Opinion. Ugens debatindlæg fra Weekendavisens læsere.

Læserbreve

 

Irak og Mink

Solveig Lindenstrøm, De Gamles By

Medlemmer af Venstres Ungdom harcelerer over nedlæggelsen af Minkkommissionen. Lad mig genopfriske de unges hukommelse med en pendant til Minkkommissionen, nemlig Irakkommissionen. I Lars Løkke Rasmussens første embedsperiode nedlagde han denne, vel fordi han havde en begrundet frygt for, at tidligere statsminister, Anders Fogh Rasmussen, skulle blive stillet for Den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag for at have ført Danmark i krig under falske forudsætninger: Der var som bekendt ingen kemiske våben i Irak. Konsekvenserne af den uhyrlige krig i Irak er velkendte: tusinder af tabte liv i Irak og verdensomspændende terror. Mange minkfarmere oppebar en gæld på flere millioner kroner og var derfor tilfredse med nedslagtningen af deres erhverv til gengæld for store erstatninger, der satte dem i stand til at starte en ny livsepoke.

Libak vs. Bolton

Jes Henningsen, lektor emeritus

I Deadline den 16. januar fastslog Anna Libak I diskussion med Thorkild Kjærgaard om Ukraines mulige medansvar for krigen, at Monroedoktrinen, ifølge hvilken USA tiltager sig ret til at intervenere overalt på den vestlige halvkugle, hvis man føler sine interesser truet, er afgået ved døden. Det er i så fald brandærgerligt, at Libak ikke stiller sin viden til rådighed for det amerikanske udenrigsministerium. I 2019, mens John Bolton var national sikkerhedsrådgiver for Trump, sagde han i en tale, der redegjorde for nye amerikanske sanktioner mod Cuba, Venezuela og Nicaragua: »Today we proudly proclaim for all to hear: The Monroe Doctrine is alive and well.« Kan man forestille sig, at Bolton er bedre orienteret om amerikansk udenrigspolitik end Libak?

Myter om skrald

Leise Marud, bæredygtighedschef

Kære skralderobot (journalist Nikolaj Arve). Tak, fordi du gør dig så umage med at affaldssortere (WA#02). Det er vigtigt, og det skal du blive ved med. Både fordi EU har fastsat et mål om, at medlemslandene skal genanvende 55 procent af alt husholdningsaffald i 2025, men vigtigere er det, at genanvendelse er CO2- og ressourcebesparende. Derfor er det så ærgerligt, at du har set det indslag på TV 2 News, hvor professor Henrik Wenzel fra SDU river revet tæppet væk under kildesorteringen ved at argumentere for, at det er mere bæredygtigt at centralsortere plast og drikkekartoner sammen med restaffald. Den rapport, hvorpå jeg går ud fra, Henrik Wenzel baserer sine udtalelser om klimagevinsten ved centralsortering, viser ganske rigtigt, at det er mere bæredygtigt at centralsortere, ikke på grund af plasten, men fordi man antager, at der er metal i restaffaldet, som bliver udsorteret og genanvendt. Heldigvis står jeg ikke alene med synspunktet. Både Plastindustrien og Affalds- og ressourceindustrien under DI kritiserer Wenzels udlægning. Kildesortering – altså når du er skralderobotten hjemme hos dig selv – er den bedste metode til at opnå god kvalitet i genanvendelse. Når du sorterer dit affald omhyggeligt, vil en stor del af affaldet kunne indgå direkte i oparbejdningen til nye råvarer. Cirka 90 procent af det pap og papir, vi sorterer, til nyt pap eller eksempelvis avispapir. Metal, glas og pantemballage har også høj genanvendelse. Måske fordi vi har øvet os i mange år. Men vi kommer ikke i mål, så længe, medierne sår tvivl, om det er den rigtige vej.

Sænk Venstre!

Carsten Breengaard, dr.theol.

Som mangeårig Venstre-stemmer – en periode også medlem – må jeg dagligt knibe mig i armen for at opklare, om jeg drømmer eller er vågen. Det er Ellemann den Andens adfærd, det drejer sig om: Først dyb og yderst velbegrundet mistillid til Mette Frederiksen og al hendes væsen. Med berettiget krav om rigsret i minksagen og belæring om den demokratiske og retsstatslige nødvendighed i at respektere juristerne og Sundhedsstyrelsen, der begge tilkendegav, at man uden problemer kunne have udsat minkaflivningen, til der var retsgrundlag. Efterfulgt af en karakteristik af Mette Frederiksen: magtfuldkommen, der jo rettelig betyder magtmisbruger. Men så pludselig regeringssamarbejdet, store smil og omfavnelser af selvsamme magtmisbruger. Og da selvfølgelig slet ingen konsekvenser af den socialdemokratiske minkmassakre. Og senest den både intellektuelt og økonomisk betragtet absurde sammenknytning af store bededags afskaffelse og de øgede forsvarsudgifter. Endda uden inddragelse af sagens parter, som oprindelig var så vigtigt i minksagen. Ingen høringsret til arbejdsmarkedets parter eller folkekirken. Der er gået Mette Frederiksen i Venstre! Det ligner et frit fald. Må jeg udtrykke det fromme håb, at Venstres stemmetal ved næste valg vil blive reduceret til samme niveau som dets aktuelle troværdighed?

Barentshavet

Willy Lehmann Weng, læser

I artiklen »Farvel, Norge – velkommen, Qatar« (WA#02), står der, at Barentshavet strækker sig op til Nordpolen. Det er forkert. Barentshavet er farvandet nord for Den Fennoskandiske Halvø og europæisk Rusland samt øst for Norskehavet; afgrænses af Kolahalvøen, Novaja Zemlja og Svalbard. Højeste bredde er 81.9°N.

Hovskisnovski

Juma Kruse, civiløkonom og sognepræst

Jeg havde egentlig forventet, at Martin Krasnik kunne se det unødvendige i afskaffelsen af store bededag (leder i WA#02), men han argumenterer lidt hovskisnovski-agtigt for, at det kan være nødvendigt, selvom han ikke bruger ordet direkte. Men afskaffelsen af en helligdag er ganske unødvendig (man kunne foreslå et nationalt kompromis: flyt dagen til fredagen efter Kristi himmelfart, hvor mange holder fri i forvejen), da der findes mere oplagte finansieringsmuligheder, uden at vi behøver at arbejde os selv til yderligere stress. For eksempel en grøn skattereform, der gør det væsentlig mere attraktivt at arbejde, også for de lavestlønnede ved at nedsætte indkomstskatten betragteligt for alle indkomstgrupper. Mod til gengæld at indføre betragtelige CO2-afgifter på alle (forbrugs)varer med klimaaftryk. Jo højere klimaaftryk, desto højere afgift. Gerne kombineret med højere bolig- og formueskatter. Bemærk: Indkomstskatten for de rigeste falder også betragteligt med dette forslag. Det samlede skatteprovenu kunne med fordel være marginalt højere end nu, da der jo vitterlig er brug for penge til både højere forsvarsudgifter og den grønne omstilling. Det bør dog ikke ske ved noget så åndløst som at afskaffe en helligdag, men ved at gøre det dyrere at købe varer med (højt) klimaaftryk.

Rettidig omhu

Per Als, abonnent og museumsgæst

Ordrupgaard åbnede 16. september 2022 en omfattende særudstilling med Vilhelm Lundstrøms malerier. Det tjener museet og de ni støttende fonde til ære. Weekendavisen brugte da også en halv side på at anmelde udstillingen, og det er godt med oplysning, debat og opmærksomhedsskabelse om udstillingen. Omtalen kom imidlertid i avisen fredag den 13. januar 2023, mens udstillingen sluttede søndag den 15. januar 2023. Det gav interesserede læsere præcis to dage til at se udstillingen – ud af de cirka 120 dage, udstillingen varede. Jeg er opmærksom på, at Weekendavisen rettelig ikke bryster sig at have mange breaking news-historier. Men man bør nu heller ikke konkurrere med det arkæologiske tidsskrift SKALK, der efter min erindring slog sig op med at være »Sidst med det første«. Så derfor: Se at komme ud af hullerne, se udstillingerne, omtal dem snarligt efter åbningen, og støt derved kunsten, folkeoplysningen og debatten til glæde for både læsere og udstillere!

Vestens undskyldning

Jan H. Wegener, arbejdssøgende
Man kan sige: De skriver godt for et delvist tvivlsomt synspunkt. Sådan har jeg det eksempelvis med Anna Libak og hendes behandling af Vestens (dårlige?) undskyldninger (WA#52). Samtidig med at man undskylder for noget, som måske er begået af ens (og andres) fjerne forfædre, så findes der andre, som er meget mere åbne om egne tvivlsomme hensigter og handlinger. Med undskyldningen følger vel en forestilling om et tænkt fællesskab. Men hvem vedkender sig at være en del af Vesten? Og hvad menes der overhovedet med Vesten og dens værdier og dermed også med ikke-Vesten og ikkevestlige værdier?

Disse er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk