Der er ikke noget som julen, der kan få voksne mennesker til at bedrage deres børn. Pludselig fabulerer de om drillenisser, der farver mælken blå og får risengrød til på magisk vis at forsvinde fra loftet. Mest utrolig er måske historien om en hvidskægget mand, der flyver med rensdyrspand og uddeler gaver til alle. En løgn, der gentages generation efter generation.
I psykologisk forstand er myten om julemanden et fascinerende fænomen. Hvorfor holder forældrene historien i live? Og hvordan reagerer deres børn, når de finder ud af, at det hele er en løgn?
De spørgsmål har amerikanske forskere forsøgt at besvare. I et nyt studie har de fået over 400 forældre og børn til at fortælle om deres forhold til Santa Claus. Resultatet er en videnskabelig artikel på 16 sider med titlen »Debunking The Santa Myth«, som blev bragt i tidsskriftet Developmental Psychology i november.
»Julemanden er en magisk figur i en kategori for sig,« siger Candice Mills, som er lektor i psykologi ved University of Texas og førsteforfatter til det nye studie.
»Hvornår ser man ellers forældre forsøge så ihærdigt på at få deres børn til at tro på en myte, selv når børnene begynder at blive skeptiske?«
Fortællingen om julemanden holdes i live af forældre over hele verden, og for mange er den forbundet med stor glæde. Men forskningen viser, at sandheden kan gøre ondt, når den kommer frem – og sætte gange i en lavine af tvivl hos børnene.
I en liga for sig
Der er tandfeen og påskeharen. Og så er der julemanden, der overskygger alle andre fiktive figurer med sin udbredelse på verdensplan.
Når det kommer til promovering af manden i den røde dragt, er USA i en kategori for sig. Det amerikanske forsvarsministerium har en hjemmeside, hvor man kan følge juleslædens rute live på et kort 24. december. Under coronapandemien forsikrede regeringens daværende sundhedsrådgiver endda de amerikanske børn om, at de på trods af nedlukninger og afstandskrav nok skulle få deres gaver. Som Anthony Fauci sagde til CNN: »Jeg har selv vaccineret julemanden.«
Amerikanske forældre går også langt for at opretholde den fantastiske fortælling. I det nye studie fortæller de om køb af teknologi, der kan vise overvågningsbilleder af julemanden i deres hjem som bevis på, at han lægger gaver under træet. Andre slæber deres børn med til et storcenter, sætter dem på låret af en fremmed mand og får dem til at fortælle ham deres inderste ønsker.
På et tidspunkt finder børnene dog ud af, at han ikke findes, og for mange kan det være forbundet med negative følelser. Candice Mills og kollegerne har talt med 48 børn i alderen seks til 15 år, og deres svar viser, at omkring hver tredje oplever skuffelse eller vrede over at finde frem til sandheden om hans eksistens.
Psykologerne har også udspurgt voksne mennesker. 383 forældre har svaret på et spørgeskema om at høre myten som barn, og her er det halvdelen, der husker at have haft negative oplevelser.
Samtidig får afsløringen af løgnen børn til at tvivle på andre ting. 43 procent af dem, der finder ud af, at julemanden ikke eksisterer, holder umiddelbart efter op med at tro på andre fiktive karakterer som tandfeen eller påskeharen. For 11 procent planter opdagelsen endda en religiøs tvivl hos barnet, hvor det også kan miste troen på Gud eller Jesus. Det viser forskernes interview med de over 400 amerikanske forældre og børn.
Mytens sårede støtter
Alligevel ønsker ni ud af ti at fortælle historien videre til deres egne børn.
»De positive oplevelser med julemanden overskygger de negative følelser, der er forbundet med at finde frem til sandheden,« siger Candice Mills som en forklaring på det, der umiddelbart kan virke som et paradoks.
Faktisk finder forskerne frem til, at dem, der har haft de mest negative oplevelser med at blive bekendt med sandheden, også er dem, der er mest tilbøjelige til selv at ville fortælle myten videre til deres egne børn. Hvordan hænger det sammen?
Mills kan ikke se en tydelig forklaring i sine data. Men et bud kan være, at når det føles ekstra negativt at opdage sandheden, er det sikkert, fordi det også har været ekstra positivt rent faktisk at tro på myten – og i sidste ende er det de rare følelser, man husker.
»De fleste svar, vi får, handler om, at forældrene ikke synes, der er nok magi i verden, og at de synes, det er sjovt at forestille sig noget magisk med deres barn,« siger psykologen.
»For nogle kan det betyde, at de forsøger at forlænge magien så længe som muligt, og i den proces kan de godt glemme at tænke på konsekvenserne for deres børn.«
Ikke alle børn bliver ulykkelige af at opdage sandheden. Nogle føler sig endda stolte over at finde frem til, at han ikke findes – at de på en måde »har regnet den ud«, som det lyder i studiet.
To ud af tre af de adspurgte voksne svarer desuden, at de som barn har holdt deres tro på myten eller mangel på samme skjult for andre. Selvom de selv har fundet ud af, at julemanden ikke findes i virkeligheden, er mange børn altså villige til at holde den i live for andre.
Dilemmaet om løgnen
Myten om julemanden er en helt særlig del af børnenes opvækst, siger flere af de forskere, der beskæftiger sig med fænomenet. Som Andrew Shtulman, professor i psykologi ved Occidental College, skriver i et svar på mail: »Myten om julemanden er en af de eneste ideer, vi deler med vores børn, og som vi forventer, at de på et eller andet tidspunkt afviser.«
Candice Mills kalder det »fascinerende«, at vi generelt opdrager børn til at være ærlige, men at vi til jul selv afviger fra vores normer.
»Til jul bevæger vi os ind i territoriet for løgn, hvor det kan være svært at vide, hvor grænsen går mellem en legende, magisk fejring af en tradition og noget, som børnene kan komme til at opfatte som et bedrag.«
Flere forskere har tidligere stillet spørgsmålet, om man egentlig bør bilde sine børn ind, at julemanden findes – og er kommet frem til forskellige svar. I 2016 argumenterede to psykologer i The Lancet for, at det kan skade børns tillid til voksne. I 2017 skrev en anden psykolog i The Conversation, at myten og børnenes potentielle mythbusting ikke er noget, man som forældre skal »frygte«, men noget, man skal »fejre«.
For Candice Mills handler det om, hvor langt man går.
Hendes studie viser, at forældrenes timing og tilgang til myten er afgørende for deres børns følelsesmæssige reaktion. I gennemsnit finder børn ud af, at julemanden ikke findes, når de er i otteårsalderen. Og jo senere børnene finder frem til sandheden, desto mere negativ kan deres oplevelse med ham blive, især hvis deres forældre har »promoveret« ideen i særlig grad.
Mills fremhæver som eksempel et forældrepar, der overbeviser med nye argumenter, da barnet selv er blevet skeptisk over for myten. Barnet tror ikke på, at julemanden kan nå rundt med pakker til alle børn, og som forklaring siger forældrene, at han har fået en jetmotor på sin kane.
»Jeg synes, at forældre skal være forsigtige med, hvor langt de går for at bevare deres børns tro,« siger Candice Mills.
Andrew Shtulman mener, det kan være lidt lige meget, hvad de voksne gør. Forskning viser, at selv jødiske børn, hvis forældre aktivt forsøger at aflive myten, tror lige så meget på den hvidskæggede mand, som alle andre børn, påpeger han.
»Uanset hvad kommer de til at tro på julemanden,« siger han.
