Selvfortællingens tvang

I den igangværende kvalifikationsturnering har herrelandsholdet hentet fem sejre og kun tabt én kamp. På tirsdag mod lille San Marino, der endnu ikke har prøvet at score, kan Kasper Hjulmands mandskab med en sejr (og et uafgjort resultat mellem Finland og Kasakhstan) indløse billet til EM 2024.

Det er i grunden godt gået, når man ser på landsholdets forfatning:

Målmand Kasper Schmeichel, snart 37 år, har på ingen måde fordums kvalitet. Og det samme gælder bærende kræfter som Joakim Mæhle og anfører Simon Kjær, der i gårsdagens 3-1-sejr over kasakherne tangerede Peter Schmeichels rekord på 129 landskampe.

Pierre-Emile Højbjerg sidder på bænken i sin klub Tottenham, ligesom Jesper Lindstrøm i Napoli. Christian Eriksen og Rasmus Højlund spiller til daglig på et katastrofalt Manchester United, og Yussuf Poulsen, der trods alt er en form for angriber, har endnu ikke scoret efter 13 kampe i denne sæson.

At folk som Andreas Christensen, Robert Skov og Jonas Wind, alle i deres bedste fodboldalder, er i glimrende form, ændrer ikke på billedet af et flosset, retningsløst og skrøbeligt landshold.

Spillet har da også været vaklende. Med undtagelse af den forventelige 4-0-sejr hjemme over San Marino er alle kvalifikationsturneringens sejre blevet hentet på marginaler eller efter mindst én krampagtig halvleg.

Krisen kan formuleres som et spørgsmål: Hvornår har Danmark sidst spillet to rigtig gode halvlege i samme kamp? Svaret er den 25. september 2022 i 2-0-sejren hjemme over Frankrig. Det er nu ti landskampe siden.

Men et tillægsspørgsmål bør lyde: Gør det noget?

Er det ikke bare udtryk for kvalitet, at man, selv når spillet ikke kører, får skrabet sejre hjem mod Finland ude og hjemme, vinder 1-0 over Nordirland, får ét point med fra Slovenien og yder en komfortabel revanche hjemme mod Kasakhstan?

Det må de rød-hvide landsholdsfans, der lørdag fyldte Parken for 12. gang i træk, nok mene. Men samtidig høres et andet lydeligt kor på de sociale medier, som ikke længere kan affærdiges som »Twitter-segmentet«. Spillet er kedeligt, landstræneren overtænker, vi er aldrig (betydelig) bedre end modstanderen, osv.

Også pressen er efterhånden vanskelig at gøre tilfreds. »Hvad sker der, Danmark?« lød overskriften på Ekstra Bladets live-kommentering under Kasakhstan-kampen. »Det var slet, slet ikke kønt,« konkluderede B.T. efter tomålssejren i Parken.

Hvad der kan ligne et paradoks – vi vinder og vinder og brokker og brokker os – er en naturlig konsekvens af den nationalkarakter, landstræneren ironisk nok selv har været med til at fodre i talrige interview, på pressemøder og endda i bogform: Landsholdsfodbold er mere end sejre og nederlag, den er et udtryksmiddel.

»Spillerne har vist, hvem vi er i Danmark,« sagde Hjulmand efter det flotte EM i 2021. »Vi skal selvfølgelig ned og gøre en god figur og holde fast i den måde, som vi gør tingene på og vise, hvem vi er,« sagde han forud for det usle VM i Qatar sidste år.

Blandt alle klodens forvænte og selvretfærdige fodboldnationer tilhører vi danskere som bekendt toppen. Der er ikke nogen, der skal komme og fortælle os, hvad vi skal mene, og hvordan vi skal spille.

Det kan godt være, at vi var sidst om at blive rigtig professionelle, men hurtigt blev vi jo »Nordens brasilianere«. Noget andet end de stivbenede svenskere og reaktionære nordmænd.

Og fordi vi hverken ejer briternes nedarvede priviligier, tyskernes volumen eller italienernes kynisme, har vi bevæbnet os med (selv)tillid. Vi er både kreative og pålidelige, legende og løsningsorienterede, Lego og Mærsk.

Den plade spiller vi ikke kun for os selv, men for resten af verden. Sådan er selvfortællingen, der sikrer sammenhængskraften og en distinkt identitet, hvis lydstyrke skiftende landstrænere har skruet op og ned for. Når vi har haft en udlænding som landstræner, har niveauet været lavere.

»Vi er ved at kvalificere os til den fjerde slutrunde i træk. Og det skal vi huske at glæde os over,« sagde Kasper Hjulmand til Ekstra Bladet efter sejren over Kasakhstan.

Han har jo fuldkommen ret. Lad os ikke fortabe os i stilkarakterer. Landstræneren har for længst, om end påfaldende uudtalt, ændret stil på banen. Landsholdets spil er i dag langt mere pragmatisk, prunkløst og duelbetonet end for tre år siden.

Det bør hverken landstræneren eller vi andre skamme os over.