For foden af en enorm blank metalcylinder sidder en tekniker og skruer på et af de mange rør, som stikker ud fra tankens indre. Fra den nyinstallerede fermenteringstank, som strækker sig over to etager, løber der vand ud fra en af rørforbindelserne. »Det er vist ikke meningen,« siger Thomas Schmidt med et smil, da vi går forbi.

Schmidt er medstifter af og direktør for virksomheden 21st.BIO i Søborg. Her, i laboratoriets højteknologiske stålbeholdere, er mikrober i gang med at lave mælk – helt uden bølgende græsmarker og gumlende køer. Teknikken kaldes præcisionsfermentering, og med den håber danske forskere og virksomheder at kunne skifte malkekøer og slagtesvin ud med mikrober og kemiske processer.