Læserbreve

DF og EP-valget

Rikke F. Jørgensen, læser

Under den pæredanske, grå vårhimmel bliver skinnerne til europaparlamentsvalget lagt. De opstillingsberettigede partiers spidskandidater er så småt kørt i stilling til forårets kampagne og alle 11 partier har valgt at stille med minimum ti kandidater hver.

Til gengæld har Folkebevægelsen mod EU for første gang siden stiftelsen i 1979 trukket sig fra valgkampen. Samtidig ser vi, at et historisk modstandsparti som Enhedslisten har rykket sig mod et overvejende EU-positivt perspektiv, formentlig i kølvandet på internationale fænomener som Brexit, Ruslands invasion af Ukraine og klimakrisen. Behovet for at sikre international fred og sikkerhed har samlet støv siden Berlinmurens fald, men mejsles nu igen i sten på vores nyhedsflade. Af den grund er der efterhånden kun få kampdygtige modstandsstemmer tilbage.

Danskerne vil Europa. Men det vil Dansk Folkeparti ikke. Dermed placerer partiet sig som det eneste modstandsparti i en ellers konsensuspræget valgkamp. Uanset om man kan erklære sig enig i Dansk Folkepartis synspunkter eller ej, vil partiets deltagelse bidrage til at forhindre, at debatten reduceres til et ligegyldigt ekkokammer, hvor selv Liberal Alliances spidskandidat Henrik Dahl har svært ved at redegøre for forskellen mellem sit eget og andre kandidaters partiprogram. Så må Dansk Folkeparti jo finde ud af, om partiet mener, at det kan forsvare sit synspunkt?

Kattens rævekage

Rasmus Grønved Nielsen, lektor og dr.jur. ved Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet

I et interview bragt i Politiken 1. marts 2024 skoser eksminister Thor Pedersen sit gamle parti Venstre og SVM-regeringen. »De, der går og siger, at nu skal man blande alle synspunkter ... Ja, ja. Jeg bruger bare det eksempel med rødgrød og fiskesuppe. Hvis det blandes, får du en uspiselig ret. Det er en del af problemet,« siger han.

Jeg er ikke politisk kommentator, men jeg er far til tre små børn, og citatet fik mig til at tænke på Richard Fowlers fine historie Kattens kage, der er udgivet som pixibog. Historien handler om en kat, der bager en kage til sine dyrevenner. Alle fornøjes herved, men holder ikke igen med forbedringsforslag. Bjørnen mener, den mangler honning, pingvinen fisk, tigeren lidt okse, kaninen et par gulerødder og aben nogle bananer. Da katten næste dag bager en ny kage og sætter kagedejen til at hvile ved et åbent vindue, har dyrene den frækhed, at de tilsætter hver sin yndlingsingrediens. Resultatet bliver, at ingen af dyrene kan lide den nye kage – undtagen geden, naturligvis, men geder spiser jo også alt.

Den lille fabel indfanger på underfundig vis en dyb sandhed, der gælder for madlavning, politik og mange af livets øvrige forhold: Man kan aldrig tækkes alle og enhver. Valg må træffes og har konsekvenser. Omvendt må denne erkendelse ikke blive en sovepude. Nogle kager er bedre end andre. Meningsmålingerne kunne tyde på, at SVM-regeringens rævekager ikke falder i god jord alle steder. Regeringen må derfor spørge sig selv, om den tør satse på gederne. »The proof of the pudding is in the eating,« som englænderne siger.

Hamlet og organerne

Arne Lund Jørgensen, læser

Den måske berømte dansker, unge prins Hamlet, udbryder som bekendt »To be, or not to be, that is the question«. Det eksistentielle spørgsmål har fået uventet aktualitet med regeringens forslag om automatisk organdonation ved dødsfald. Unge Hamlets ædle hjerte brister jo til sidst, og sker det for en nutidig Hamlet, ønsker regeringen adgang til hans hjerte, som måske er brugbart. Han har så at sige kun haft sit hjerte til låns af statsmagten.

For mig at se antaster forslaget det grundlæggende vesterlandske princip om det frie menneske med en suveræn integritet. Den amerikanske uafhængighedserklæring nævner udtrykkeligt menneskets medfødte og umistelige ret til livet, og FNs menneskerettighedserklæring siger noget tilsvarende. Med til retten til liv hører begribeligvis retten til de organer, som vi nu engang er udstyret med. En logisk udbygning af forslaget ville i øvrigt være regler om fornuftig livsførelse for at forebygge, at borgerens organer lider unødig overlast før genbrug.

Et menneske fødes, lever og dør. Donerer en person sine organer til transplantation, er det en prisværdig handling af et frit menneske. Men med sit ønske om automatisk organdonation sætter regeringen et andet af sine forslag, nemlig ønsket om en værdig død gennem aktiv dødshjælp, ind i en helt ny kontekst. Shakespeare har fat i noget: »Something is rotten in the state of Denmark.«

Grøn omstilling I

Jørgen Keinicke, læser

Ægte grøn omstilling er et vigtigt værktøj til at bekæmpe global opvarmning. Ægte grøn omstilling er etablering af nye skove på land og udplantning af ålegræs under vandet. Den britiske avis The Guardian har netop omtalt nogle bemærkelsesværdige erfaringer, som man har gjort sig i USA. Man undrede sig over, at man i tider med global opvarmning i det østlige USA kunne finde områder, hvor temperaturen ikke var steget, og nogle steder var det endda blevet koldere. Årsagen synes at være nyetablering af store skovarealer. I den forbindelse skal det nævnes, at mange klimastudier har påvist, at skove gennem biofysiske processer kan køle klimaet lokalt. Et kinesisk studie offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature viser samme positive resultat. Ægte grøn omstilling kombineret med atomkraft er den ideelle løsning.

Grøn omstilling II

Christine Røgind, stud.scient.pol. og medlem af Konservativ Ungdom

Der findes allerede mange gode eksempler på, hvordan civilsamfundet med små tag kan løse store som små udfordringer. Der findes eksempelvis initiativer som samkørsel; nabohjælp, der forhindrer indbrud og skaber tryghed; byttestationer, hvor man kan aflevere sine gamle ting og selv hente »nyt«. Men et sted, hvor lokalsamfundet kan spille en større – og vigtig – rolle, er i forhold til at indtænke bæredygtige og cirkulære initiativer i den måde, vi begår os på i det daglige. For der er grund til at tage vores vaner til efterretning – særligt med hensyn til affaldsmængder. Danskerne er et af de folk i Europa, som producerer mest affald pr. indbygger – også markant mere end for eksempel Sverige.

Man kunne derfor overveje, om man i sit nabolag kunne indtænke tiltag såsom dele- eller bytteordninger, hvor man i fællesskab deltes om de ting, der ikke nødvendigvis behøver at være 20 sæt af på vejen – det kunne være værktøjskassen, boremaskinen, klapstolene, motorsaven, græsslåmaskinen eller ekstraservicen til de større fester. Kun fantasien sætter grænser alt efter behovene i en lejlighed på Vesterbro eller parcelhuset i Viborg.

Lad frivilligheden i lokalsamfundene bidrage til den grønne omstilling, og styrk samtidig trygheden, tilliden og sammenholdet i civilsamfundet. Det kræver således en balanceret indsats fra både stat, civilsamfund og borgere, hvis klimaudfordringerne skal løses, og her mener jeg, at civilsamfundet har et potentiale til at løse nogle af de mere lokale udfordringer. Danskernes verdensrekord i social tillid må også kunne bidrage til den grønne omstilling. Det handler ikke om, hvad du og jeg kan gøre, men om, hvad vi kan opnå i fællesskab.

Kødmoms

Marianne Svendsen, læser

Det diskuteres meget, hvorledes en CO₂-afgift på landbruget skal udfærdiges for at blive retfærdig. Det anføres med god grund, at udenlandske produkter vil blive favoriseret, idet afgiften tænkes pålagt direkte hos det danske landbrug. For at ligestille danske og udenlandske produkter kunne man lave en helt anden og simpel løsning, nemlig at forhøje momsen på alle kødvarer til 30 procent eller mere. En differentieret moms er forholdsvis let at etablere og administrere. For samtidig at motivere forbrugerne til at købe mere frugt og grønt kunne man nedsætte momsen på disse produkter.