Rejsende i det sydlige udland har givetvis bemærket, at mange træer, ikke mindst frugttræer i haverne, er hvidmalede på i hvert fald de nederste en til halvanden meter af stammen – og undret sig. Det har jeg også under besøg i Tyskland og senest i Polen. Jeg kan ikke erindre at have set tilsvarende bemalinger herhjemme, bortset fra på enkelte vejnære træer, sten og pæle af trafiksikkerhedsmæssige grunde.

Denne hvidmaling tjener angiveligt især to formål; dels at beskytte træerne og deres sarte vækstlag mod skader som følge af den brændende sols ophedning, dels at forebygge angreb af insekter, svampe og andre organismer, som vil kunne – eller som man har troet og tror vil kunne – skade træerne og deres frugter.

Om foråret kan det føre til skader, når en tidlig ophedning sætter træets vækstprocesser i gang om dagen, hvis hård frost slår til om natten. Og om sommeren kan langvarig, hård og hed solindstråling i sig selv kunne føre til skader. Hvidmaling af en mørk barkflade vil reflektere sollyset, mindske opvarmningen og derved begrænse de mulige skader.

Traditionelt har man især brugt hvidtekalk til denne bemaling, det vil sige læsket kalk, ligesom ved kalkning af et hus, men der benyttes også andre pigmenter, herunder plastikmaling.

Illustration: Peter Wandel
Illustration: Peter Wandel

Selvom jeg ikke selv har set det i brug, er det muligt at købe spande med tysk Weissanstrich für Obstbäume (hvid maling til frugttræer) i Danmark. En femkilosspand står dog i næsten 1.000 kroner.

Som udgangspunkt skulle man ellers tro, at dette kunstgreb var overflødigt, fordi træer har millioner af års evolutionær tilpasning til at modstå skader fra solindstråling, brand og andre påvirkninger bag sig. Det er også tilfældet hos de fleste træarter, især de ældre; mest udpræget hos arter af fyr samt korkeg, mammuttræ og douglasgran, der kan modstå skovbrand. Af hjemlige arter er især skovfyr, stilkeg og vortebirk godt rustede, men ikke bøg. I skovbruget er det velkendt, at bøge, der brat bliver udsat for solindstråling som følge af stormfald, hugst eller vejanlæg, kan få »barkslag«, hvor barken dør og skaller af som følge af solophedning og udtørring.

Med udsigten til mere ekstreme temperaturer må man forvente en stigende stressbelastning af træerne og dermed et øget behov for forholdsregler, der kan sikre, at især plantede træer kan overleve og trives.

I Tyskland er det ikke kun frugttræer, men også arter som bøg, ahorn, avnbøg og lind, der bemales. I nogle egne er det fast praksis med hvidmaling af nyplantede vejtræer, således at overgangen fra planteskole til et nyt, hårdt soludsat voksested mildnes, og de unge træer får tid til at vænne sig til forholdene og danne tykkere bark.

Tanken om, at kalkning eller bemaling i sig selv skulle beskytte træet mod organismer, der opfattes som skadelige, er mere tvivlsom. Men flere steder i udlandet har det været – og er – praksis at tilsætte forskellige former for gift til kalken. Det kan være mod insekter, der lever af at æde blade, blomster og frugter, og som overvintrer under barkflager eller kravler op ad stammen, såsom viklere og frostmålere. Desuden mod myrer, der vil forsvare de bladlus, der suger på frugttræerne. Kobber- og jernsulfat tilsættes blandingen som gift mod svampe og mod de mosser og laver på stammerne, der fejlagtigt opfattes som skadelige. Påvækst af mosser og laver er tværtom med til at beskytte mod ophedning.

HVIDKALKNING ER ikke noget nyt, hverken når det gælder træer eller forskønnelse af mure og gravmæler. Ej heller at det kan være et stærkt billede. Det kan man erfare i Matthæus 23.27 i Det Nye Testamente, hvor Jesus erklærer: »Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! Thi I er ligesom kalkede grave, der jo udvendig ser kønne ud, men indvendig er fulde af dødningeben og alskens urenhed.« Dengang blev velhavende afdøde gravlagt i gravhuler, hvor indgangen blev lukket med en sten, der blev kalket hvid.

På engelsk kaldes både malingen – hvidtekalken – og påsmøringen af det for whitewash (hvidvask). Og det er unægtelig et ord, der har fået udvidet sin betydning og anvendelse. På dansk er »hvidvask« som betegnelse for vask af linned og undertøj kendt fra 1954 og som betegnelse for sløring af oprindelsen af ulovligt tjente penge fra 1968. I dag er »hvidvask« ligefrem et juridisk begreb. Udtrykket er stærkt billeddannende, uanset om man ser hvidtekosten i sving med dækmalingen eller pengesedlerne, der roterer bag vaskemaskinens glaslåge for at blive tvættet rene for blodpletter og sorthed, for sig.

Nu er der også kommet endnu mere kulør på vasken i form af »grønvask« som betegnelse for vildledende markedsføring og falsk information med »grønne« argumenter. Den moderne »grønvask« kommer egentlig ret tæt på det bibelske forlæg. Blot har nutidens virtuelle dækmaling fået tilsat en omgang grønne farvepigmenter, mens den rådne virkelighed, der skal dækkes over, i princippet er uforandret.

Men det er en anden historie.