»Jeg talte godt. Folk sagde, jeg havde aldrig talt så godt.«

5. januar 2024

Essay. En hidtil ukendt billet til en foredragsaften i Wissenschaftlicher Verein, Berlin, 12. februar 1881, kaster nyt lys over Georg Brandes’ berlinske gennembrud – og hans forfængelighed.

»Jeg talte godt. Folk sagde, jeg havde aldrig talt så godt.«

Klaus Rothstein

Da Georg Brandes – den karismatiske, beundrede og forhadte litterat – døde i 1927, efterlod han et lille stykke karton på størrelse med et visitkort i sin tegnebog.

Kortet kaster lys over en afgørende begivenhed i Georg Brandes’ liv og karriere, og det føjer en brik til billedet af den internationalt berømte mands selvopfattelse, psykologi og forfængelighed.

Klaus Rothstein

(f. 1964) skriver litteraturkritik, kommentarer og journalistik. Han har skrevet en række essaysamlinger om litteratur, kultur, politik, rejser m.m., blandt andet 'Kvinde på Dronning Louises Bro', 'Frisk fisk til inkaen', 'Den nøgne maskine', 'Soldatens år', 'Ord og handling', 'Det der var' og 'Flugten til Europa', 'Den druknede dreng' om flygtningekrisen som motiv i samtidslitteratur og kunst og senest 'Den sorte mand. Racisme, woke og hvidhed i dansk litteratur'. Desuden tilrettelægger og programvært på radioprogrammer og podcasts til DR P1 og P2.

krot@weekendavisen.dk

Del:

»Jeg talte godt. Folk sagde, jeg havde aldrig talt så godt.«

Navigation

Sektioner

»Jeg talte godt. Folk sagde, jeg havde aldrig talt så godt.«