På Rigsarkivet findes tusindvis af journaler med karakteristiske brune omslag, som handler om de børn og voksne, der blev anbragt under den sociale forsorg. 

Sagerne udfolder gribende skæbner og forløb, der kan give os et dybt indblik i samtidens normer og adfærd. De kan også fortælle os om myndighedernes forsøg på at inddæmme og disciplinere de til tider udgrænsede individer, som ofte tilbragte årtier på statens anstalter.