VM – Dag 29. Ti af franskmændene var med til at vinde VM 2018, mens ingen i den argentinske trup var født, sidst landet blev verdensmester. Det er finaletid.

Magt over tilfældet

<p>Illustration: Simon Ejbye Schmidt. Kildefoto: Giuseppe Cacace, Scanpix</p> Foto: <p>Illustration: Simon Ejbye Schmidt. Kildefoto: Giuseppe Cacace, Scanpix</p> Foto:
Illustration: Simon Ejbye Schmidt. Kildefoto: Giuseppe Cacace, Scanpix

Hver dag under VM skriver Joakim Jakobsen og Asker Hedegaard Boye om alt det, der sker til slutrunden. Følg med på Weekendavisen.dk/VM og i nyhedsbrevet Bænkevarmer.

Kære Joakim

Vi er få timer fra vejs ende og kan se frem til en finale mellem Frankrig og Argentina. De to finalehold er i sagens natur svære at opponere imod, også selvom jeg ikke abonnerer på flosklen om, at der ikke er noget, som hedder fortjent/ufortjent i fodbold. For det er der!

Det er jo blandt andet derfor, fodboldens fascinationskraft er så enorm: fordi held og uheld spiller med; fordi man faktisk kan føle det som en dæmonisk forbandelse, når ens hold taber, og et gudgivet mirakel, når det vinder. Man kan ikke tabe en tenniskamp ufortjent, men man kan sagtens lide nederlag i en fodboldkamp, man skulle have vundet.

Tag nu for eksempel Marquinhos, den brasilianske midtstopper, der ramte stolperoden og blev skurk i straffesparkskonkurrencen mod Kroatien. Havde han i stedet scoret, mens et par af kroaterne havde brændt, ja, så ville det måske være Brasilien, og ikke Argentina, Neymar og ikke Lionel Messi, der stod i dagens VM-finale.

Nu er Marquinhos' tilværelse i stedet styrtet i grus. Han ligger i en hotelseng i Doha, omgivet af sin nærmeste familie. Han er ikke rejst hjem med resten af det brasilianske landshold, han har det simpelthen for skidt til at rejse nogen steder.

Jamen brasilianeren var da bare ikke god nok under pres, og det var kroaterne. Muligvis, men hvad nu hvis Marquinhos, en af verdens bedste fodboldspillere, bare var hamrende uheldig? Hvad hvis hans normalt så sikre højrefod gled en halv centimeter før sparket, så hans skud endte fem centimeter fra, hvor han ønskede det, på grund af en usynlig ujævnhed i græstørven?

Vi kan godt lide at skrive fodboldens historie med fornuftens pen. Et forsøg på at formulere en kaosteori: Kylian Mbappé møder Messi i eftermiddag, det giver god mening. De seneste ti års bedste spiller mod de kommende ti års bedste. Fortid, nutid, fremtid og alt det der.

Men landsholdsfodboldens store slutrunder er meget mere springende, end vi vil være ved.

Det gør ikke en VM-finale mindre, tværtimod. De to landshold, der har styret bedst igennem tusind sammentræf og tilfælde, står nu tilbage.

Glæder du dig?

Kære Asker

Det er en stor finale. Og du har helt ret: Her har vi de to landshold, som helt enkelt har forvaltet VM-ugerne bedst. Argentina indledte med et choknederlag til Saudi-Arabien, og siden har de følgende fem VM-kampe – med Messis ord – været fem finaler.

Argentina var tvunget til at vinde hver eneste kamp fra anden puljekamp mod Mexico og frem. Disse vilkår har sat holdet under pres, men også fremtvunget en afgørende enighed og en synlig stramhed. Det er et argentinsk landshold, som er skruet forbandet godt sammen til VM-finalen.

Undervejs har landstræner Lionel Scaloni varieret sin formation: 4-4-2, 4-3-3 og 4-3-1-2. Han har sågar hældt Lisandro Martínez ind i en trebackkæde. Altså en yderst pragmatisk mand.

Før semifinalen mod Kroatien udtalte Scaloni til det spanske dagblad El País: »Vi har en tydelig spillestil, bortset fra at vi naturligvis tager højde for modstandernes spillestil og træffer de nødvendige foranstaltninger. Vi har talt med spillerne for at høre, hvordan de føler og tænker. Og vi vil gribe kampen an på samme måde, som vi har gjort det hidtil.«

Det er dette udtryk og disse klare valg, vi igen vil se i finalen i dag: et urværk, et samlebånd bag et geni.

Lidt groft mod den argentinske trup, måske. Men det er jo også en styrke at kunne underordne sig en idé, som virker.

En af Scalonis forgængere på posten, José Pékerman – Argentinas landstræner under VM 2006 – udtalte forleden til Buenos Aires-dagbladet Clarín, at dette landshold har mange styrker og dyder.

»Det er nødvendigt for at vinde Copa América,« sagde Pékerman. »Ud over de individuelle styrker hos spillerne må vi fremhæve sammenholdet plus variationen og udførelsen af de strategier, som trænerstaben har besluttet, endda med stor opbakning fra spillerne.«

Frankrig er rejst gennem VM-ugerne på imponerende vis. Ja, de sendte reserverne ind til et 0-1-nederlag mod de kampberedte tunesere. Resten har været ganske frygtindgydende fra fransk side, endda uden at verden sidder tilbage med et indtryk af, at franskmændene har tømt sig for kraft og ideer, slet ikke.

Jeg har personligt en idé om, at England kunne være nået meget langt, måske finalen, hvis de bare ikke var rendt ind i Frankrig i kvartfinalen. England versus Brasilien? England versus Holland? Det kunne sagtens være endt med engelsk sejr – men ikke mod Frankrig.

I hver kamp har det virket, som om tre gange ti minutter, hvor Antoine Griezmann og Kylian Mbappé virkelig skruer op for tempo og krav, er nok til, at franskmændene sætter sig igennem.

Jeg tror, netop Griezmann får en hovedrolle. Den lille, intelligente franskmand har tidligere været profil i en EM- og en VM-finale. Hans erfaring og ro under det voldsomste pres kan blive afgørende.

Samme rolle får Messi naturligvis for Argentina, der har mange uprøvede kræfter i nøglepositioner: Enzo Fernández og Alexis Mac Allister på midten, Julian Álvarez i front. Spillere, der har spillet fremragende så langt, men som nu mærker det tonstunge pres.

Franskmændene døjer med sygdom i truppen, og landstræner Didier Deschamps må være i tvivl om enkelte spillere til det sidste. Begge hold går ind til det syvende opgør på tre og en halv uge. Det bliver en sej overlevelseskamp.

Vi er også nødt til at nævne de mærkelige sekvenser, hvor franskmændene ser ud til at tænke på helt andre ting end den VM-kamp, de befinder sig midt i. Egentlig meget rørende: som puslingespillere, der får øje på en flyvemaskine midt under stævnet.

I disse perioder har franskmændene i hver eneste kamp givet modstanderne store muligheder. Helt unødvendigt. Vi to overvejede jo heller ikke et sekund at sætte franske midterforsvarere på vores udvalgte VM-mandskab.

Bortset fra marokkanerne i semifinalen har alle modstandere formået at score mod Frankrig, selv de harmløse danskere. Og Marokko havde vel fire-fem forsøg og situationer, hvor de kunne have straffet franskmændene.

Keeper Hugo Lloris udtalte også til Fox Sports: »For at være ærlig, så måtte vi slide i det, specielt i anden halvleg. Vi blev trykket for langt ned.«

Nu gik det godt for franskmændene. Men en skandinavisk ekspert i forsvarsspil, Norges tidligere landstræner Egil »Drillo« Olsen, var langtfra imponeret, da han kommenterede semifinalen i norsk radio.

»Jeg er meget forundret over det forsvarsspil, jeg ser fra fransk side. Det er virkelig dårligt. Der er hverken struktur eller pres på boldholderen. Det er en skidt kombination,« sagde Drillo på NRK.

»Frankrig går fortjent nok i finalen, men de har ikke imponeret mig. De har afsløret store svagheder defensivt. Jeg vover at holde Argentina som svag favorit.«

Jeg vil nødig være uenig med Drillo, og jeg hører dine indvendinger, men jeg tror alligevel mest på Frankrig.

Ti franske spillere var med til at vinde VM 2018: Hugo Lloris, Benjamin Pavard, Raphaël Varane, Antoine Griezmann, Ousmane Dembélé, reservekeeperne Steve Mandanda og Alphonse Areola, Kylian Mbappé, Lucas Hernández og Olivier Giroud.

Disse kan med en sejr over Argentina skrive sig ind i en eksklusiv klub af spillere, der har vundet to VM-titler. Klubben har i forvejen 20 medlemmer (foruden Pelé, der som den eneste har vundet tre), heriblandt kun fire europæere, nemlig italienerne Giovanni Ferrari, Guido Masetti, Eraldo Monzeglio og den store Giuseppe Meazza (alle 1934-38).

Mbappé, der fylder 24 på tirsdag, blive den yngste dobbelte verdensmester siden 21-årige Pelé i 1962.

Ingen i den argentinske trup var født, sidst landet vandt VM i 1986. Kun Messi har stået i en VM-finale før – i 2014.

Jeg tror, den erfaring bliver afgørende i dag.

Men Lionel Messi spiller sin VM-kamp nummer 26 og overgår dermed Lothar Matthäus. Og det er Messi, det handler om for argentinerne.

24 minutter inde i finalen vil han også overhale italienske Paolo Maldini med flest spillede VM-minutter.

Med en enkelt scoring eller assist i finalen går Messi alene til tops med 20 VM-mål/oplæg. Lige nu ligger han side om side med tyske Miroslav Klose og brasilianske Ronaldo med 19 (reelt ligger Pelé nummer et med 22 VM-mål/assists, men den strikte opregning går kun tilbage til VM 1966).

Anden forbløffende talkunst: Messi er den eneste spiller, som har leveret måloplæg i fem VM-udgaver – nærmeste konkurrenter ligger på tre. Og han er den eneste spiller, som har scoret VM-mål som teenager, i 20erne og i 30erne.

I denne sammenhæng vil jeg gerne nævne en helt irrelevant, men ganske bevægende kendsgerning, som José Samano, fremtrædende skribent på El País, præsenterede før Argentinas semifinale mod Kroatien.

Nemlig: 1. marts 2006 spillede Argentina en testkamp på St. Jakob-Park i Basel. Argentinerne skulle varme op til VM 2006 i Tyskland og fandt en egnet europæisk modstander i Kroatien.

Der var 13.138 tilskuere, og de færreste af disse schweizere blandet med en del kroater og nogle få argentinere anede, hvilken historisk pragt de gik ind til: Luka Modrić fik landsholdsdebut, og Lionel Messi scorede sit første landskampmål.

Wauw, sikke et vingesus!

Alt dette ville have været en udelt fornøjelse, en ufortyndet glæde at være med til, hvis VM 2022 ikke var foregået i Qatar. Det har været ét stort svineri. Og efter min mening har vi alle – ved at se med og ved at skrive om det – stået i ledtog med FIFA.

Som Minky Worden, chef for globale tiltag i Human Rights Watch, i går skrev på organisationens hjemmeside om FIFAs fromme menneskeretsprædikener: »Alt for hyppigt har FIFA valgt side til fordel for de velhavende VM-værter i Qatar og mod de mest sårbare.«

FIFA havde valgt den qatarske dommer Abdulrahman Al-Jassim til bronzekampen, og det viste sig ikke overraskende at være en jammerlig (politisk) beslutning. Efter kampen var de tabende marokkanere rasende over Al-Jassims præstation, og i spillertunnelen gik holdets stjerneback, Achraf Hakimi, løs på FIFA-præsident Gianni Infantino.

Hakimi stillede sig ifølge øjenvidner få centimeter fra Infantino og overfusede ham. Flere journalister på stedet beretter, at FIFAs medarbejdere forsøgte at sikre, at optrinnet ikke blev foreviget på film.

»Det er anden kamp i træk, du gør det her mod os. Hvad er der galt med dig?« råbte Hakimi ifølge SVTs Johan Kücükaslan, der har tweetet om episoden.

Også Marokkos tusinder af fans var lydeligt utilfredse med FIFA og dommer Al-Jassim. Under bronzekampen på Khalifa Stadion lød et taktfast råb fra tribunerne: »FIFA-mafia! FIFA-mafia! FIFA-mafia!«

Finale kl. 16 på DR1

Argentina – Frankrig