hele verden. En anden slapper af med den frygtede »dobbeltskærm«: TikTok mellem hænderne og serier på tv. En tredje har en tændt iPad hos sig alle døgnets vågne timer i hjemmet. Herpå hører hun lydbøger. Det kan vel ikke være lige skadeligt det hele?
Og hvad med os voksne? Hvor mange timer bruger forskeren selv bag en skærm? Ser han det som et problem? Gør det nogen forskel, om han læser sine rapporter på skærm eller papir? Og hvad vil kritikken af skærmtid betyde for digitaliseringen? Hvad med de organisationer, som arbejder på at blive »papirfri« af miljøhensyn? Jeg håber, nogle af disse spørgsmål vil blive inddraget i vores fortsatte diskussion af dette vigtige emne.
Klimaidioti
Sune D.M. Lillie, cand.scient og naturgeograf
Præmissen for vores klimadiskussion er forfejlet. Det ensidige fokus på udledning af CO2 inden for Danmarks grænser er skadelig for debatten og den politiske beslutningsproces. Men det er ikke desto mindre dét fokus, der danner grundlag for vores klimapolitik. Problemet med denne måde at anskue udledning på er, at CO2 ikke kender til landegrænser. Den danske udledning af CO2 er således langt større end dén, der finder sted i Danmark. Vores udledning stammer jo fra alle varer, vi forbruger, uanset oprindelsesland.
En afgift på CO2-udledning inden for Danmarks grænser vil have konsekvenser, bare ikke for den globale udledning. Udenlandske virksomheder får med afgiften en konkurrencefordel på det danske marked. Med prisbevidste forbrugere – som de danske – vil det resultere i øget salg af udenlandske varer og en tilsvarende reduktion i dansk produktion. Vi holder ikke op med at spise oksekød eller bygge huse, fordi dansk kød eller cement bliver dyrere. Vi køber bare udenlandsk kød og cement.
Som regnearksøvelse ser det fint ud. Udledningen indenfor Danmarks grænser reduceres, da de varer, vi forbruger, produceres andre steder i verden. Dermed er det ikke vores udledning, og vi kan pudse klimaglorien. Med den logik kan vi for alvor reducere Danmarks udledningen af CO2 ved at nedlægge al produktion. Det betyder så blot, at alt vi forbruger, kommer langvejs fra, og det er vel tydeligt for de fleste, at det ikke giver mening.
Den eneste afgift, der vil reducere vores reelle udledning, er en afgift på varen uanset oprindelsesland. For det er jo ikke vores produktion i Danmark, der betyder noget i den sammenhæng. Det er i stedet vores enorme forbrug. Det vil betyde dyrere varer hele vejen rundt og dermed en reducering af forbruget. Jeg tror ikke, viljen til at gøre noget ved udledning af CO2 rækker så langt. Og det tror vores politikere tilsyneladende heller ikke. Så vi fortsætter med symbolpolitik, der intet betyder for den samlede udledning af CO2 i den virkelige verden.
Nationalisme og bivirkninger
Peter Eckardt, læser
Den autoritære nationalisme, som vokser frem i den senere tid, synes at bære nogle bivirkninger med sig. Putin har forklaret Ruslands aggressive krigsførelse gennem 16 år som et værn imod en NATO-udvidelse. Resultatet har været det stik modsatte. Trump ville gøre Amerika stærkere ved at undergrave NATO, hvilket har medført, at den europæiske våbenproduktion vokser – til skade for en af USAs vigtigste eksportsektorer.
Vil historien også vise, at Benjamin Netanyahus forsøg på at fordrive ondskaben ved at udsulte og tæppebombe en civilbefolkning på sigt vil svække omverdenens accept af de israelske højrenationalisters umættelige magtfuldkommenhed? Putin, Trump eller Netanyahu, den plads, som »stærke mænd« agerer i, kan som bekendt aldrig blive større end det rum, omverdenen tildeler dem, aktivt eller passivt.
Børn og leg
Frank Lambert, professionel legeinstruktør
I Aske Muncks interview med hjerneforskeren Michel Desmurget, »Vores skrumpende intelligens« (WA #09), fremlægges en bekymrende konklusion: Børns intelligens synker i takt med stigende skærmforbrug. Desmurget påpeger dog også, at der fortsat findes mange aktiviteter, der påvirker hjernen positivt, herunder sport, musik, kunst – og leg. Især leg kan være en væsentlig modvægt til den negative tendens, idet legen ikke alene har afgørende indvirkning på børns trivsel, men også styrker deres motoriske, sociale og kognitive udvikling. Derfor bør vi i samfundet tale legen op som mere end blot en kilde til sjov.
En ny, stor spørgeskemaundersøgelse, foretaget af projektet Levende Legekultur fra Gerlev Center for Leg & Bevægelse, har kortlagt legekulturen i de danske hjem og kan påvise, at legen er afgørende for børns trivsel. Det er især de uplanlagte bevægelseslege og lege, hvor man er fysisk socialt sammen med andre, der øger trivslen. Dog får den frie og vilde bevægelsesleg samt fantasilegen ofte ikke lov at dominere. Det gør i stedet de mere stille legetyper eller lege med skærm. Selvom det netop er disse vilde, frie og fantasifulde lege, der på én gang kan være med til at styrke børns kognitive udvikling og samtidig øge deres trivsel.
Moral og organer
Niels Bretland, falckredder gennem 35 år
Tillad mig at blande mig i debatten om organdonation, som foregår blandt andet mellem Etisk Råd, Folketinget og andre af landets kloge hoveder. Jeg synes ikke, disse begavede mennesker bibringer noget særligt ud over deres moralske syn på sagen. Hvorfor ikke lave den deal, at hvis man vil modtage et organ, må man også være villig til selv at afgive et organ, hvis den situation skulle opstå? Det ville efter min mening være fair. Det moralske i sagen er en meget langhåret debat, for hvad vejer nu tungest? Men en sådan deal ville gøre hele diskussionen konkret. Noget fornuftigt for noget fornuftigt, noget livsvigtigt for noget livsvigtigt.
Professoren og psoriasis
Lars Werner, direktør i Psoriasisforeningen
I Weekendavisen kunne læses en artikel af Tine Eiby med overskriften »Meningen med galskaben« (WA #06), hvori psykiatriprofessor Thomas Werge citeres for at være lokket over i psykiatrien (fra somatikken), fordi mennesker med psykiske lidelser rammes på selve det at være menneske. Videre citeres han: »Hvis man brækker en arm eller får en hudsygdom, kan man sige, hvor det sidder. (...) Det er alt andet lige helt anderledes at være spærret inde i et angsthelvede end at være fysisk skadet et bestemt sted på kroppen.«
Nu konkretiserer professoren ikke, hvilke hudsygdomme han tænker på (dem er der mere end 3.000 af), men mange, der har en kronisk hudsygdom, vil ikke være enig i professorens forsimplede og unuancerede udsagn. Psoriasis er én af de mest udbredte kroniske hudsygdomme, og mere end 200.000 danskere har denne lidelse. Det påvirker både krop og sind samt øger risikoen for en lang række følgesygdomme som hjerte-kar-sygdomme, type 2-diabetes, forhøjet blodtryk, gigt og depression.
Som med en række psykiske sygdomme er der også for psoriasis (og andre hudsygdomme) en stærk genetisk sammenhæng, og det er naturligvis værd at forske i med henblik på tidlig opsporing af både primær diagnose og mulige sekundære – gerne ved screeninger, som vi kender det fra en række kræftsygdomme. Helt overordnet er der behov for viden om og anerkendelse af den byrde, der knytter sig til at leve med en kronisk hudsygdom. Der er behov for fokus på, hvordan det påvirker det hele menneske og det at være menneske.
Der skal gøres op med den manglende forståelse for alvorligheden og påvirkningen af livskvaliteten for den enkelte og de psykosociale konsekvenser, det i mange tilfælde har. Den viden skal udbredes til alle niveauer, så både patienterne selv, klinikkerne og det omgivende samfund forstår og accepterer sygdomsbyrden ved hudsygdomme.
Rettelse
I sidste uge (WA #10) bragte vi en forkert version af postdoc Line Edslev Andersens debatindlæg »Hvor er de kvindelige tænkere?«. Det bragte indlæg var redaktørens forslag til en forkortelse af et længere indlæg. Det færdige indlæg med skribentens ændringer af den forkortede version kan læses på vores hjemmeside. Weekendavisen beklager fejlen.
Disse er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdninger. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk
