Bibelen kan lære os meget om skiftende alliancers uundgåelige og skæbnesvangre betydning for den smalle strimmel land, der ligger mellem Middelhavet og Jordanfloden. De samfund, der i historiens løb er opstået her, har alle været præget af deres beliggenhed mellem langt større og mægtigere og til tider konkurrerende civilisationer; og dermed også af nødvendigheden af at alliere sig med snart den ene, snart den anden magt.
De bibelske profeter var vidne til, at heller ikke skiftende alliancer kunne forhindre, at den lille strimmel jord blev erobret og raseret gang på gang, og fik ikke mindst af denne grund den historisk banebrydende idé, at et samfund kunne være bygget på de svages ret i stedet for de stærkes magt, og med denne tanke grundfæstede de også – for at sige det med en terminologi fra vor tid – betydningen af blød magt, soft power, over for hård brutalitet.
»Ve dem, der drager ned til Egypten efter hjælp! De støtter sig til heste, de stoler på vogne, fordi der er mange, på ryttere, fordi de er talrige,« siger profeten Esajas advarende til datidens konger i Jerusalem.
Det står også skrevet: »Zion skal udfries med ret, dens indbyggere med retfærdighed.«
I en vis forstand blev Esajas’ profeti til sandhed. Det, som blev tilbage, efter at kongerige efter kongerige på den smalle strimmel land blev erobret og raseret, var et bibelsk folk, Israel, om man vil, som under »spredningen« eller »diasporaen« kunne leve videre og udvikle en til tider blomstrende jødisk kultur uden at støtte sig til stridsvogne og soldater. Allerede da Jerusalems andet tempel blev ødelagt, levede der flere jøder andre steder end på den lille landstrimmel mellem havet og floden.
I den bibelske histories lys har hård magt ikke været Israels bedste våben.
Og måske heller ikke i lyset af den historie, som skrives lige nu.
ISRAELS MILITÆRE OVERMAGT har i hvert fald ikke i lang tid kunnet omsættes til strategiske fordele. Lige siden den ulyksalige invasion af Libanon i 1982 (med massakren i de palæstinensiske flygtningelejre Sabra og Shatila som konsekvens) har Israels krige givet større tab end udbytte. Krigen i Libanon i sommeren 2006 udslettede ikke Hizbollah, som det ellers var planen, men gjorde det tværtimod stærkere. Krigen i Gaza et halvt år senere udryddede ikke Hamas, som man havde håbet på, men forstærkede det mod al forventning. Den samme historie har gentaget sig med hver ny krig, hvis mål har været at udslette Hamas (2008, 2012, 2014) eller »slå græsset«, som det med tiden kom til at hedde; ingen af disse krige udslettede Hamas, men styrkede det.
Heller ikke den krig, der udkæmpes nu, og som har til formål at udslette Hamas »én gang for alle«, kommer til at udslette noget én gang for alle. Ikke mindst på grund af den kendsgerning, at Israel stadig ligger på en smal strimmel land mellem havet og floden og stadig er omgivet af langt større og stærkere lande. Og ydermere af den grund, at også dette Israel, uanset hvor stærkt oprustet det måtte være, for at sikre sin overlevelse har været nødt til at indgå alliancer med enten den ene eller den anden stormagt – siden 1967 med USA.
I kølvandet på endnu en krig uden afslutning og mål i sigte og med langt mere død og ødelæggelse end nogensinde før og endnu et geopolitisk jordskælv buldrende langs grænserne burde det endnu en gang stå klart for Israel, at stridsvognenes mængde heller ikke denne gang kommer til at sikre landets eksistens »én gang for alle«. Og at Israel derfor, omend meget sent, endnu en gang bør forsøge at vinde slaget på den måde, som Esajas i sin tid anbefalede – og med ret og retfærdighed skabe fred og forsoning mellem folkene på den lille strimmel land mellem havet og floden.
Osloaftalen i 1993 mellem Israel og PLO var et sådant forsøg, og en kort tid så det ud, som om håndslaget mellem Itzhak Rabin og Yassir Arafat skulle følges op med 1.000 og atter 1.000 håndslag mellem tidligere fjender, og at en politisk proces bygget på ret og retfærdighed skulle føre videre til en opdeling af den lille strimmel land i to stater i fredelig sameksistens side om side.
Jeg tror, at den daværende øverstkommanderende Rabin efter det palæstinensiske oprør i 1987 og Saddam Husseins missiler over Tel Aviv i 1991 havde indset den militære magts strategiske begrænsninger og var begyndt at anskue fred og forsoning med palæstinenserne som en strategisk nødvendighed.
Men Rabin blev myrdet af sine egne, og erkendelsen af den strategiske nødvendighed måtte vige pladsen for endnu en periode med strategisk overmod og en stadig mere aggressiv okkupations- og bosættelsespolitik, som målrettet undergravede betingelserne for en opdeling af den smalle strimmel land i to stater. Det ene folk blev ved med at herske over det andet militært, og den ene stat bortkoloniserede med henvisning til »kendsgerningerne på jorden« de territoriale grundvalg for det, der kunne være blevet den anden.
I DE FØLGENDE årtier overbeviste Israel sig selv om, at det strategiske problem var løst, og at staten på den lille landstrimmel i al fremtid kunne leve videre som besættelsesmagt i en de facto apartheidstat – og at palæstinenserne var for svage og splittede til at forsvare deres sag, og Israel militært overlegent nok til at slå enhver palæstinensisk revolte ned og afskrække enhver regional fjende. I de senere år har Israel desuden levet med forestillingen om, at man i en ny strategisk alliance med den ene eller den anden autokratiske hersker i den arabiske omverden (The Abraham Accords) kunne afvæbne palæstinenserne politisk og endegyldigt henvise deres sag til historiens mødding.
I alt for lang tid har Israel med andre ord levet i en slags strategisk virkelighedsflugt, hvilket om ikke før stod ganske klart om morgenen den 7. oktober 2023, da Hamas med sit gennembrud af den »sikre« grænse mellem Gaza og Israel og gennemførelsen af en pogromlignende massakre på henved 1.400 intetanende israelske mænd, kvinder og børn rettede et dræbende dolkestød mod både staten Israels og alle verdens jøders ømmeste smertepunkt. Det var ikke kun en af de dødeligste pogromer i jødisk mands minde (bortset fra Holocaust), men også en pogrom i en stat, som historisk havde motiveret sin eksistens og med tiden også sin politik med nødvendigheden af at have et sikkert tilholdssted for verdens jødiske befolkning. Hvis Hamas’ hensigt var at vække den jødiske verdens historiske dæmoner til live og provokere Israel til en militær gengældelse af så voldsomme proportioner, at det (fra Hamas’ synsvinkel) ville udløse et geopolitisk jordskælv og forhåbentlig også (stadig fra Hamas’ synsvinkel) en ødelæggende regional storkrig, som én gang for alle kunne gøre det af med mulighederne for fred og forsoning mellem folkeslagene på den lille strimmel land mellem havet og floden, ja, så var det var netop den måde, det skulle gøres på.
Israels forestilling om en tilintetgørende militæraktion, der én gang for alle kan gøre en ende på Hamas, er naturligvis lige så illusorisk som Hamas’ forhåbning om at kunne indlede »befrielsen« af Palæstina »fra havet til floden« med et overvældende terrorangreb. Dermed ikke sagt, at illusioner ikke kan have højst virkelige og ødelæggende konsekvenser. Uanset hvordan krigen kommer til at slutte (denne gang), er Israels eksistentielle sårbarhed og strategiske svaghed blevet blottet som aldrig før, mens det er lykkedes Hamas at fremprovokere endnu en katastrofe, endnu et Nakba, over sit eget folk med den hensigt at sprænge de sidste rester af den stadig mere tilgroede vej til fred og forsoning i luften.
Således anskuet har Hamas allerede sejret, eftersom Israel med sin hæmningsløse og humanitært oprørende gengældelse stadig har handlet ud fra den både moralsk og geopolitisk uholdbare strategi, at palæstinenserne i al fremtid skal undertrykkes – og om nødvendigt fordrives fra den lille strimmel jord mellem havet og floden.
Det moralsk uholdbare har allerede længe været iøjnefaldende, men sådan set også det geopolitisk uhensigtsmæssige. Hvad Esajas engang advarede imod, og Yitzhak Rabin engang forsøgte at drage de politiske konsekvenser af – den langsigtede uholdbarhed i en strategi, der udelukkende bygger på militær overmagt – burde være gået op for Israel, om ikke før så efter at landets militære beskyttelsesmagt USA gang på gang (i både Irak og Afghanistan) havde demonstreret sin manglende evne til at manifestere en tilstrækkeligt stor militær magt i de pågældende regioner. Meget lidt taler i dag for, at denne uformåenhed er forsvundet. Til gengæld taler en hel del for, at USA er på vej ind i en periode med indre kaos og ydre svækkelse.
Uanset hvor stor en del af Hamas der udryddes denne gang, og hvor stor en del af Gaza der jævnes med jorden, og hvor mange tusinde palæstinensere der dræbes eller fordrives fra deres hjem, betegner Hamas’ angreb på Israel 7. oktober afslutningen på en israelsk sikkerhedsdoktrin, der bygger på politisk-militært overmod og strategisk selvbedrag.
EIN BRIRA, intet valg, er en hebraisk talemåde, der i Israel er blevet knyttet til den statsdannende myte, at staten Israel aldrig har haft noget valg, at historiens kræfter og geopolitikkens vilkår har stillet den unge stat på den smalle strimmel land mellem havet og floden over for situationer, hvor der kun har været ét valg og kun én vej at følge.
Det er ikke sandt. I Israels historie har der været muligheder, som ikke er valgt, og veje, som ikke er blevet forsøgt. Hvad de kunne have ført til, kan vi naturligvis ikke vide. Men hvad vi ved nu, er, at de veje, som er blevet valgt, har ført Israel frem mod en blindgyde. Den geopolitiske sårbarhed er blevet stadig større, og de allerede skrøbelige forudsætninger for fred og forsoning mellem folkeslagene på den smalle strimmel land mellem havet og floden er til stadighed blevet skudt i sænk.
Så meget desto mere utopisk lyder Jesajas smukkeste profeti:
»Thi fra Zion udgår åbenbaring,
fra Jerusalem Herrens ord._
Da dømmer han folk imellem,
skifter ret mellem talrige folkeslag;
deres sværd skal de smede til plovjern,
deres spyd til vingårdsknive;
folk skal ej løfte sværd mod folk,
ej øve sig i våbenfærd mer.«
Göran Rosenberg er forfatter.
Oversat af Claus Bech.
