Sprængningen af Nord Stream 1 & 2 gasledningerne 27. september sidste år var en ualmindelig konkret påmindelse om, hvor sårbar vores kritiske infrastruktur til søs er, og hvor vigtigt det er at beskytte den.
Og den kritiske infrastruktur, vi taler om, omfatter sandelig ikke kun gasrørledninger som Nord Stream 1 & 2. Der kan lige så godt være olierørledninger og søkabler til kommunikation eller til grøn energi fra de mange havvindmølleparker, der allerede er etableret eller vil blive etableret i de kommende år.
For at slippe ud af afhængigheden af russisk gas har vi sat yderligere turbo på udviklingen af vedvarende energi, hvilket senest kom til udtryk, da regeringscheferne for syv EU-lande, herunder Danmark, samt Storbritannien og Norge underskrev en aftale om i Nordsøen at udvikle 120 GW havvind i 2030 og mindst 300 GW havvind i 2050.
I aftalen indgår etableringen af en dansk energiø tillige med forbedring af de kabelforbindelser, der skal distribuere energien til forbrugerne i Europa. Samt naturligvis de nye Power-to-X-projekter, hvor energien fra havvindmøller bliver omdannet til andre energiformer som for eksempel brint, der gennem rørledninger kan føres i land.
Hvis alt går som planlagt, vil man i 2050 med målsætningen om 300 GW kunne dække mere end de samlede europæiske husstandes energibehov.
Og så har jeg slet ikke nævnt Østersøen, hvor der også er planlagt havvindmølleparker, som vil ændre farvandsgeografien.
På den baggrund kommer det næppe som en overraskelse, at beskyttelsen af den kritiske infrastruktur bliver nævnt som et centralt punkt i regeringens Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Strategi 2023, der blev offentliggjort 16. maj. Her bliver det også fremhævet, at der med Finlands nylige og Sveriges kommende optagelse i NATO og Danmarks ophævelse af forsvarsforbeholdet i EU er skabt en situation, hvor Norden står mere samlet end nogensinde før på det sikkerheds- og forsvarspolitiske område.
Og det er der sandelig også brug for, eftersom Danmark sammen med de øvrige nordiske lande har et særligt ansvar for sikkerheden i Østersøregionen og herunder ikke mindst i relation til de baltiske lande, der som naboer til Rusland er udsat for både militære og hybride trusler.
Vend det til en fordel
Spørgsmålet er så, hvad de militære og forsvarsmæssige implikationer er af at udbygge infrastrukturen i vores farvande så voldsomt de kommende år, som den grønne omstilling og afkoblingen fra russisk gas tilskynder os til.
Traditionelt har dansk forsvar ligesom de øvrige allierede i NATO betragtet udviklingen af havvindmølleparker som et irritationsmoment, der vanskeliggjorde den traditionelle militære opgaveløsning.
Effekten fra de høje vindmøller skaber huller i radardækningen og dermed i den forsvarsmæssige overvågning af aktiviteter til søs og i luftrummet. Fokus har derfor været på at begrænse den negative effekt, som opstillingen af havvindmølleparker har haft på forsvarets sensorer og varslingssystemer.
Men den tilgang må nødvendigvis ændres. Frem for at anskue havvindmølleparkerne som en begrænsning skal man se på udviklingen som en positiv mulighed for at styrke den militære og myndighedsmæssige overvågning af de havområder og overliggende luftrum, som berøres af de mange eksisterende og nye havvindmølleparker.
Vælger man at se udviklingen som en mulighed frem for en begrænsning, så kan der skabes en model, der både sikrer, at de enkelte havvindmølleparker beskyttes, samtidig med at den militære opgaveløsning effektiviseres markant.
Under etablering af disse civile havanlæg i NATO- og/eller EU-landenes eksklusive økonomiske zoner skal man simpelthen sørge for at forstærke overvågningen af vores havområder med radarer, alle slags aktive og passive sonarer; passiv elektronisk informationsindhentning. Man skal gøre dem til platforme for droner og til militære knudepunkter for kommunikation, hvilket vil være i tråd med den såkaldte Joint All-Domain Situational Awareness-filosofi, som i øjeblikket står højt på dagsordenen i USA og i NATO.
Mulighederne er talrige, når blot man går praktisk og innovativt til værks og udnytter den teknologi og de produkter, der allerede findes som hyldevarer i det civile, og som med begrænset teknologisk risiko kan sættes i drift og nyttiggøres.
Indskrives i udbudsmaterialet
Men det forudsætter, at de relevante private virksomheder og offentlige myndigheder – herunder forsvaret – er indstillet på fordomsfrit at samarbejde om at udnytte mulighederne. Og man skal sørge for, at brugerne med det samme kan drage nytte af de data, som sensorerne over og under vandoverfladen kan levere.
Man kan forestille sig, at sensorpakkerne bliver integreret i de overordnede informationsudvekslingssystemer, og at der vil blive anvendt kunstig intelligens til at behandle de tilvejebragte informationer. Men udgangspunktet må være, at forsvarets øjebliksbillede fra start af bliver massivt forbedret både i luften og over og under vandoverfladen, hvorved både den generelle militære opgaveløsning øjeblikkeligt forbedres, samtidig med at sikkerheden for infrastrukturen til søs øges.
Finansieringen af sensorpakkerne og forberedelsen af deres installation, kabling og drift bør indgå som en del af det udbudsmateriale, der ligger til grund for etablering af fremtidige havvindmølleparker og energiøer i Danmarks eksklusive økonomiske zone.
Udviklerne af både havvindmølleparker og energiøer medvirker derved til finansieringen af den overvågning, de i sidste ende selv kommer til at nyde godt af, ligesom forsvaret på den måde kan gå til opgaven med et andet syn på udgiftssiden end det, der normalt karakteriserer forsvarsrelaterede anskaffelser.
Som nævnt vil initiativet kræve et tæt og tillidsfuldt samarbejde mellem de relevante myndigheder, eftersom kompetencen er fordelt på flere ministerier og styrelser – samt på private aktører. Men gribes opgaven rigtigt an, kan der skabes en model, der også vil have vores nabolandes interesse.
Beskyttelse af havinstallationer og rør og kabler på havbunden er et nyt og perspektivrigt område, hvor Danmark bør have særlig gode chancer for at gøre sig gældende, da vi allerede er førende inden for teknologiske løsninger på vindenergiområdet. Det er ikke helt ude i hampen at antage, at dansk industri umiddelbart kan levere løsninger som en smuk forlængelse af vores position på vindmølleområdet. Det kunne blive et nyt dansk eksporteventyr.
For Energistyrelsen og Forsvarsministeriets departement vil det desuden være en ualmindelig god mulighed for at sætte et fint dansk fingeraftryk på den fremtidige udformning af udbudsmateriale i både EU og NATO, så energiudvinding og efterretningsindhentning tænkes samlet.
Bureaukratiske slagsmål
Erfaringen tilsiger desværre, at der er risiko for, at et sådant initiativ drukner i de traditionelle diskussioner om ressort eller sektoransvar, der på mørke dage gør nytænkning på Slotsholmen til en by i Rusland. Kort sagt: hvem der har aben.
Når det hertil føjes, at Finansministeriet brygger på at stille krav om, at udviklerne af havvind skal betale til statskassen enten i form af krav om ejerandele til staten eller afgifter, så er der en konkret risiko for, at muligheden lægges i graven, før den overvejes.
Det vil dog være trist, om det blev tilfældet.
For selv hvis vi ikke kan løfte opgaven alene, så burde der være mulighed for at gøre det i et konkret samarbejde med lande som Sverige, Finland og Norge. Det ville være i smuk overensstemmelse med ordlyden i artikel 3 i NATO-traktaten: »Med henblik på mere effektivt at virkeliggøre denne traktats formål vil deltagerne, hver for sig og i fællesskab, gennem stadig og effektiv selvhjælp og gensidig hjælp opretholde og udvikle deres individuelle og kollektive evne til at imødegå væbnet angreb.«
Sagen er jo, at selv hvis Rusland lider endegyldigt nederlag i Ukraine, så ophører Rusland jo ikke med at eksistere.
Rusland vil også i de næste mange år være en kritisk faktor, der vil påvirke de sikkerheds- og forsvarspolitiske rammevilkår for alle nationer i NATO, i Norden og i Østersøområdet.
Derfor er det nødvendigt, at vi finder fælles løsninger til beskyttelse af vores kritiske infrastruktur på havet. Vi skal have etableret et fælles situationsbillede i alle dimensioner – i luften, på havet og under havoverfladen, der kan danne grundlag for det forsvar og den afskrækkelse, som vi i kraft af vores geografiske placering har pligt til at varetage.
Kort sagt: Der foreligger her en konkret mulighed for et dansk initiativ til et offentligt-privat samarbejde, der kan udvikles i en nordisk ramme og tilbydes til resten af vores allierede i NATO og i EU.
Torben Ørting Jørgensen er kontreadmiral (P) og formand for Folk & Sikkerhed.
