Ilingen breder sig fra et sted midt på låret, inden den skyder opad, via lysken og behændigt uden om kønnet, for det er ikke dén slags opstemthed. Og mens jeg nærmer mig det sakrosankte afsnit, hvor Gabriel Conroy vender ryggen til sin sovende hustru  på pensionatet og ser ud på Vinterdublins tomme gader, når den sitrende rislen op til min nakke.

Så kommer sætningen om sneen, der dækker Irland, mens Gabriel indser, at han snart må rejse mod vest, ind i det irske kerneland, og det slår mig, at hele mit livs læsning har været én lang jagt på denne oplevelse. Det lille jag af smertefuld skønhed, der ramte mig som ung, da jeg første gang læste verdens bedste novelle på mit lille klubværelse. Så er den slut, gyset ebber ud, men jeg kan trøste mig med, at jeg om et par dage skal læse den samme historie én gang til med de mest præcise måleinstrumenter, jeg har til rådighed: mine tårekanaler og sensoriske reflekser.