Kronik. De psykologistuderende på KU klager over, at studiet lægger for meget vægt på »naturvidenskabelige metoder«. Men ser man på de psykologer, der udklækkes, er problemet nærmere det modsatte.

Omvendt ensretning

Op til jul blokerede studerende Institut for Psykologi på Københavns Universitet i seks dage. De hængte hjemmelavede bannere på instituttets ydermure og forhindrede undervisningen i at blive gennemført. Det skete i protest mod, at studiet bevæger sig mere i retning af den internationale evidensforståelse og et naturvidenskabeligt oplysningsideal.

En studerende har for eksempel forklaret Weekendavisen, at blokaden var en modreaktion på, at eksperimentelle og kvantitative metoder opprioriteres til fordel for humaniora, det sociokulturelle og kulturhistoriske perspektiv. For, som hun sagde, »hvis man primært har læst tekster, der placerer psykologiske problematikker inde i det enkelte barn, enten i barnets gener, biologi eller kognition, stiller det én meget ringe i forhold til den praksis, man som psykolog skal varetage«.

I løbet af no time havde 700 praktiserende psykologer i en Facebook-underskriftsindsamling tilkendegivet solidaritet med bekymringen for, at Københavns Universitet ender med at »essensgøre« det psykiske: reducere det unikke individ og hendes livsvilkår til diagnostik og statistik. Psykologforeningen meldte sig også på banen med tilbud om at mægle i det, de legitimerede som en vigtig sag.

De protesterende er mobiliseret af den selvbestaltede pensumkritikgruppe, som har etableret sig under Psykrådet, et åbent forum for alle studerende indskrevet på psykologi, som har til formål at sikre studerende direkte indflydelse på, hvordan deres studie skal indrettes. Gruppen bygger på en »undren over en tilsyneladende skævvridning af pensum på tværs af bachelorfag mod større repræsentation af naturvidenskabelig og individorienteret forskning samt mindre teoretisk fokus« og arbejder »for at bibeholde nogle af de mainstreampsykologikritiske perspektiver på uddannelsen«.

Via deres Facebook-side præsenteres et ark, i hvilket pensumlister fra henholdsvis 2015 og 2021 til sammenligning rubriceres på parametre som videnskabsteori (humaniora, samfunds- eller naturvidenskab), metode (teoretisk, kvalitativ, kvantitativ eller mixed), forfatterens køn, publikationernes geografi, og om de respektive tekster vurderes som henholdsvis mainstream eller kritiske.

Pensumgruppen deklarerer, at de endnu ikke er uddannede forskere, og at deres metode ikke er ufejlbarlig. Forvirrende er det da også, at fagene, som gruppen kritiserer for at være ensrettede i naturvidenskabelig retning, med deres optegnelser netop fremstår ganske brede. Det er vanskeligt at følge præmisserne for den omvendte fortolkning og at få et klart billede af, hvor skæv den postulerede vridning faktisk er.

Det interessante spørgsmål, som pensumgruppen har pustet op, er imidlertid, om den kvantitative metode har overtaget psykologistudiet ved KU? Om statistik og »objektivitet« har fortrængt den mere teoretiske eller kvalitative tilgang?

PENSUMGRUPPEN ER IKKE de eneste, der kerer sig om det spørgsmål; det samme har en forskergruppe fra Aalborg Universitet gjort. Men modsat pensumgruppen og dens støtter har AAU-forskerne faktisk afprøvet påstanden ud fra en klassisk oplysningstilgang.

For hver gang der indleveres ét psykologispeciale på instituttet i København, som baseres på 'naturvidenskabelige metoder', udklækkes 20 psykologer, som baserer sig på 'humaniora'.

I stedet for at anse deres opgave, som var det en politisk kamp, hvor alle kneb gælder, har de testet hypotesen om, at den danske psykologi gennemsyres af den naturvidenskabelige tilgang, via kvantitative data. For at få syn for sagn og opnå »det store billede« af, hvad de dimitterende psykologistuderende specialiserer sig i, indhentede de, via Censorkorpset for Psykologi ved Universiteternes Database, beskrivelser af knap 4.000 danske psykologispecialer fra 2014 til 2019, som de rubricerede efter metodevalg, så fordelingen heraf kunne rapporteres i deskriptive kolonneprocenter. Og de forbløffende data (omregnet til kolonnetotaler) lyder: Fem procent af de KU-dimitterende psykologer baserer sig på kvantitativ metode (hvis systematiske reviews – der dog ikke nødvendigvis opsummerer kvantitative studier – tælles med i denne kategori). 95 procent anvender teoretisk eller kvalitativ metode.

Så langt kan pensumkritikgruppen og dens medløbere ånde lettet op: Ideen om, at psykologistudiet er i gang med at effektuere en omfattende, naturvidenskabelig ensretning af fremtidens psykologer, ser ikke ud til at have hold i virkeligheden.

Gruppens manifest-beskrevne bekymring for en »(...) snæver forståelse af psykologiens genstandsfelt og måden at tilgå psykologiske fænomener på« står omvendt tilbage – men med modsat fortegn af gruppens narrativ: De humanistiske metoder, teoretisk og kvalitativ psykologi, dominerer psykologikandidaterne massivt. For hver gang der indleveres ét psykologispeciale på instituttet i København, som baseres på »naturvidenskabelige metoder«, udklækkes 20 psykologer, som baserer sig på »humaniora«.

SÅ HVOR KOMMER inspirationen til blokaden fra? Den kommer fra 1968, hvor psykologistuderende for første gang besatte Det Psykologiske Institut. Den bagvedliggende model for omvæltningen af den dengang naturvidenskabeligt baserede psykologi var det såkaldte kritisk teoretiske perspektiv. Faget drejedes »fra den statistiske oprindelse hen imod en bredere, metodekritisk undervisning – der til tider var endog antistatistisk«, som to af den generations sjældne universitetsansatte psykologer, med evne og vilje til at forsøge at undervise i statistik, konstaterer i et historisk tilbageblik.

Metodefaget handlede nu snarere om »at advare de studerende mod positivismens vildfarelser i almindelighed og statistikkens i særdeleshed end at lære statistik«. Frygten for, at »videnskabens selvforglemmende instrumentalisering (...) bliver et blot middel i noget beståendes tjeneste«, som det lyder i et kritisk teoretisk pionerværk, Horkheimer og Adornos usædvanlige kritik af selve oplysningstanken, sidder dybt i psykologerne. Disse 'Frankfurterskole'-koryfæers analyse fra 1944 gik på, at den positivistiske videnskab var det kapitalistiske samfunds fundament og i sin ekstreme form endda grundlag for nazisme.

Uanset hvad der i sin tid var af gode grunde til at forholde sig kritisk over for datidens psykologi og universitetsledelse, er pensumkritikgruppen anno 2022 et selvmål af episke dimensioner. Deres aktivisme slår to streger under, at det ikke er så tosset endda at kvalificere sine antagelser via statistik – og at en sådan tilgang ville kunne have forebygget denne tåkrummende psykologmisere af selvforglemmelsens gruppetænkning. Gruppetænkning er det (eksperimentelt og kvantitativt udforskede) uhyggelige socialpsykologiske fænomen, at individer i grupper af ikkediverse individer risikerer at deponere egen dømmekraft for i stedet konformt med gruppens idealer at foretage ufornuftige – og eventuelt uetiske – aktioner.