Jeg har aldrig før tænkt på Tintins måneraket som en fallos, men efter Peter Molde-Amelungs spillefilmsdebut, Jomfruer fra rummet, er koblingen uundgåelig. Det ikoniske rød-hvide fartøj på den astronomiinteresserede gymnasieelev Gustavs kælderværelse er et ledemotiv, der kobler filmens temaer sammen: science fiction, sex og overgangen fra barn til voksen.

Den bizarre handling kort: Gustav og hans bedste ven, det lampefeberramte dj-talent Buller, drømmer om adgang til de smarte fester og – inshallah! – alfahunnen Barbaras soveværelse. Hverken hun eller de andre a-listepiger ser dog til de generte drenges side, men alting ændrer sig, da rumvæsenet Allan lander på jorden og bliver tredjemand i deres venskab. Forklædt som en lyslokket stud skal han bane vejen for en overtagelse af Jorden ved at formere sig med flest mulige jordkvinder, og dét er så snotåndsvagt et plot, at man kun kan elske det.