Læserbreve

Personlig frihed

Anders Orris, redaktør og cand.mag.

Weekendavisen (WA #39) afsætter et forsideinterview til en mand, Dennis Nørmark, der foregiver at være libertariansk. Et knudret begreb, lånt fra amerikansk, som ifølge ordbogens definition går ind for »individets uindskrænkede frihed«. Nørmarks anliggende er omtrent i opråbsbranchen, altså: Det er søreme også for galt med den stadige indskrænkning af den personlige frihed! Såre sandt, men efter lidt forsigtig afsøgning på samtalebasis når Nørmark frem til, at inden for rammerne af hans påståede libertarianske tænkning kunne »prisen på benzin (...) sættes op til dobbelte«, og så kunne man sagtens »forestille sig, at prisen på oksekød sættes op«. Det står sandelig skidt til, når den personlige friheds selvudråbte talsmand afslører sig som en svækling og storbytosse til fals for kollektivisme og politisk korrekt tænkning og dermed dumper første prøve i konkret frimarkedstænkning. Staten forvrænger allerede i absurd grad varernes priser – her benzin og oksekød – ved at pålægge dem ekstreme punktafgifter og en tårnhøj momssats. Hvis Nørmark mente noget med sin frihedstrang, ville han vove at foreslå det, der i et konkret forsvar for den personlige frihed ville være modigt: en reduktion af afgifterne på benzin, gerne kraftigt, og tilmed en reduktion af den tårnhøje momssats, som fordyrer både benzin og oksekød helt urimeligt, til fem eller ti procent.

Kluge og Libak

Stig Christensen, musiker

Efter læsning af Anna Libaks interview med maleren Thomas Kluge (WA #38) og de lettere nedladende betragtninger om konceptkunstneres kvalifikationer i forhold til Kluges »ægte« kunst blev jeg på den ene side begejstret over, at vi igen tør diskutere kunst, og på den anden side ærgerlig over en automatreaktion, der lyder: Hvis det ligner, så er det kunst, for heraf følger oftest, at hvis ikke det ligner, så er det ikke kunst! Kluges stil stammer fra en tid, hvor fotografiet ikke var opfundet og behovet for at illustrere eliten og magten blev opfyldt af blandt andet portræt- og landskabsmalerne. Og selvom man kan begejstres over den akkuratesse og ekspertise, der ligger til grund for Kluges maleri, vil jeg hævde, at et moderne fotografi af Kronborg kunne kommunikere den samme begejstring eller stemning som det omtalte billede, der nærmer sig ren dokumentation. Jeg er ikke modstander af den stil, Kluge står for, og hvis nogle finder glæde i at se på det, så fred være med det. Men behøver man, hver gang man fremhæver noget, at nedrakke noget andet? Jeg er selv stor fan af Michael Kvium, og jeg synes, jeg kan genkende hans personer på gaden, skønt det må siges at være »uægte« kunst ifølge Kluges (og Libaks?) definition.

Afghanistan og Libak

Stefan Bang, cand.mag. i klassisk græsk

Anna Libak leverer med kommentaren »Vi ville det bedste« (WA #39) noget, der ligner en moralsk trøstemedalje til Vestens totalt forfejlede indsats i Afghanistan. Taleban er tilbage ved magten, men det er ikke Vestens fejl, lyder pointen. »Vesten brugte trods alt 20 år og mistede tusinder af soldater,« skriver Libak. I dokumentaren Bedraget i Helmand, som også udlandsredaktøren har set, bliver det eksemplificeret, hvorledes de vestlige styrker fandt grusomme og kriminelle samarbejdspartnere i landet, og ikkevestlige magter modarbejdede os tilmed, pointerer Libak. Dermed ligger ansvaret for Talebans genvundne magt ikke hos os, men hos alle dem i og uden for Afghanistan, der stak en kæp i vores hjul. Den pointe er ikke usand. Vi formåede ikke at overkomme udfordringen, og måske er det et udtryk for en ny global magtbalance. Men udsagnet om, at »vi ville det bedste«, er undergravende for de vestlige værdier, Libak gerne vil stå vagt om. Hendes fokus er de udefrakommende magter, som truer de vestlige værdier i disse år, men der findes også en indre trussel: når ikke vi selv lever op til egne værdier. At godtage de gode intentioner, der brolagde vejen til Afghanistan, er at lægge røgslør ud for den kritik og selverkendelse, som fiaskoen bør medføre. I det velfungerende demokrati, som vi vel at mærke gerne ville eksportere til Afghanistan, er befolkning og politikere kritiske og oplyste og træffer beslutninger på den baggrund. Men var vi klar over, hvad vi lavede i de 20 år? Selv var jeg overvejende imod Vestens militære tilstedeværelse, men jeg fik forhåbninger, når vores ledende politikere fortalte om de politistyrker, man var i gang med at uddanne, og om de kvinder, der fik bedre vilkår. Erkender vi nu, hvad der skete? Var det ikke nu, vi skulle praktisere vores vestlige værdier og granske de ruiner, vi har været med til at lave; søge sandheden bag parolerne om at gøre en forskel, som vores soldater gik i døden for; forsøge at kende os selv ligesom de gamle grækere? I stedet for at bruge spalteplads på at sige, at vi såmænd ville det bedste, men bare blev modarbejdet af alle de onde, og dermed dække over, hvad der har vist sig at være en 20 år lang kollektiv vildfarelse.

Følelsesfuld anmelder

Tim Knudsen, professor emeritus i statskundskab

Følelserne er helt løbet af med Anne Sophia Hermansen i anmeldelsen af Mathilde Walter Clarks roste roman om minkavl, Det blinde øje (WA #39). Jeg deler Hermansens afsky ved minkavl, men anmelderen sammenblander følelser imod minkavl med spørgsmålet om den manglende lovhjemmel og mulige rigsretssag i forbindelse med »minksagen«, som reelt var en krisestyringsskandale. Hvis man vil af med et erhverv, hvor frastødende man end finder det, er det vigtigt, at det foregår ordentligt (i øvrigt har regeringen slet ikke principielt lukket for minkavl). Minksagen har lige så lidt at gøre med mink, som Støjberg-sagen havde at gøre med barnebrude. Begge sager handler om ulovlig forvaltning. I en retsstat er det dybt foruroligende, når en regering træffer beslutninger, som den først bagefter betragter som ulovlige. Det er også foruroligende, at det tilsyneladende foregik i et overanstrengt og forjaget beslutningssystem. Tillige er det foruroligende, at ansvarssystemerne for både ministre og embedsfolk er så tågede, at vi må opleve farceagtige uenigheder mellem jurister. Vi trænger til opdateringer af lovgivningen om minister- og embedsmandsansvar. Hermansen kan læse om alt dette i bind 5 i mit værk Statsministeren.

Hverdagsforskning

Jens Peter Hanghøj Laursen, lektor i Hjørring

Kære Mattias Tesfaye. Det er opløftende, at der endelig gøres noget for skolen. Den har hængt i laser i ti år. Men lad nu være med at lade ét paradigme erstatte af et nyt i iveren efter at gøre det bedre. Lad ikke »praktik og mesterlære« erstatte »akademisering og boglig lærdom«. Der er intet galt med det akademiske, særligt ikke for de dygtigste elever, som reelt er blevet overset i årevis. Der er heller intet galt med praksis: En reform bør søge at skabe en balance mellem de to tilgange. En virkningsfuld reform giver lærerne tid til forberedelse og teamsamarbejde, tid til meningsfuld kontakt med eleverne og udvidede muligheder for at kvalificere sig yderligere gennem efter-/videreuddannelse. Så de kan bedrive den »hverdagsforskning«, som er lærerjobbets essens.

Falsk forsigtighed

Henrik Maagensen, læge

At en betydelig del af de nye ejendomsvurderinger rammer åbenlyst skævt, er knap en nyhed. Alligevel har en del boligejere nok fået lidt af et chok. Fra Vurderingsstyrelsen er en del af »løsningen« et såkaldt forsigtighedsprincip, hvor skatten kun beregnes af 80 procent af vurderingen. Boligejerne skal altså lige trække 20 procent fra, før de ganger med de nye satser. Det er lige lovlig smart efter min mening. Som led i reformen sænkes skattesatserne efter et princip om, at de samlede skatteindtægter skal være lavere (40 milliarder kroner næste år, i stedet for 50 milliarder i år). Derfor kan det undre, at satserne ikke bare er 20 procent lavere, og boligskatterne dermed desto mere simple at beregne for borgerne. Uanset om det er vurderingen eller skattesatserne, der reduceres med 20 procent, så ender det skyldige beløb med at være det samme. Faktorernes orden er underordnet, som mangen en matematiklærer har sagt i tidens løb. Forsigtighedsprincippet er altså en falsk løsning. Hvordan mon det er opstået? Er det mon et tilsigtet røgslør som udtryk for kynisme og spin, eller har lovgiverne bare snorksovet i timen? Jeg ved egentlig ikke, hvad der er værst, men mon ikke dette forsigtighedsprincip har skabt 20 procent mere forvirring og bureaukrati?

Vest mod øst

Jan Henrik Wegener, ledig

Modstillingen mellem et »øst« og et »vest« er en af de mest brugte. For nylig som modsætning mellem Europas øst og vest i spørgsmålet om krigen mellem Ukraine og Rusland. Men er det en særlig indsigtsfuld måde at stille modsætninger op på, og er den gavnlig? Hvori findes egentlig forskellen, udover arven fra den tidligere opdeling mellem en Sovjet-blok og en USA-ledet blok? Dengang var endda et helt land, Tyskland, delt mellem blokkene, så det kan virke utroværdigt stadig at se en dyb deling mellem disse »civilisationer«. Heller ikke forestillingen om et evigt, uforanderligt Vesten synes troværdigt. Mentalitet, kultur og livsstil afhænger næppe (kun) af, hvilken længdegrad man befinder sig på. Og mon dog ikke de enkelte lande, som i reglen anses som værende det ene eller det andet, besidder masser af karakteristika, der netop ikke passer ind i dette meget rigide skema? Vi i det vestlige Europa kan jo for eksempel også meget nemt opdeles i dem i nord, dem i syd og dem i midten, men gør det godt for noget?