Fornøjelsen ved at dyrke, høste og sanke selv kan kun vanskeligt gøres i penge, men med sikkerhed kan man konstatere, at fødevareprisernes voldsomme stigning i år har øget lønsomheden i havedyrkningen ganske betydeligt. I forvejen er avlen i små og store haver til folks og familiers egen forsyning noget nær den mest bæredygtige fødevareproduktion, der tænkes kan. Det er forbløffende, hvor meget der egentlig kan høstes på selv ret få kvadratmeter veldyrket jord og i et lille, uopvarmet drivhus. Nytteværdien pr. arealenhed er helt i top og energiforbruget i bund; der er ikke meget køreri og fragten omkring med varer og materialer eller maskinindsats i øvrigt, ingen eller meget lille anvendelse af sprøjtegifte, lavt forbrug af plastic og emballage, et minimalt madspild og udstrakt brug af kompostering – samtidig med at der er levesteder og rum for mange flere vilde arter i haverne end på de industrielt dyrkede arealer.

Glæden ved dyrkningen, høsten og sankningen bliver ikke mindre af følelsen af og bevidstheden om at gå højtiden og vinteren i øvrigt i møde med gode forråd; det er en nærmest arketypisk glæde, der givetvis er fælles med alle såkaldt »lavere jægere og samlere« og bønder gennem tiderne.