Et juleeventyr. Den gamle gnier er en kompromisløs kvinde i ny tegneserieudgave af Dickens’ klassiker.

Scrooge uden skrupler

Blandt alle litteraturens frelste syndere er det måske Ebenezer Scrooge, som undergår den mest forbløffende forvandling. Ved begyndelsen af Charles Dickens’ A Christmas Carol er rigmanden en hårdhjertet nærigpind. Ved novellaens afslutning er han varm, venlig og generøs. Alt, hvad der skulle til, var en paranormal intervention.

A Christmas Carol hører til blandt den engelsksprogede litteraturs mest versionerede værker. Siden udgivelsen i 1843 har Scrooge fået besøg af juleånder og set julelyset i endeløse teaterstykker, musicals, radiospil, operaer, balletter, tegnefilm, spillefilm og tegneserier.