I sommeren 1987 var den 58-årige Torben Ulrich på visit i Danmark fra det USA, hvor han havde haft sin base siden begyndelsen af årtiet. Anledningen var en slags pilgrimsfærd, en såkaldt glidefaldstur, fra Center for Tibetansk Buddhisme på Svanemøllevej nord for København til en stupa, en buddhistisk helligdom, i Korterup ved Rødby på Lolland.
I den variant af glidefald, som der var tale om her, lægger den buddhistiske elev sig ned på jorden i sin krops fulde udstrækning, med ansigtet nedad og armene strakt lige frem, og rejser sig så op for at stille sig ved det punkt, fingerspidserne har markeret. Hvorpå manøvren gentages. Således udmålte Torben Ulrich med sin krop den halvandet hundrede kilometer lange vej mellem Svanemøllevej og Korterup, dels som en religiøs praksis, dels som en gestus til det Danmark, som han aldrig slap forbindelsen til, selvom han tilbragte de sidste godt 40 år af sit liv i det amerikanske, primært i Seattle og San Francisco.
Glidefaldsturen, hvor Torben Ulrich – som altid – var ledsaget af sin amerikanske livsledsagerske, Molly Martin, varede knap tre måneder og blev tæt dækket af de danske medier, ligesom den langsomme pilgrim også blev bemærket af de lokale, hvor han kom frem. På et tidspunkt var der en ældre dame, der cyklede forbi på den anden side af vejen og i forbifarten råbte:
»Torben Ulrich, De er ikke rigtig klog!«
Det var han nu, Torben Ulrich. Endda mere end almindeligt velbegavet, hvilket blandt andet er kommet til udtryk i en skribentvirksomhed, der tog sin begyndelse tilbage i midten af 1940erne, og som i de sene år udmøntede sig i en række bogudgivelser.
Men konventionel, det var han ikke.
Det ukonventionelle blev Torben Ulrichs prædikat eller adelsmærke som idrætsudøver, primært tennisspiller – eller boldspiller, som han selv yndede at sige.
Med et forældrepar, Ulla og Einer Ulrich, der begge var aktive idrætsudøvere – faren tillige med ledende poster inden for det organisatoriske – blev hellerupdrengen Torben Ulrich så at sige født ind på banen. Og fra han som 16-årig vandt det danske juniormesterskab i herresingle og frem til 1976, da han lå nummer ét på verdensranglisten for spillere over 45 år, vakte han opmærksomhed som en lysende begavelse på alverdens tennisbaner. Men også som en kontroversiel skikkelse, der på trods af sit elegante spil aldrig rigtig passede ind i idrætsverdenens normer, hverken hvad angår udseende, adfærd eller attitude.
Idrættens grundlæggende konkurrencemoment levede han med som et vilkår, men han accepterede det dybest set ikke. Hvor andre så modstandere, så han – med et af sine karakteristiske selvopfundne ord – medstandere. Hvor andre talte point, talte han om æstetik, filosofi, spiritualitet. Den iboende binære logik, selve modsætningen mellem at vinde og at tabe, brugte han et liv på at forsøge at opløse. Men hvad var der så tilbage, hvis man tog det resultatorienterede ud af idrætten, spurgte omgivelserne igen og igen. En hel verden, svarede Torben Ulrich.
For ham var kampen slet ikke nogen kamp, men en fortsat dialog med bolden og hinanden. Et uudtømmeligt mulighedsrum, som han livet igennem undersøgte og forholdt sig til på alle tænkelige måder, samtidig med at han opbyggede et egenartet sæt af metoder og redskaber, der sammen med et evigt knopskydende teoriapparat efterhånden kom til at udgøre en hel kosmologi.
Men det begyndte altså med idrætten, bolden og bevægelsen. Det var rygraden i det multifacetterede livsværk. Ligesom den føromtalte glidefaldstur jo også havde et idrætsligt aspekt. Og undervejs blev der så bygget andre elementer på, sideløbende aktiviteter som skrift, musik, billedkunst, film, performance. Men det forunderlige ved Torben Ulrich var, at han altid formåede at trække forbindelser mellem de forskellige spor i sit univers. Det hele hang sammen på kryds og tværs og havde dybest set rod i det samme grundstof.
De såkaldte boldbilleder, malerier skabt ved hjælp af farvemarineret tennisbold og sjippetov, var visuelle udtryk for kropslige erfaringer. De engelsksprogede digte, Songlines, kredsede om beslægtede motiver. De musikalske udfoldelser, ikke mindst i duoen med pianisten Søren Kjærgaard, var endnu en ekskursion ud fra samme kerne. Og noget tilsvarende kunne siges om de filosofiske og religiøse studier. Alt sammen blev dyrket i dybden, med videnskabelig seriøsitet og så alligevel med en egenartet legende tilgang, hvor erfaringen og selvinvesteringen i de bedste øjeblikke gik op i en højere enhed med alment accepterede faglige præmisser. Det virkede ganske enkelt, som om Torben Ulrich havde besluttet sig for i sine livslange studier at bruge hele sin samlede eksistens som et laboratorium, et redskab til eksperiment og erkendelse.
Dog, at sige, at Torben Ulrich var kontroversiel, er både sandt og en forenkling. Det lange hår og skæg bidrog naturligvis til indtrykket af ham som en outsider i idrætsverdenen, ligesom diverse provokatoriske handlinger eller happenings i forskellige faser af livsforløbet gjorde det let for bedsteborgerne at parkere ham på et sidespor som en ballademager af en beatnik eller en useriøs hippie.
Den side af sagen er bekvemt opsummeret i en række anekdoter, som rutinemæssigt er blevet bragt til torvs, når der skulle gives eksempler på, hvor excentrisk den langhårede tennisspiller var. Som dengang i 1954, da han kom for sent til en Wimbledon-match og dermed udløste skandale i Dansk Lawn-Tennis Forbund (hvor hans far var formand), fordi han sad på sit hotelværelse og nørklede med at blive færdig med en jazzklumme til Politiken. Eller dengang i 1966, da han forlod en match mod Carl-Edvard Hedelund efter på forhånd at have bebudet, at han – i fald han skulle nå frem til lørdagens semifinale – altså kun kunne spille til kl. 15, fordi han skulle se VM-finalen i fodbold mellem England og Vesttyskland i fjernsynet. Eller dengang i 1969, da han omsider gjorde op med sin status som amatøridrætsudøver og meldte sig i de professionelles rækker ved at tegne en kontrakt på mellem 17 og 19 øre. Eller dengang ...
Selvfølgelig er det morsomt med den type historier. Isoleret set siger de bare ikke ret meget om den alvor, der lå bag de pågældende episoder. Og hvis man vil prøve at nærme sig en forståelse af det stof, Torben Ulrich var gjort af, findes nøglerne efter min mening ikke så meget i 50erne og 60ernes subkulturer eller oprørsbevægelser, men snarere i årene omkring Anden Verdenskrig, da han som søn af en jødisk mor og en ikkejødisk far fik nogle af denne verdens fortrædeligheder ind på nærmeste hold.
Uden at Torben Ulrich nogensinde før havde tænkt over sin halvjødiske identitet, blev en del af hans familie pludselig tvunget til at gå under jorden, da instruksen om deportationen af danske jøder i september 1943 blev bekendtgjort. Kort tid efter befandt den 14-årige knægt sig ombord på en kutter med kurs mod Sverige, stuvet sammen med alt for mange andre flygtninge i et lastrum, med sin klarinet under armen og en fremmed dreng på skuldrene, fordi der simpelthen ikke var plads til, at alle kunne stå på gulvet. Kort efter afgangen gik et chok gennem forsamlingen, da lyden af maskingeværsalver slog ind i skibssiden, et signal om, at kutteren var blevet opdaget af tyskerne.
De flygtende blev kørt til Horserødlejren, hvorfra de efter nogle dages internering og forhør blev sat fri. Da Torben Ulrich genoptog sin skolegang på Ordrup Gymnasium, medbragte han en seddel fra forældrene, der forklarede, hvorfor han ikke havde forberedt sig til matematik. Alligevel stak læreren ham en ordentlig én på sinkadusen. Hvorefter han resolut gik ned til sin pult og pakkede sine sager for aldrig siden at vende tilbage.
Kort tid efter lykkedes det så at komme til Sverige, hvor Torben Ulrich tilbragte resten af krigen på kostskolen Sigtuna ved Stockholm. Men verden blev aldrig siden den samme.
Efterkrigsårene bød på en mægtig vækkelse. I tennissammenhæng kom Torben Ulrich sammen med makkeren Kurt Nielsen til at udgøre Danmarks unge dream team, samtidig med at de også gjorde sig ud til bens og strittede imod idrætsverdenens autoritære normer ved at være flabede, feste igennem og lytte til jazz (ja, de åbnede sågar deres egen jazzklub, Blue Note på Kgs. Nytorv). Og rundt om disse aktiviteter begyndte en ny verden at vokse frem i form af alle de impulser, der strømmede ind over de nu åbne grænser – litteratur, filosofi, kunst, musik og alt muligt andet fra nær og fjern.
Ikke mindst via mentoren Terkild Vinding, læge og psykiater af den freudianske skole, blev Torben Ulrich introduceret til psykoanalyse, Wilhelm Reichs orgasmeteorier, marxisme og de første strejf af østlig tænkning. Pludselig voksede et ikongalleri frem med navne som Krishnamurti, Madame Blavatsky og Henry Miller; og herhjemme typer som gymnastikpædagogen Astrid Gøssel, komponisten Bernhard Christensen og multikapaciteten Poul Henningsen. Og da Torben Ulrich havde fået fat i de første signaler, viste han sig i stand til at tænke selvstændigt og bygge alt det, han opsnappede, ind i sit eget konstant voksende spirituelle hus.
Lydsporet til hele denne konstruktion var fra først til sidst jazzen. I sine unge år flirtede Torben Ulrich selv med klarinetten og nåede både at opbygge et venskab med instrumentets mester, Sidney Bechet, og at jamme med Louis Armstrong. Men det var som kritiker og formidler, at han især gjorde sig bemærket. I 1954 fik han, 25 år gammel, sin egen ugentlige klumme i Politiken, Jazzmosfæren, via hvilken han årtiet ud blev den pen, jazzentusiaster fulgte, hvis de ville have kvalificeret besked. Og i forhold til sine skribentkolleger havde han det fortrin, at han i kraft af sin status som konstant rejsende tennisspiller havde adgang til steder, miljøer og personer, som andre blot måtte drømme om selv at opleve.
Hos den musikkyndige og velskrivende Torben Ulrich kunne man læse om alt det nye, der endnu ikke var nået til landet. Og når tennisrejserne gik til mere eksotiske destinationer, smittede det også af på Politiken-klummen, som kunne omhandle alt fra klassisk indisk musik til den lokale jazzscene i Sydafrika eller et dyk ned i de hemmelige dissidentmiljøer i Sovjetunionen. Dermed blev Torben Ulrich også den, der i mange tilfælde var den første til at introducere nye fænomener herhjemme, om det så var beatlitteratur, Jazz & Poetry eller en ung amerikaner ved navn Elvis Presley, som vrikkede sit underliv ind i rampelyset og satte hormonerne i kog hos en hel generation af unge. Og da han i 1958-59 udgav tidsskriftet Bazar sammen med digteren Jørgen Gustava Brandt, udvidede han feltet yderligere ved at oversætte japanske haikudigte, hinduistiske tekster og lignende, som dengang var stort set ukendt stof på disse breddegrader.
Parallelt med det alt sammen fortsatte tennisaktiviteterne på fuldt blus, men dog ikke uden forskellige former for knas i maskineriet. Mødet med den traditionsbundne Wimbledon-turnering accentuerede Torben Ulrichs modvilje mod tennissportens hvidklædte konservatisme, hvor især det næsten aristokratiske snobberi bød ham imod. Og at han på dette tidspunkt havde opbygget en foragt for autoritære systemer, blev bekræftet, da hans indkaldelse til militæret i 1954 udviklede sig til et pinagtigt cirkus, der omfattede både arrestation og indlæggelse med nervesammenbrud – alt sammen tæt fulgt af en nyfigen presse.
Tilbage i friheden fortsatte Torben Ulrich sit flerstrengede virke med en intensitet, der fra tid til anden sendte ham en tur omkring amtssygehuset, hvor hans svoger, der var overlæge, tog ham under behandling for udmattelse. Og hen imod slutningen af 50erne kunne kroppen ikke mere. Under en turné i Pakistan og Indien oplevede Torben Ulrich et fysisk sammenbrud, som fik ham til at lægge sit liv om, således at han fremover passede bedre på sig selv, blandt andet ved i højere grad end før at fokusere på én ting ad gangen.
Det blev så til, at han i en forholdsvis moden alder fik trænet sig op til at være i bedre fysisk form end nogensinde før. Blandt andet indgik han i det danske Davis Cup-hold helt frem til den uhørt høje alder af 49 år. Ligesom han også i en årrække var en af hovedattraktionerne i den trup af ældre tennisstjerner, som turnerede verden rundt og spillede kampe under navnet Grand Masters. Og da tennisaktiviteterne omsider begyndte at ebbe ud, vendte Torben Ulrich sin opmærksomhed mod andre områder – skriveri, kunst, musik, film – hvor han på forskellige måder arbejdede videre med de erfaringer, han havde høstet gennem et langt liv inden for idrættens verden. En slags kunstnerisk, æstetisk, filosofisk og spirituelt efterspil, hvor det øjeblik, hvor bolden kommer – »when the ball comes« – blev vendt og drejet og undersøgt i dybden og i lyset af alderens og erfaringens visdom. En proces, der kastede mange projekter af sig, kulminerende med bogen Boldens øjne, værens ben: Notater fra idrættens spalte(n)de veje, en slags poetik eller filosofisk testamente bestående af to parallelle spor, et dansksproget essay og en serie engelsksprogede Songlines. Bogen udkom i forbindelse med Torben Ulrichs 90-års fødselsdag i 2018, en begivenhed, der samtidig markerede hans sidste besøg i Danmark.
Hvis alt det ovenstående efterlader indtrykket af et liv med fart på, er det både rigtigt og forkert. Torben Ulrich udnyttede døgnet fuldt ud og nåede mere end de fleste. Men samtidig insisterede han på at gøre alting i sit eget tempo. Et tempo, der var dikteret af nærværenhed (endnu et af hans egne ord), grundighed, eftertanke og respekt. Respekt for emnet, situationen, samtalepartneren, omverdenen. Var man så heldig at kende Torben Ulrich personligt, vidste man, at et telefon- eller zoommøde krævede, at man satte mindst en halv time af, ikke til selve samtalen – den kunne vare i timevis – men til at sige goddag og især farvel. Man kunne ikke forcere Torben Ulrich.
Når jeg i de første år af vores bekendtskab besøgte Torben Ulrich i Seattle og i perioder boede hos ham og hustruen (de blev gift i 1998), Molly, bemærkede jeg, at han relativt sjældent gik ud. Og da vi udviklede en lille tradition for i fællesskab at gå ned på Pike Place Market, der lå lige under den ejendom, hvor parret boede, for at drikke en kop kaffe eller lignende, bemærkede jeg tillige, at en sådan udflugt dårligt kunne gøres på mindre end en halv eftermiddag, fordi Torben Ulrich insisterede på at tale med alle, vi mødte på vejen. Eller i hvert fald alle, som han kendte af udseende, stod i kø med eller på anden måde følte sig kaldet til at kontakte.
Når man selv lever i en mere konventionel tidszone, kunne det være udfordrende for tålmodigheden, og jeg tænkte også, at Torben Ulrich dermed i nogen grad begrænsede sin egen bevægelsesfrihed. Men det kunne ikke være anderledes. Et langt livs tænkning i kombination med buddhistisk praksis – og måske også en vis iboende langsommelighed – havde efterhånden sat sig i personligheden og formet den til noget, der vel måtte betegnes som autentisk. Og netop denne autenticitet var mærkbar og smittende for alle, der kom i nærheden af Torben Ulrich. Han påvirkede simpelthen de rum, han befandt sig i, med sin person, sit nærvær. Han forandrede de mennesker, der kendte ham. Og han satte dermed et mærkbart og blivende aftryk på verden.
Lars Movin (f. 1959) har som forfatter, redaktør eller fødselshjælper samarbejdet med Torben Ulrich om syv bøger, senest Still in Play om Ulrichs billedkunst, der er planlagt til udgivelse i marts 2024.
