Den svenske forfatter Alex Schulman har en stærk sans for tilværelsens allermest porøse øjeblikke. Han viste det i de tre dybt bevægende romaner, Overleverne, Glem mig og Brænd alle mine breve, som alle gravede gift ud af undergrunden hos forfatterens familie. Nu, i den frit fiktive Malma Station, cirkler han atter ret så suverænt om de situationer, hvor livet pludselig skifter fra én tilstand til en anden.

Vi følger tre mennesker, Harriet og Oskar og deres datter Yana. Kapitlerne krydsklipper imellem dem, og dermed fortælles de samme situationer fra flere perspektiver. Rammen er en togrejse til Malma i Stockholm, som Harriet som barn foretager med sin far engang i 1970erne, og som hun som voksen tager på sammen med Oskar i tiden lige efter 11. september. Desuden springer romanen utvungent frem og tilbage i tid, så vi både er i Harriets og Oskars voksentid og i Harriets og Yanas barndom; som læser skal man uafbrudt nyorientere sig.