Dødsforskrækkede mandemænd

Selvom stoicisme som filosofisk retning er mere end 2.000 år gammel, har den det seneste årti oplevet en kæmpemæssig opblomstring i vores vestlige kulturkreds.

Der udgives – fra Svend Brinkmann til Niels Overgaard – bøger og podcast om alt fra selvhjælp til ledelse, som mere eller mindre erklæret er funderet i den stoiske livsførelse. Sidste år sendte forlaget People's bogen Stoiske leveregler. En håndbog fra antikken af Epiktet (55-135) i handlen.

Samtidig bugner de sociale medier med velmenende bodybuildere, der ligeledes bekender sig til det stoiske tankegods på vej mod deres træningsmæssige mål.

Stoicismen er som sådan en praktisk livsfilosofi, der baserer sig på såkaldt »visdom«, hvilket tilsyneladende går hånd i hånd med nutidens andre populære livsstilstilbud: Tænk blot på hele coachingkulturen; på den canadiske psykolog Jordan Petersons opfordringer til at rette ryggen og droppe flæberiet; på mindfulnesstrenden og den for tiden så omtalte longevity-tendens, der gør naturlig aldring til menneskets værste fjende og er repræsenteret af folk som influenceren Emil Thorup og molekylærbiologen Nicklas Brendborg.

Side om side hermed findes altså nystoicismen. Fælles er ønsket om at tilbyde »guidance« til, hvordan man lever et bedre liv. Stoicismen lærer os, at man ikke kan kontrollere ydre begivenheder, men at man kan lære at kontrollere, hvordan man reagerer på dem.

En udbredt stoisk metode er »negativ visualisering«, som går ud på, at man skal forestille sig det værste, der kan ske, for dermed at modvirke, at man bliver bragt ud af fatning, hvis nu det frygtede alligevel skulle ske. Sindet må nemlig ifølge stoikerne ikke lide udsving.

Den stoiske filosofis kardinaldyder er visdom, mod, afholdenhed og retfærdighed, og min påstand er, at der findes særligt én (mande)type, som dyrker denne livsfilosofi, nemlig det Jordan Peterson-indtagende segment.

De findes på højrefløjen. De går i jakkesæt, og så tror de, at etik og kristendom er hver sin side af samme mønt. Segmentet er stort og voksende, både i virkeligheden og på nettet, og der bliver sandsynligvis kun flere, så længe den europæiske højredrejning fortsætter.

Egentlig er det ikke helt forkert at sige, at stoicismen og kristendommen på visse punkter er i stand til at finde fælles fodslag. Men det er omvendt heller ikke forkert at hævde, at stoicismen i så fald repræsenterer kristendommen i sin allertidligste og mest uudviklede form, hvis etiske dyder den protestantiske, dialektiske åbenbaringsteologi senere sprænger et mægtigt hul i.

Førnævnte jakkesæt står i skarp opposition til de mere bløde venstrefløjsmænd, der ønsker at tage lange barsler, og som går faretruende meget op i kvinders ret til aborter helt frem til fostrets levedygtighedsalder. Det sidste, fordi disse søde mænd går så højt op i kvindens ve og vel, at de glemmer den almindelige etik.

Særligt på nettet får man syn for sagn, når det kommer til udlevelsen af nystoicismens sekulære askese, hvis formål det er at opdyrke selvdisciplin og bekæmpe det lystprægede liv.

YouTube løber således over med videoer med titler som »Stoicism and Bodybuilding«, »A Stoic Approach to Bodybuilding« og »Become Undefeatable«. Lignende retorik findes på TikTok (både med og uden træningselementet), men med klip – fra mænd til mænd – med budskaber som »Be yourself / reject modernity / build a house / go to church / get a wife«.

Bevægelsen er populær blandt bodybuildere, der bruger dens dyder om afholdenhed og selvdisciplin som idémæssigt grundlag for at nå deres træningsmål. På de sociale medier poster disse typer hellere billeder af kejser (og stoiker) Marcus Aurelius end Arnold Schwarzenegger.

Selvsamme segment har aldeles misforstået formået at gøre Friedrich Nietzsche til en stoisk tænker. Nystoicismen er først og fremmest en jegfokuseret optimeringsfilosofi, der handler om én selv og egne mål.

I dens selvcentrering ser vi, hvor meget den i grunden minder om longevity-bølgen, hvis idé det er at bruge alle tænkelige midler til – gennem faste, absolut forbud mod alkohol og sukker, daglig træning og indtagelse af 50 kosttilskud (til den nette sum af 90 kroner dagligt) – at bremse aldring.

Begge tendenser negligerer imidlertid fællesskaberne. De reducerer den sociale arena til hvidt brød, kaffe, alkohol, sladder, hysteri og følelser, der bidrager til kaos og forfald, hvorved man får retfærdiggjort, at man selv holder sig udenfor (så man fortsat kan passe sin skønhed og undgå kontroltab).

Inden for nystoicismens snævre rammer slipper man for rigtigt at sætte sig selv på spil. Man forherliger apati frem for patos og vinker uinspireret farvel til det uvante og irrationelle, mens man dyrker det fornuftige og rationelle.

Der er tale om en dødkedelig livsfilosofi, der handler om at stå stille frem for at bevæge sig, hvorfor den da også er uden håb. Uden bevægelse findes nemlig intet håb, men i stoicismen bevæger man sig ikke. Man føler, erfarer, udforsker og udfordrer ikke. Man accepterer blot.

Stoikeren, også i den nye udgave, lever uden de store armbevægelser. Tager alt, hvad der kommer, »som en mand«, som man siger, og står så ellers henne i hjørnet og skuler, mens de andre danser.

Stoikeren vil ikke nedlade sig til at interagere i verden sammen med os andre, men foretrækker at betragte den fra landskabernes højeste tinde: Han vil hellere analysere og beherske end leve.

Ved at neutralisere og bagatellisere tilværelsens værdi – ved at gøre sig selv til mur – kan man undgå de værste knubs. Men er den bodybuilderstærke stoicisme ikke i virkeligheden en svagelighedens filosofi med tilhængere, der mangler livskraften til at kaste sig ud i blæsevejret og falde, miste, vove og vinde?

For er det ikke netop helt ude på de »70.000 Favnes Vand«, at man ofte styrkes i eget indre, bliver et menneske og gør sig nogle dyrebare erfaringer, som også andre en dag vil kunne få gavn af?

Dette er en kronik og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til kronikker og debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk