Da tobakken kom til Europa i 1500-tallet, blev den brugt som vidundermiddel, og helt op til 1950erne reklamerede læger for cigaretter. Tobaksrygning blev forbundet med frisk luft og frihed, et symbol på moderne uafhængighed og frigørelse. I dag stikker de færreste deres børn en stang smøger i konfirmationsgave, men vi giver dem gerne en ny iPhone eller computer, og her er en forudsigelse: Nutidens overforbrug af skærme bliver fremtidens svar på tobak eller måske endda euforiserende stoffer.
Jeg er med på, at ny teknologi altid er blevet mødt med skepsis. Da bogen kom, blev den forbundet med risiko for virkelighedsflugt, tænk bare på Don Quijote, der havde forlæst sig på ridderromaner og derfor sadlede sit skrog af en hest og drog ud for at genrejse verdens storhed. Senere var det radio, film og tv, der blev mødt med skepsis, og man fremhævede nu bogens overlegne egenskaber og værdi for vores tilegnelse af viden om verden. Og i dag er det så skærmene, der får tæsk for at smadre vores koncentration, sociale relationer og gøre os dummere end højst nødvendigt.
Mens forskningen ikke præsenterer et entydigt positivt eller negativt svar på, hvordan vi påvirkes af skærme, er der bred enighed om, at digitale tjenester er designet til at fange vores opmærksomhed, give os et endorfinfix og skabe afhængighed af likes. Mange børn får deres digitale debut, når de er 1-2 år, og i de fleste vuggestuer og børnehaver ligger der iPads på legehylderne, blandt andet som følge af, at der i regeringens digitaliseringsstrategi står, at børn »tidligt i livet skal opbygge digitale kompetencer og forståelse for digital teknologi«.
Jeg er glad for, at min søn er for gammel til at have været en del af det vanvid og for, at han har gået på en grundskole, hvor man afleverede sin mobil og ikke sad med den i undervisningen. De skoler, der har sparket dem ud af undervisningen, har min fulde opbakning, og det samme gælder de dagtilbud, som har sendt børnene ud for at lege i stedet for at sidde med en iPad.
Derfor skal børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) også have ros for at insistere på mere papir og mindre skærm, ligesom Moderaternes børne- og undervisningsordfører Rasmus Lund-Nielsen havde fat i den lange ende, da han kort efter nytår anbefalede et mobilforbud i skolerne på linje med, hvad vi ser i Frankrig. Lund-Nielsen udtalte til TV 2 at »der er dokumentation for, at det hæmmer koncentrationen. Bare at have den ved siden af dig reducerer din kognitive evne.« Selv når en mobil ligger ved siden af os med skærmen nedad, påvirker den vores hjerne.
Er deres udmeldinger reaktionære? Det er muligt, men medmindre der er et klart defineret formål med at inddrage teknologien i undervisningen, er der ingen grund til at gøre det. Det er ikke en frihedsrettighed at være på TikTok i matematiktimerne, ligesom de færreste med sindsro kan sige, at man bliver bedre til at fordybe sig af at få notifikationer om selfies og flimrende YouTubevideoer på sin mobil. Faktisk tværtimod.
Til gengæld er det ikke bare muligt, men også realistisk at forestille sig, at der er en forbindelse mellem stigningen i mistrivsel og skærmenes indtog og sociale medier omkring 2010. Mellem de bekymrende rapporter om angst, ensomhed, stress og koncentrationsbesvær blandt særligt unge og så den stadig mere udstrakte brug af mobiler og sociale medier. Handler mistrivsel alene om skærmbrug? Sandsynligvis ikke, men de afledte effekter er ikke til at tage fejl af. Børn holder i dag hurtigere op med at lege end tidligere, der læses mindre for dem i hjemmene, og de læser selv færre bøger, deltager mindre i holdidræt, og 41 procent har aldrig set stjernehimlen. Til gengæld bruger en gennemsnitlig teenager over seks timer på en skærm. En 3-årig bruger to. Vi er europamestre i skærmtid, men den rekord er næppe noget at være stolt af.
Den franske neurobiolog og forskningschef Michel Desmurget har længe argumenteret for, at skærmene skal ud af undervisningen, og han har fremhævet de mange negative bivirkninger ved overdrevent skærmforbrug -–for eksempel depression, mindre empati, lavere intelligens, koncentrationsbesvær, ringere sprogkundskaber, begrænset ordforråd, dårligere impulskontrol og søvnforstyrrelser. »Ingen ville jo give deres børn vodka, kokain eller sende dem i biografen og se pornofilm, vel? Nej, men det, vi gør ved vore børn i dag, er i realiteten lige så slemt,« sagde han i 2019 til Weekendavisen.
Han mener dog ikke, at vi skal maskinstorme alle skærme, men at børn ikke skal eksponeres for dem, før de er fyldt seks år, og efter de er fyldt seks ikke mere end maksimalt 60 minutter om dagen. Han påpeger desuden det ironiske i, at forældre i dag bruger oceaner af tid på at finde de rigtige daginstitutioner, være engageret i deres børns skole, tøj, æg uden PFAS og sutter uden hormonforstyrrende stoffer, men ikke tager den nok væsentligste kamp, nemlig den om skærmtiden.
Vi ved godt hvorfor. Fordi det er svært at begrænse børns skærmforbrug, når man ikke engang kan begrænse sit eget. Skærmene er heller ikke i sig selv skadelige; det er til gengæld den udstrakte måde, de bruges på. Der findes ingen faglig begrundelse for, at en elev skal sidde med sin mobil i undervisningen, ligesom et vuggestuebarn heller ikke har brug for at sidde med en iPad.
Alligevel er der utroligt nok skoler, som praler af, at undervisningen er 100% digitaliseret. Det er selvsagt problematisk, når det er velkendt, at hjernen husker bedre, når man læser fysiske tekster, og hvis man skriver noter i hånden fremfor på en skærm.
Desmurget citerer til sidst videnskabsmanden Marat for at sige: »Hvis man vil lægge folket i lænker, må man først lulle dem i søvn,« og spørger hertil retorisk: »Hvilken måde er bedre at gøre det på end ved at pacificere dem med skærme og hjernedød underholdning?«
Det eksperiment, vi udsætter vores børn for, er begyndt at ligne et historisk generationssvigt.
