Tilbage til hurlumhejhuset

Jeg var på nippet til at bruge al min spalteplads på at dissekere den særligt dårlige oversættelse af Pandekagehuset, men jeg betænkte mig i sidste øjeblik, for det ville alligevel være synd for bogen, der ikke kan gøre for, at den er dårligt oversat. For Pandekagehuset, der bærer den engelske titel The Candy House (og den nævner jeg her, fordi jeg synes, man skal anskaffe sig bogen på engelsk, hvis man er bare nogenlunde stærk udi det angelsaksiske) er altså en særligt god bog.

Den kan læses som en selvstændig efterfølger til den decideret suveræne Tæskeholdet banker på fra 2010, og ud over at en del karakterer går igen – blandt andet er der gensyn med den kleptomane Sasha, den fallerede starlet Kitty Jackson og det talglade barn Lincoln, som er blevet en hyperkvanticerende voksen  – så har Jennifer Egan også fundet tilbage til samme fornøjelige form som dengang. Man kan sammenligne metoden med et stafetløb, hvor en depeche bliver givet videre efter hvert kapitel: Hvert kapitel har altså en ny fortælleposition, men alle historier er vævet sammen sådan, at den karakter, der har været en bikarakter (eller nogle gange blot nævnt i en bisætning) i det ene kapitel, bliver næste kapitels hovedkarakter og så fremdeles. Læg dertil store spring i tid og tiltagende mere komplicerede handlingstråde, og De har Dem en læseoplevelse, der er lige så udfordrende, som den er tilfredsstillende.