Hver dag under VM skriver Joakim Jakobsen og Asker Hedegaard Boye med hinanden om alt det, der sker til slutrunden. Følg med på Weekendavisen.dk/VM og i nyhedsbrevet Bænkevarmer.
Kære Asker
Jeg talte engang med Franz Beckenbauer, fyrsten af Bayern München og die Nationalelf i 1970erne. Det foregik på et hotel i Frankfurt i 2005, et år før VM i Tyskland, hvor Beckenbauer var formand for den tyske organisationskomité. På P-pladsen foran hotellet holdt en blåsort sponsor-Audi med nummerpladen MFB-WM-2006. Det indledende M stod for München.
På pressemødet med et stort antal journalister fra europæiske lande sagde Beckenbauer flere interessante ting. Blandt andet var han bange for, at teknologisk dommerhjælp ville ødelægge grundlæggende rigdomme i fodbolden.
Vi journalister havde fået formaninger om, at vi kun måtte stille spørgsmål om tyskernes kommende VM. Men da udspørgningen var slut efter halvanden time, og en del reportere ikke kunne stå for fristelsen til at lade sig fotografere med den store Beckenbauer og VM-pokalen (som viste sig at være en kopi), listede jeg hen på siden af den dengang 59-årige storhed, viril og solbrændt.
Jeg var nemlig ved at skrive en bog om det danske 80er-landshold og VM i Mexico i 1986: »Ich bitte um Verzeihung, Herr Beckenbauer …« Et par spørgsmål om VM 1986? Han så først brysk på mig, men trådte så til side fra fotograferingen.
Beckenbauer var tysk landstræner under VM i Mexico og fik med en finaleplads mod Argentina og Diego Maradona genrejst det vesttyske landshold efter skændsel på skændsel ved VM 1982 og en meget sølle deltagelse i EM 1984. Manden var med andre ord ikke uvillig til at drøfte netop VM 1986.
Jeg nævnte, at der i Danmark – selv efter to årtier – florerede teorier om, at tyskerne med vilje havde tabt 0-2 til Sepp Pionteks mandskab i den sidste puljekamp i Mexico. Formålet skulle være at undgå Spanien i ottendedelsfinalen. I stedet mødte Vesttyskland da også som gruppetoer overraskelsen Marokko.
»Ja, jeg har godt hørt om det,« sagde Franz Beckenbauer. »Det er det værste vrøvl.«
Det var også en mærkelig påstand. Tyskerne føg frem over banen i Querétaro og indledte en decideret kanonade mod Lars Høgh, som leverede en formidabel bedrift i det danske mål, nok slutrundens bedste keeper-præstation.
Mod slutningen satsede Beckenbauer så hårdt for at indhente den danske føring, at han i de sidste 20 minutter spillede med tre deciderede forwards – Rudi Völler, Klaus Allofs, Karl-Heinz Rummenigge – plus den hvirvlende offensivkraft Pierre Littbarski.
»Danskerne var et af de allerstærkeste mandskaber overhovedet på verdensplan. Vi tabte 0-2 til dem, og det var vel at mærke vores bedste kamp i hele turneringen. Det var mod Danmark, vi spillede bedst og ydede mest. Danskerne var os bare overlegne. Sejren var helt fortjent. Jeg havde forventet mig mere af dem senere i turneringen. Ja, jeg var faktisk overbevist om, at de ville gå hele vejen.«
Beckenbauer tænkte et øjeblik tilbage på danskernes nærmest ubegribelige VM-exit mod Spanien i ottendedelsfinalen: »De blev überheblich.« For en efterkrigstysker som Beckenbauer rummede denne glose en dræbende dom: at danskerne blev overmodige, arrogante, følte sig hævet over løjerne.
Asker, jeg fortæller denne historie, fordi Danmarks 0-0-indsats mod Tunesien i tirsdags piner mig. De danske spillere var ikke klar, og de smilede storebroragtigt ad deres vildt kæmpende modstandere.
Dette landshold er ombølget af så stor hengivenhed i hele kongeriget, så dyb velvilje. Og så lader det til, at disse nationens elskede sønner endnu en gang er grebet af den danske syge. De danske spillere virkede faktisk überheblich mod Tunesien.
Det går ikke mod Frankrig i eftermiddag.
Det var nemlig dén fornemmelse, man sad med: Tunesien med spillere fra Brøndby og OB, fnys, hvad kan de? De kunne en hel masse, og det kunne danskerne ikke. Den danske åbningskamp var som at blive katapulteret tilbage til de sidste fire-fem år med Morten Olsen som landstræner.
Også dengang var vi så fornemme, at vi glemte at spille fodbold. Vi var jo sådan lidt lækkerhollandske og Barcelona-agtige, så hvorfor overhovedet anstrenge sig mod de mindre og usexede modstandere? Så tabte landsholdet til Armenien, Makedonien, Slovakiet, Skotland og Rumænien og spillede uafgjort mod fodboldafmagter som Albanien og Bulgarien.
Dette hovne selvbillede blev vi heldigvis befriet for af en nordmand, Åge Hareide, og også i Kasper Hjulmands første par år har landsholdet været overraskende nøgterne. Men mod de hårdt kæmpende tunesere viste den gamle uvane pludselig sit pyntede ansigt. Der skal vi ikke hen igen.
Mod Frankrig er der næppe nogen risiko for selvovervurdering. De er på papiret bedre på alle positioner, hvorfor vi skal håbe på, at vi har en smartere landstræner, end de har. Det er et spinkelt, men ikke udsigtsløst håb.
Den franske landstræner, Didier Deschamps, har bygget sit navn og landsholdets renommé og succes på en tempereret, nærmest kedelig stil. Han har nogle af verdens bedste spillere til rådighed – også selvom folk som Karim Benzema, Paul Pogba og N'Golo Kanté er ude af VM med skader – men insisterer stædigt på, at ingen skal vise sig unødigt frem.
Deschamps' forbillede er det ligeledes stjernespækkede og afbalancerede Frankrig, han selv var anfører for omkring årtusindskiftet, og den tilgang har indtil videre givet EM-sølv på hjemmebane i 2016 og VM-guld i Moskva i 2018.
Risikoen for franskmændene er, at de binder sig for stramt. At de glemmer at spille sig ud. Kylian Mbappé er, måske sammen med norske Erling Haaland, verdensfodboldens vildeste kraft. Når han sætter i sine glødende løb, er han på en anden planet. Han skal have lov.
Jeg tror stadig ikke på, at Frankrig bliver den første nation til at genvinde VM-titlen siden brasilianerne i 1962, men mod danskerne vil de ikke savne sult. Nederlagene i København og Paris i Nations League tidligere i år nager helt åbenlyst verdensmestrene.
Forventer du taktiske ændringer på det danske landshold?
Jeg forventer, at Hjulmand vil gøre det, han har gjort så godt i sin tid som landstræner: Indretter sig mere efter modstanderen, end han tør indrømme i offentligheden. Frankrig spillede med tre forsvarsspillere mod danskerne i de to kampe i juni og september, men i den første kamp ved VM mod Australien stillede man op med fire.
Dertil kom, at Ousmane Dembélé til højre og Mbappé til venstre lå helt bredt i offensiven. Det betød, at begge flanker med støtte fra de to offensive backer, Benjamin Pavard og Theo Hernández, var særdeles velpolstrede. Fire hyæner i evig boldjagt.
Det ville derfor være dansk selvmord at stille op med samme trebackkæde som mod Tunesien, også selvom vores wingbacks, Rasmus Kristensen og Joakim Mæhle, er blandt VMs mest løbestærke. Vi vil blive overløbet fra start til slut.
Hjulmand er nødt til at skifte til fire forsvarere, og så er spørgsmålet jo, hvem af de tre centerbacker – Andreas Christensen, Joachim Andersen og anfører Simon Kjær – der må en tur på bænken, eller om Andersen skubbes ud på højrebackpositionen, og Kristensen dermed trækker sorteper.
Hvorom alting er, vil vi endnu en gang se det danske landshold rette ind og tage notits af modstanderen og de faktiske forhold i boldindustrien. Heldigvis da.
Mens vi skriver til hinanden, afvikler Tunesien og Australien deres puljekamp. Nå, nu scorede Australien dæleme til 1-0. Fint for Danmark.
Men man tager sig til hovedet: masser af hjerte og vilje, masser af kollisioner, ingen sammenhæng, primitive spillere over hele banen. Hvordan i alverden kunne Danmark sætte point til mod dette tunesiske landshold?
Fordi de var bedre mod Danmark, velsagtens. Men du har da ret – kampen mellem Tunesien og Australien viser, hvor fordelagtig en gruppe Danmark er havnet i. Et fransk hold, der vinder over de to andre, og to øvrige modstandere af yderst begrænset kvalitet, som kun har deres store dunkende hjerter at fæstne lid til. Det kunne vist ikke have været meget bedre, vel kun hvis man havde trukket de polerende og tyndbenede qatarer, der igen fredag lignede et spansk U14-hold.
Åh, nej, Taha Khenissi er ved at rykke igennem det australske forsvar. Og så en truckertackling af den skotskfødte kæmpe Harry Souttar. Godt. Og FC København-keeper Matt Ryan holder pertentlig orden foran sin målstreg. Tingene går Danmarks vej.
Dagens kampe i Gruppe C – Argentina mod Mexico og Polen mod Saudi-Arabien – har pludselig fået større betydning. Før Argentinas nederlag til Saudi-Arabien var det overordentlig efterstræbelsesværdigt at opnå førstepladsen i Danmarks pulje D. Så ville man undgå vinderen af Gruppe C, hvilket Argentina så ud til at være forudbestemt til.
Nu er der i sagens natur flere mulige udfald af puljekampene, hvor argentinerne kan sætte førstepladsen over styr. Nummer to i Danmarks pulje kan eventuelt stå med Saudi-Arabien som modstander. Eller Polen eller Mexico.
Dette burde være et ekstra incitament for danskerne i dag. Spillerne burde dreje hovederne mod vinden og vejre en gunstigere vej frem. En pludseligt opstået mulighed, en ekstra chance.
Ha! Nu er den anden puljekamp slut: australsk 1-0-sejr. Virkelig gunstigt for Danmark. Alt i alt bør blodet bruse i de danske spillere.
Ja, for søren, og dermed en helt, helt anden indstilling end det opblæste ikkespil mod Tunesien.
Jeg vil være dybt taknemmelig for et hårdt tilkæmpet 0-0-resultat. Hvordan tror du, det går?
Det tror jeg ikke er noget dårligt bud. Efter Australiens hårdt tilkæmpede og lidt heldige sejr over Tunesien kan vi konstatere, at fodboldguderne igen er uhyre venligt stemte over for Danmark. Akkurat som da russerne slog Finland i anden spillerunde i danskernes Gruppe B ved sidste sommers EM – og dermed gav Danmark mulighed for at bringe sig videre med en sejr over Rusland i sidste kamp.
Noget lignende er under opsejling i disse timer, for nu kan selv et snævert dansk nederlag i dag til Frankrig – helst ikke på mere end ét mål – bane vejen for et favorabelt scenario i sidste spillerunde:
Dansk sejr over Australien, og vi er i ottendedelsfinalen, medmindre Tunesien slår et Frankrig, der har alt at spille for, med et par mål, hvilket næppe sker. Det er jo helt vildt!
Bare én lille tunesisk scoring i dag og et dansk nederlag til Frankrig ville have betydet, at tuneserne og franskmændene, der i så fald ville være sikre på førstepladsen, kunne have sendt Danmark hjem med en tunesisk sejr i sidste kamp.
Kvalitetsmediet Trends har i de seneste uger afdækket, hvad der er op og ned i sagen om det iøjnefaldende kontingent af bordeauxrøde Qatar-fans bag det ene mål, der som nogle af de få ikke har følt trang til at udvandre, når deres landshold igen er ved at tabe en VM-kamp.
Ifølge Trends, der dækker geopolitik, kultur og økonomi i de arabisktalende lande, er der tale om unge arabiske mænd og kvinder fra blandt andet Libanon, som betales ganske godt for at heppe på Qatar.
Trends er kommet i besiddelse af en invitationsskrivelse, der viser, at den qatarske sportsskole Aspire Academy betaler hver cheerleader op mod 800 dollar – foruden flytransport, indlogering og diæter. Det eneste, de tilrejsende skal mønstre, er et gyldigt pas og tre covid-vaccinationer.
De første tilrejsende ankom allerede til Doha 16. oktober og har gennemgået et minutiøst træningsprogram, der skulle skærpe deres klappen og hujen på stadion.
Tunesien – Australien kl. 11: 0-1
Polen – Saudi-Arabien kl. 14 på DR1
Frankrig – Danmark kl. 17 på TV 2
Argentina – Mexico kl. 20 på DR1
