Læserbreve

Mandevold

Louise Ahle, psykolog

Weekendavisens Christian Bennike skriver i en klumme (WA #49) om mænds latente frygt for at blive udsat for tilfældig vold. Ræsonnementet er, at dobbelt så mange mænd som kvinder bliver udsat for vold, og at halvdelen af volden mod mænd begås af en fremmed. Det er en fin klumme, der synes at ville retfærdiggøre, hvorfor også mænd kan føle sig utrygge i nattelivet og på gaden. Selvfølgelig. Jeg sidder dog tilbage med indtrykket af, at den vigtigste pointe forbliver usagt; nemlig at det primært er mænd der udsætter både mænd og kvinder for vold – om så det er i hjemmet eller i offentligheden. Måske man som mand kunne have en mening om dette?

Hvad med pensionisterne?

Henrik Nagel, pensionist

»Arbeit macht frei« stod der som bekendt over indgangen til de nazistiske arbejds- og udryddelseslejre, hvori regimet lod deres fjender knokle sig ihjel. Jeg tror ikke, regeringen i deres formaning til danskerne om at arbejde mere og blive længere på arbejdsmarkedet ligefrem er inspireret af nazisternes tvivlsomme slogan. Alligevel kan man også i Danmark anno 2023 føle sig som samfundsfjende, når man – som jeg – har været så formastelig at gå på pension som 66-årig efter 50 års tro tjeneste på arbejdsmarkedet. Men jeg vil ikke bøje mig i skam over nu at være gået på aftægt, eftersom jeg mener, at en velfærdsstat skal kunne unde sine borgere et velfortjent otium efter et langt arbejdsliv. Denne pointe synes imidlertid ikke at nå bredt ud, og i stedet udgør mange pensionister den nederste del af samfundets hierarki. Mange har ingenting eller kun meget lidt ud over deres folkepension. Vi har i modsætning til de fleste lønmodtagere ingen interesseorganisation, der repræsenterer os, ikke engang Ældre Sagen gør meget væsen af sig på vores vegne. Mange pensionister gik i knæ, da energipriserne gik amok og medførte en voldsom inflation og stigende dagligvarepriser. Heroverfor fik store lønmodtagergrupper kompensation for inflationstab via et hæderligt overenskomstresultat. Senest har regeringen for at understøtte sit slogan om frisættelse gennem arbejde uddelt skattelettelser til den arbejdende del af befolkningen, mens pensionisterne forbliver på velfærdsstatens bund – som arbejdssky samfundsfjender. Hvordan står det egentlig til med solidariteten i vores danske smørhul? Måske fungerer mennesket sådan, at når det når toppen af Maslows behovspyramide, bliver det sig selv nærmest. I andre kulturer ser man med værdighed og respekt på alderdommen, men i et vækstsamfund som Danmark bliver vi, de pensionerede, set som en byrde. Det er skammeligt. Jeg håber at såvel Ældre Sagen som den politiske venstrefløj læser med og vil tale vores sag, så det kan ses og høres.

Palæstinensisk stat

Henrik Garde, pensioneret læge

Hvad gør man som almindelig borger, der ikke har nogen indflydelse på medierne? Man gør sig sine tanker. Hvor er den almindelige sunde fornuft blevet af? Hvor er de politikere, der ikke blindt følger USAs præsident, men vælger at se varieret på tingene. Terrorismen er naturligvis forkastelig, men hvad gør det mon ved en befolkning at være undertrykt i årevis? Rent historisk startede problemerne mellem Israel og palæstinenserne i 1947, hvor det vordende FN vedtog, at jøderne kunne få en del af et tidligere britisk protektorat og danne sin egen stat side om side med den lokale palæstinensiske befolkning. Imidlertid var alle arabiske lande i området imod, og dér lagdes kimen til problemerne allerede. Der var tale om, at Jerusalem skulle være et neutralt sted, hvor de tre store religioner – jødedom, kristendom og islam – kunne fungere i samhørighed. Desværre er historien gået anderledes, ikke mindst fordi Israel har annekteret store dele af de områder, der var tiltænkt araberne. Af en eller anden grund har verdenssamfundet set gennem fingre med denne udvikling. På Vestbredden lever nu 500.000 israelske bosættere, og ved hver landsby er der militære kontrolposter. Hvad angår Gaza, kender alle til de forfærdelige forhold. Min pointe er, at den eneste løsning er dannelsen af en egentlig palæstinensisk stat. Hvis ikke det sker, vil konflikten kun eskalere, også selvom Hamas skulle blive tilintetgjort. Der vil altid opstå nye grupperinger. Konflikten kan ikke løses militært, og det må politikerne indse. Det er mig en gåde, hvordan vestlige ledere kan blive kørt rundt i manegen af Israels ultrakonservative premierminister, Benjamin Netanyahu, der indtil for kort tid siden var – og vel stadigvæk er – meget upopulær blandt israelerne. Eftersom FN i 1948 var i stand til at vedtage en jødisk stat, bør selvsamme organisation vel også kunne vedtage en palæstinensisk stat, hvilket indebærer, at de ifølge folkeretten ulovlige bosættelser bør rømmes. Den tidligere idé om Jerusalem som neutral bør vækkes til live igen som FN-protektorat. Jeg er selv en uafhængig kulturkristen og ikke knyttet til nogen partier eller organisationer. Jeg er alene bekymret for, at krigen optrappes, og at alt bliver værre for både Israel, palæstinenserne og i sidste ende store dele af verden.

Et stort firtal

Nils Kristian Zeeberg, læser

Journalist Nikolaj Arves artikel om hospitalsmaden på Herlev Hospital (WA #49) var appetitvækkende og vakte genklang. Nu ligger man jo ikke på hospitalet for sin fornøjelses skyld, men når det skulle være, var det en god oplevelse. Ud over den utrolig venlige og kompetente behandling jeg fik i de fantastiske omgivelser i hospitalets nye bygning, må netop også maden omtales. Arve overdriver ikke i sin artikel: Maden var virkelig en oplevelse, man som patient selv bestiller på en skærm. De enkelte retter var lækre og velsmagende – også havre- og risengrøden! Artiklen nævner, at maden på Herlev Hospital tildeles en gennemsnitsscore på 3,4 (på en 4-skala) af patienterne. Herfra giver jeg gerne et stort firtal.

Atomkraft, ja tak!

Anders Bøjstrup, luftkaptajn

I artiklen »Det gode mod det gode« (WA #48) fremstiller Weekendavisens journalister Poul Pilgaard Johnsen og Henrik Dørge essensen af dansk energipolitik. Rådvildheden er til at få øje på: Miljøorganisationer, beboere, naturarealer og dyreliv bedes resignere i nationens forsøg på at komme i nærheden af egne opslåede klimamål. De store, invasive vindmøllearealer skal jo udlægges, ikke? Nogle sider senere i samme sektion bærer en anden interessant, men ikke relateret tekst overskriften »Tunnelsyn«. Ingen overskrift kan bedre beskrive problematikken i Johnsen og Dørges artikel og det klima- og biodiversitetsdilemma, Danmark har sat sig selv i. Skal vi løse klimakrisen eller biodiversitetskrisen? Vi må jo forstå, at begge kriser ikke kan løses samtidig i Danmark, eller hvad? I hvert fald ikke når energipolitikken udspilles med bind for øjnene. Kernekraft kan netop løse begge kriser – samtidig – og er det simple, effektive svar på kattepinen. Med et minimalt fodaftryk på naturen og en 100 procent grøn, ikkevarierende energi er kernekraft løsningen for dem, der oprigtigt bekymrer sig om begge kriser. En optimeret klima-, biodiversitets- og miljøpolitik er lig med velfærd til alle. Så hvorfor praktisere et tunnelsyn, når man med en bredere, uindskrænket vision kan nå direkte i mål uden at trampe på banens andre deltagere?

Klapjagt

Anders Orris, redaktør, cand.mag. og ikkeryger

Weekendavisen kan i én og samme udgave (WA #49) fortælle dels, hvordan de franske myndigheder frygter for en borgerkrig og voldsmonopolets ophævelse – uden at ane, hvad man skal stille op – og dels, hvordan samme lands myndigheder ikke ryster på hånden, når det gælder om at skabe en såkaldt tobaksfri generation i 2032. Her vælter det frem med drakoniske tiltag med henblik på at forhindre folk i at tænde piben, mens de går tur i skoven. Man kunne nok ønske sig, at al den frenetiske energi og hensynsløse forfølgelse, ikke blot den franske, men så mange europæiske regeringer sætter ind med mod rygere, blev afsat til mere nyttige formål.

Alkoholkultur

Mogens Moos, alkoholrådgiver

Hvem bestemmer i grunden dansk alkoholpolitik? Politikerne? Lobbyisterne? Bryggeriforeningens direktør? Unge danskere har i mange år haft en skræmmende europarekord i druk. De fleste indtager alkohol uanset de sundhedsmæssige advarsler, men dette ændrer ikke på de barske fakta: Alkohol kan forårsage store negative forandringer i unges udvikling. Mange bliver alvorligt syge af alkohol, flere dør. Alkohol er det farligste rusmiddel. Tobak finder vi først nede på en sjetteplads. Sundhedsudgifterne er desuden betydeligt større til alkohol end til tobak. Derfor er det så himmelråbende ansvarsløst, at reklamer for alkohol er tilladt i byrummet. Vi bør hæve minimumsalderen for køb af alkohol til 21 år og fordoble priserne. Hvor er de ansvarlige forældre og politikere?