VM – Dag 11. Klasseforskel og dyb tradition vil i dag afgøre Danmarks puljekamp mod Australien. Forhåbentlig da.

Slagsmål med solbrændte skotter

<p>Kildefoto: Natalia Kolesnikova, Scanpix</p> Foto: <p>Kildefoto: Natalia Kolesnikova, Scanpix</p> Foto:
Kildefoto: Natalia Kolesnikova, Scanpix

Hver dag under VM skriver Joakim Jakobsen og Asker Hedegaard Boye med hinanden om alt det, der sker til slutrunden. Følg med på Weekendavisen.dk/VM og i nyhedsbrevet Bænkevarmer.

Kære Asker

I Australien trækker man vejret dybt og gør sig klar til kamp. På Østkysten er det lige nu aften, klokken 20, mens vi i Danmark ser ud i den grå formiddag ved 10-tiden.

I australske medier huskes folk på, hvem de er: en sammenbragt familie i et stort, karrigt og vanskeligt land. Folk, der er vant til at stå imod og fight it out.

Mens jeg sidder og læser australske medier, blinker nyhedsflash: »De seneste varsler om oversvømmelser« og »Bush-brand antændt af lyn truer liv og ejendomme i det sydlige Western Australia«.

I en smuk artikel på australsk public service, Australian Broadcasting Corporation (ABC), indfanger Samantha Lewis nationens ånd og karakter, som den var indkapslet i 1-0-sejren over Tunesien, landsholdets første VM-sejr i 12 år.

Alene sceneriet på stadion i Qatar var et billede på modgang, som skulle overvindes: »De tunesiske fans overgik klart det medrejsende australske kontingent, nok 20-1, og deres hvinende fløjter og gjaldende råb trængte de små pletter af gult og grønt helt ud af lydbilledet.«

Lewis så, hvordan lyden forplantede sig til det tunesiske landshold og kampbilledet: »Det var, som om de 11 spillere omsatte energien fra deres larmende nation, der sang dem frem, til noget fysisk og håndgribeligt: De anvendte deres kroppe som rambukke for at udsætte the Socceroos for det samme, som deres tilhængere havde gjort i kampens indledning, da de trængte frem fra alle sider som vægge af kvælende larm.«

Men australierne holdt skansen, trak vejret i en kollektiv afværgeaktion.

»Det var dem allesammen. Det var Aaron Mooys og Jackson Irvines utrættelige løb gennem midtbanen. Det var Mat Ryans akrobatiske redninger og hans boksestød over de hvide bjergtoppe af tunesiske trøjer. Det var Craig Goodwins og Mat Leckies lægkrampespurter, Riley McGrees kraft og køterslagsmål, Aziz Behichs og Fran Karacics forslåede kroppe, kastet ned foran hver en bold.«

Det er dette menageri af sammenhold og muskler, som det danske landshold står over for i den afgørende puljekamp i dag klokken 16 dansk tid. Ingen forfinelse, ingen overlegen boldomgang. Og australierne er stolte af det.

Og så alligevel. Australiernes sejrsmål blev sat ind med forbavsende ynde, da den store forward Mitch Duke midt i det tunesiske felt, ud for forreste stolpe, steg til vejrs og drejede en luftbold ind i nettet ved foden af fjerneste stolpe.

»Målet. Målet, som allerede er gledet ind i australsk fodboldfolklore,« skriver Samantha Lewis og fokuserer på sekundet, da Duke lettede fra græstæppet.

»Et spring af lige dele tro og begær, inspireret af det nærmest eksistentielle behov for altid at løbe længere, hoppe højere, kæmpe hårdere, som kendetegner dette hold.«

Med andre ord: Det er sådan, vi er, vi australiere.

Resten af kampen var én lang, fælles forsvarsaktion omkring det australske felt. Og en sindsoprivende situation i det 83. minut udløste et endnu større brøl end ved scoringen fra de grøngule klumper af australske fans.

Den tunesiske angriber Taha Yassine Khenissi snuppede bolden ved en klodset aktion af den unge forsvarer Kye Rowles og havde nærmest frit løb mod mål.

Samantha Lewis: »Rowles vendte sig om og forventede at se Tunesien udligne og dermed begrave Australiens VM-drømme. Hvad han i stedet så, var Harry Souttar, alle 198 centimeter, løsne sig i skulderpartiet og strække sig i sit løb, mens han buldrede over banen og nærmede sig den hurtige tuneser for hvert galaktisk skridt.«

Og så var Souttar pludselig i ryggen på Khenissi, i en arms afstand.

»Intet var så kendetegnende – for en spiller, for et hold, for en kamp, for et øjeblik – som det, der nu skete,« fastslår Samanatha Lewis.

»Souttar tordnede frem mod Khenissi, og med næsten firedimensionel timing kastede han sin kolossale krop mod angriberen og dukkede op på den anden side med bolden.«

Og så kom det, lyden af australierne: »Det var et brøl, der føltes, som om det blev båret frem over havet fra en nation, der havde samlet sig omkring tv-apparater og i offentlige rum over hele Australien for at se dette hold skrive historie, her og nu.«

Det er denne samlede kraft, Danmark står over for i dag. Et fodboldland, der har lært at glædes over lidt, men uden at være tynget af komplekser.

Danmark og Australien har begge deltaget i seks VM-slutrunder. Australien var første gang med ved VM i 1974, og siden har de såmænd kvalificeret sig til de seneste fem slutrunder.

VM 2006 i Tyskland blev et nationalmytologisk højdepunkt, da et stærkt landshold med Middlesbrough-keeper Mark Schwarzer, Middlesbrough-forward Mark Viduka og Liverpool-wing Harry Kewell avancerede fra gruppespillet, hvor Kroatien og Japan blev slået ud. Den fine midtbanespiller Tim Cahill fra Everton satte Australiens første VM-scoring ind mod Japan. Eventyret sluttede med 0-1-nederlag i ottendedelsfinalen til de kommende verdensmestre fra Italien.

Australierne er udmærket klar over, at 2022-mandskabet langtfra er på samme niveau. Ti af spillerne var dog med ved OL i Tokyo i 2021, hvor det blev til en meriterende 1-0-sejr over Argentina.

Men nationen fryder sig over, at håbet stadig lever i tredje puljekamp mod Danmark. Landstræner Graham Arnold, der var assistent for Australiens hollandske landstræner Guus Hiddink under VM 2006, forklarede i går til ABC:

»Når man sidder og lytter til spillerne nu, også under frokosten, så taler denne generation om at efterligne 2006-holdet og opnå de samme resultater, som de sad og så på som tiårige.«

Med bare uafgjort mod Danmark kan Graham Arnold blive den første australske landstræner til at føre the Socceroos videre fra puljespillet. Men det kan også blive Arnolds sidste kamp i spidsen for landsholdet. Han har meddelt, at han trækker sig efter VM-slutrunden.

»Jeg er her bare i de her uger for at hjælpe nationen og hjælpe drengene med at opfylde deres drømme. Det har været en fantastisk rejse. Men vi er et hold, der arbejder under devisen 'mange rejser, én trøje', så det er ikke overstået endnu.«

Asker, de er altid så sympatiske, disse australiere. Og de kan slås som et helt øltelt på Hjallerup Marked. Men please, fortæl mig, at det slet, slet ikke rækker mod Danmark i eftermiddag …

Kære Joakim

Ok. Det rækker slet ikke. Lige så rørende de australske outback-underdogs er som nationalkulturel markør, lige så begrænsede er de altså i spillet ude på græsset. På fodboldbanen er australierne at regne for solbrændte skotter.

Det er sandt, at dette Australien er væsentlig ringere end 2006-udgaven, der ud over den stamina og vilje, som åbenbart overleveres i dåbsgave på de kanter, havde flair og fantasi – og vigtigst: erfaring fra de største klubturneringer. 13 måneder før VM 2006 i Tyskland var Australiens store stjerne Harry Kewell med til at vinde Champions League med Liverpool i den legendariske finale mod Milan. Det nuværende hold har ingen i nærheden af det niveau.

Indimellem – og det kan være vigtigt at understrege, fordi det internationale toptrænerkartel gerne vil have os til at tro det modsatte – handler fodbold ganske simpelt om, hvem der har de bedste spillere. Og en sådan kamp tror jeg, Australien-Danmark vil blive.

Vi har i Kasper Schmeichel en af Europas 15 bedste målmænd de seneste ti år – de har Superliga-keeperen Matt Ryan.

Vi har Barcelona-forsvareren Andreas Christensen og  Joachim Andersen, der er blevet handlet for 42 millioner euro de seneste tre år – de har Harry Souttar fra Stoke og Kye Rowles fra Hearts.

På midten har vi Pierre-Emile Højbjerg og Christian Eriksen, to af Premier Leagues bedste – de har 32-årige Aaron Mooy, som var ret god for tre-fire år siden, og Jackson Irvine fra den næstbedste tyske fodboldrække.

Vi er ikke helt tilfredse med vores skiftende fronttrioer, som dog får spilletid på glimrende adresser i La Liga, Bundesligaen og Premier League – de har et par elskelige fyre fra den hjemlige, australske turnering og denne Duke, som til daglig scorer mål for en japansk andendivisionsklub …

Australierne vil komme med alt, hvad de har, men det er ikke meget mere end muskler og hjerte. Landsholdsfodbold og især slutrunder giver mere plads end klubfodboldens kapitalregime. Men klokken lidt i seks, dansk tid, slutter Australiens VM.

Før Frankrig-matchen fokuserede vi naturligt nok på det danske forsvar, om der skulle tre eller fire mand i bageste kæde. Hvad ser du for dig i denne omgang?

I dag synes jeg, det giver mening at beholde den trebackkæde, der mod bedre modstandere mest ligner en femback, men som mod Australien bør kunne skubbes højt op. Således vil både vores backs og offensive wings kunne lægge skiftende tryk på australierne, som jeg ikke forventer kan holde stand mere end en halv times tid. Dog er de danske spillere nødt til at forstå, at dette er et VM. Og – som tidligere nævnt på denne plads – de, der ikke vil det nok, stryger hjem.

Opgøret er i den forstand en VM-klassiker helt på linje med Canada og Kroatien i søndags: Mødet mellem på den ene side et enormt land, kendt af ethvert barn på kloden, men så lille på fodboldbanen, at man er nødt til at bringe al tænkelig gejst og engagement – og så et ganske lille land, der har så fine traditioner, at vi vigter os af vores særlige stil og tilgang.

I søndagens kamp kom de behjertede, men frygtelig fodboldfremmede canadiere foran efter blot et minuts spil, hvorefter kroaterne imidlertid åd sig tilbage i opgøret. Minut for minut blev de bedre og bedre, takket være al den opsparede kløgt og vane, der findes i rigtige fodboldnationer som Kroatien og Danmark. Jeg forventer mig et lignende kampbillede i dag.

Vi må vel også forlange, at vores midtbane sætter sig ganske solidt og hovent på spillet. Boldfaste folk som Pierre-Emile Højbjerg og Christian Eriksen bør kunne fastholde spillet helt fremme ved det australske felt.

Netop. Begge er jo markant bedre end deres direkte modstandere. Det er den engelske Premier League mod det skotske Premiership, og den duel bør førstnævnte vinde stort.

Med tanke på australiernes slugger-kvaliteter kan jeg blive lidt bekymret for en anden halvleg, hvor det stadig står 0-0, og hvor det kommer til korporligheder.

Højbjerg elsker det, men Thomas Delaney er rejst hjem med en skade, og Christian Nørgaard er ikke helt i kamptræning. Imens sidder Philip Billing i Bournemouth og ærgrer sig over, at han ikke blev udtaget til den danske trup. Hvem skal hjælpe Højbjerg?

Det tror jeg ikke, du skal bekymre dig om. Eriksen scorer i første halvleg på et drøn fra feltets kant, og så går den kamp helt af sig selv: Australierne vil vælte ubehjælpeligt rundt i Danmarks tre- og firkanter. Hvor er din optimisme henne, gode ven?

Jeg ved det ikke. Den er helt borte. Jeg føler mig sandblæst for tro og håb.

Men ok, det danske spil skal holdes højt oppe på banen i dag. Hvilken frontkæde ser du for dig?

Jesper Lindstrøm, fordi han tør mest. Kasper Dolberg, fordi han er en bedre afslutter end Andreas Cornelius (vi kommer til mange afslutninger), og Mikkel Damsgaard, som snart skal til at vise noget.

Godt, lad os komme i gang.

Jeg bryder mig ikke om at anvende dette ord, og jeg vil kun sige det denne ene gang, for jeg ønsker ikke at give selve ordet større vægt, men det var meget elitært, orientalistisk og til en vis grad racistisk.

Chefen for den qatarske VM-komité, Hassan Al-Thawadi, kritiserer britiske BBCs VM-dækning og især kommentator Jürgen Klinsmanns omtale af Irans optræden mod Wales. Al-Thawadi retter også skarp kritik mod studievært Gary Lineker for at være forudindtaget mod Qatars værtskab. På den britiske radiokanal TalkSPORT.

Australien – Danmark kl. 16 på DR1
Tunesien – Frankrig kl. 16 på DR2
Saudi-Arabien – Mexico kl. 20 på TV 2 Sport X
Polen – Argentina kl. 20 på TV 2