Ytringsfrihedsdebatten blev født med muhammedkrisen i 2004. Dengang dominerede Francis Fukuyamas liberale end of history-tese fortsat den vestlige politik og økonomi. Tiden var stadig præget af en tro på det vestlige demokratis evige fremskridt og kapitalismens himmelvækst, hvis blot markedet forblev så frit som muligt.

Vesten deltog i flere korstogskrige i Mellemøsten, for tesen indebar jo, at alle andre skulle indrette deres samfund efter vores. Og hvis Mellemøsten nægtede at omfavne vores sandheder og udvikle deres tilbagestående religiøse samfund, så fortjente de kun at blive udsat for hån og spot. Skide være med, at der også var en del muslimer i Danmark – de nassede jo på systemet.

Som årene er gået, har det vist sig, at denne tro på evig vækst førte til flere dumme beslutninger. Anders Fogh Rasmussen blev bannerfører for muhammedkrisen og krigene, og så inkarnerede han troen på det frie marked. Hans neoliberale rundbarbering af Skat førte blandt andet til, at bankerne fik til opgave at udfylde blanketter for refundering af udbytteskat for deres kunder. Mens bankerne og erhvervslivet nød godt af denne grænseløse tillid, stod Danske Bank for den største hvidvaskningssag i historien.

Er det i øvrigt ikke mere nyttigt for tillidsniveauet i vores demokratiske samfund at diskutere bankernes utallige hvidvaskningsskandaler end at trykke de samme ytringer om muhammedtegningerne om og om igen?

Selvom end of history-tømmermændene er begyndt at vise sig i form af finanskrise, demokratikrise, MeToo-krise, klimakrise og nu korankrise, så har tidsånden fremmanet en golem, som har vist sig ikke helt nem at slippe af med: En særlig mandetype synes at præge udviklingen af denne polykrisetid; en type, der er overbevist om sin uforbeholdne ret til at overskride grænser – ved eksempelvis at gramse løs på kvinder eller brænde bøger af offentligt. Eller skrive artikel efter artikel i trodsigt forsvar for sådanne handlinger, fordi han i egen selvforståelse begriber demokratiets kerne bedre end alle rigets småborgere.

Denne mandetype er allerede velbeskrevet i den vestlige litteratur, blandt andet af Thomas Carlyle. I On Heroes (1841) idealiserede han »The Great Man« som en heltefigur, der som det naturligste befinder sig øverst i samfundet. Carlyle drømte om, at dette (altid kun) mandlige geni, overmennesket, som han senere kaldtes, skulle have frie tøjler til at gøre, hvad han ville. Kun derved kunne fremskridtet opretholdes.

Carlyle frygtede Vestens undergang, hvis kvinder og mænd af lavere stand fik samme mulighed for at præge samfundet som højborgerskabets og adelens mænd. Men har de seneste år ikke netop vist, at det vestlige demokratis største trussel ikke udgøres af muslimske terrorister, men snarere af vor tids »Great Men« – nationalistiske autokrater, der mener, at de kan opføre sig, som de vil, om så det kræver et statskup.

Inden for techområdet monopoliserer få selvudnævnte genier en stadig større del af det såkaldt frie marked: Elon Musk, Jeff Bezos og Mark Zuckerberg minder efterhånden om Donald Trump i troen på deres ret til grænseløs, vulgær adfærd.

Måske er det på tide, at vor tids ytringsfrihedskrigere, der også oftest er mænd fra de højere lag (chefredaktører, prisvindende journalister, tænketankdirektører og universitetsprofessorer), stopper op og ser, hvilke ånder de har været med til at fremmane – i stedet for at insistere på, at almindelige danskere skal forsvare højreekstremister.

Hvor var ytringsfrihedens »Great Men«, da maskeringsforbuddet blev indført? Hvor var de, da den britiske avis The Guardian publicerede en satiretegning af Lars Løkke Rasmussen i naziuniform, og flere af Løkkes politikerkolleger udtalte, at den form for spot var højst upassende? Længe leve dobbeltmoralen.

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk