Hver dag under VM skriver Joakim Jakobsen og Asker Hedegaard Boye med hinanden om alt det, der sker til slutrunden. Følg med på Weekendavisen.dk/VM og i nyhedsbrevet Bænkevarmer.
Kære Asker
En uvenlig kulde bider i Danmark, og det sidste sølle løv rives af de stakkels træer. Og nu skal vi se VM-kampe fra Qatar.
Intet er som vanligt. Ingen brøl fra åbentstående vinduer, ingen sommerregnskyl midt under en kvartfinale, ingen storskærmsfestivaler med en lykkelig masse af berusede, unge mennesker.
Omvendt skal for eksempel argentinerne følge VM i uvant sommervarme – lørdag var der over 30 grader i Buenos Aires. Og i Qatar byder VM-værterne publikum velkommen med 15.000 overvågningskameraer og riot police hyret fra Pakistan.
Kære Joakim
Det burde jo ikke komme bag på os, men det er ikke muligt at holde en fest i en totalitær stat. Fest kræver individualitet og spontanitet, og i en totalitær stat er individualitet og spontanitet som bekendt trusler mod den herskende orden. Alt bliver en politisk handling: Hvad du drikker, hvem du kysser.
Det er derfor, dette VM vil føles som én lang politisk forhandling. Det skyldes ikke, at vi vesterlændinge kommer og politiserer, men at Qatars uhyggelige elite ikke er i stand til at tænke en tanke, som ikke er totalitær.
FIFA-præsident Gianni Infantino skrev forleden til alle medlemslande, at nu måtte det være nok med alt det brokkeri over Qatar som VM-vært. Nu skulle vi alle fokusere på det smukke fodboldspil, formanede han.
Men er det ikke et idiotisk udtryk for svaghed, at Infantino rykker ud med en sådan melding på vegne af en diktaturstat? Han ved jo udmærket, at han bestyrer en enorm kraft – verdensfodbolden – som griber og styrer publikum, så snart løjerne sættes i gang i dag.
Svaghed i tanken, jo. Men også en formidabel kynisme, som han fortsatte ubekymret i sin famøse tale lørdag i Doha. Han sagde blandt andet: »I dag føler jeg mig qatarsk. I dag føler jeg mig arabisk. I dag føler jeg mig afrikansk. I dag føler jeg mig gay. I dag føler jeg mig handicappet. I dag føler jeg mig som en migrantarbejder.«
Infantino fremhævede også, at han selv har kendt til diskrimination: »Jeg blev mobbet som dreng, fordi jeg havde rødt hår og fregner.« Og han mente, at det arrogante Europa burde se sig selv i spejlet: »Når man tænker på, hvad europæerne har foretaget sig i verden de seneste 3.000 år, så burde vi undskylde for de 3.000 år, før vi giver andre en morallektion.«
Infantino løfter lige whataboutism til et nyt niveau, men siger egentlig ikke andet, end landstræner Kasper Hjulmand sagde for nylig i et interview i Jyllands-Posten.
Ja, den fremtrædende sydafrikanske journalist og forfatter Melissa Reddy kommenterede Infantinos tale på Twitter: »En enestående indsats af Gianni Infantino for at se, hvor mange absurde, krænkende, vildledende, forkvaklede og helt igennem respektløse udsagn han kunne mase ned i en enkelt tale.«
Og sportsredaktør Henry Winter på The Times: »Gianni Infantinos vanvittige monolog fik King Lear til at fremstå afbalanceret.«
Men glæder du dig overhovedet, Asker?
Til det sportslige? Det er svært at mobilisere en glæde ligefrem. Er det ikke dig, der har kaldt Qatar 2022 for fodboldens Harvey Weinstein-øjeblik?
Det er virkelig godt sagt, for det er jo sådan, det er: Det er ikke længere muligt at påberåbe sig en sportens autonomi, hvilket ikke er det samme som, at spillet på banen ikke kan stå på egne ben som menneskelig repræsentation og præstation – og tilmed være den vidunderlige lup, hvorunder vi kan forstå os selv og verden.
Men det kræver, at sporten også er andet end politik. Og det kan den for mig at se ikke være i et totalitært værtsland som Nazityskland, Nordkorea, Saudi-Arabien eller Qatar.
Jeg håber på, at vi i løbet af den næste måned vil opleve et »Jesse Owens-øjeblik«, hvordan et sådant end ser ud …
Men vi må jo hellere gøre, som Infantino siger, og koncentrere os om fodbolden. Åbningskampen Qatar-Ecuador i aften?
Pyha, du er en hård mand, Joakim. Jamen, jeg var i Moskva til åbningskampen mellem Rusland og Saudi-Arabien ved VM 2018. Jeg sad ikke langt fra Vladimir Putin, Gianni Infantino og Mohammed bin Salman, der smilede og trykkede hånd. Jeg har aldrig set et fodboldhold være så desinteresseret som det saudiske, der endte med at tabe 0-5. Et lignende scenario håber jeg ikke, vi ser senere i dag.
Åbningskampen i aften skulle jo være en dejlig, mellemfolkelig parade, helt lugtfri, bortset fra Infantinos og sheikernes eau de toilette. En airconditioneret brise af en sportsfest. Og så tweetede Amjad Taha, leder af tænketanken Det Britiske Center for Mellemøststudier, i torsdags: »Qatar har bestukket otte ecuadorianske spillere med 7,4 millioner dollar for at tabe åbningskampen.«
Ifølge Amjad Taha indebærer aftalen en nydelig Qatar-sejr på 1-0 efter scoring i anden halvleg. Taha skriver, at han håber, at det er falske forlydender, men hævder samtidig, at fem velinformerede kilder fra begge lande har bekræftet historien.
Svært at overskue troværdigheden, men dette understreger jo bare det barokke i Infantinos formaning: Dette er den internationale fodbold-stratosfære, som han præsiderer over, fuld af korruption og guldpissoiraftaler. Det er rent faktisk dette, han beder os om at fokusere på.
Jamen, det er jo komisk, hvis ikke det var tragisk! Man må dog heller ikke være blind for, at også Amjad Taha, der er bahrainsk statsborger, kan have en dagsorden. Alting er mudret, og misinformationskampagnerne fyger fra både øst og vest.
Spiller for spiller er der ingen tvivl om, at ecuadorianerne, der har spillere fra klubber i England, Tyskland og Mexico, er bedst. Men Qatar har jo fordelen af hjemmebane – også selvom holdet kun har spillet på Al-Bazar Stadion tre gange, senest i december sidste år.
Dertil kommer, at truppen, der kun tæller spillere fra den hjemlige klubturnering, kender hinanden særdeles godt og har været interneret i en virksom og barsk VM-lejr omtrent lige så længe som landets migrantarbejdere.
Hvem vinder dette VM, Asker?
Umiddelbart befinder mange af de store landshold sig midt i byggerod, i en fase af rekonstruktion og generationsskifte.
Hvad med Brasilien? Når vi nu taler om uvante forhold, så har brasilianerne jo vundet tre af de fem VM-slutrunder, som ikke er spillet i Europa eller Sydamerika: Mexico 1970, USA 1994, Japan/Sydkorea 2002.
Landstræner Tite er præcis så robust, erfaren og uanfægtet, som man skal være, hvis man vil gøre det farvemættede Brasilien til verdensmester.
Spillertruppen er den bedste ved VM. Kvalitet over hele linjen fra målmand Alisson og Thiago Silva, Marquinhos og Éder Militão i forsvaret til de centrale midtbanemænd Casemiro og Lucas Paquetá og en fuldstændig ubegribelig dybde i angrebet, hvor man blot behøver nævne Neymar, Gabriel Jesus og Vinícius Júnior.
Desuden tror jeg, den unge Arsenal-forward Gabriel Martinelli kan få sit globale gennembrud i løbet af den næste måned: arbejdsom, direkte og et godt hoved.
Alt andet end en semifinaleplads vil være en fiasko for verdensfodboldens vigtigste land, der ikke har vundet VM i 20 år.
Hvem tror du på?
Argentina.
Det har også med disruptionen at gøre. For argentinerne og brasilianerne er det jo lige meget, om de skal spille i Europa eller i Golfen – de er langt hjemmefra.
Og så virker det som en glædesfyldt, sammentømret udgave af La Albiceleste, De Hvidblå, der blev sydamerikanske mestre i 2021.
Qatar er sidste udkald, hvor truppen kan føle sig velsignede over at gå ind til et VM med Lionel Messi, der i øvrigt optræder frejdigere end nogensinde som klassisk 10er.
Et frygtindgydende forsvar med folk som Lisandro Martínez, Germán Pezzella og Cristian Romero foran den gode keeper Emiliano Martínez, gamle Nicolás Otamendi dog mindre betryggende, vildt oplagte folk fremme omkring Messi: Lautaro Martínez, Júlian Álvarez, Ángel Di Maria, Papu Gómez. Min tvivl gælder deres midtbane. Rummer Rodrigo De Paul, Alexis Mac Allister, Giovani Lo Celso og Leandro Paredes kvalitet nok til en VM-titel?
Frankrig, de regerende verdensmestre, er vi vel også nødt til at betragte som titelbejlere? Selv efter Karim Benzemas sene skade, der desværre holder ham ude af slutrunden.
Frankrig råder over et uhyrligt materiale. Ved vores VM-læserarrangement på Weekendavisen i onsdags kunne vi jo uden problemer præsentere hele fire franske landshold. Fjerdeholdet med dette angreb: Anthony Martial, Alexandre Lacazette, Marcus Thuram. Førsteholdet stiller så med Antoine Griezmann, Kylian Mbappé og Karim Benzema, hvis han ikke var skadet.
Og landstræner Didier Deschamps, den talende flaske Fernet Branca, er selv en patologisk vindertype af den gamle, upolerede skole.
Problemet er det store antal franske topspillere, som ikke kommer med på grund af skader.
Fraværet af N’Golo Kanté og Paul Pogba på midtbanen er ganske enkelt for voldsomt. Deschamps har i stedet anvendt de to unge Real Madrid-folk Aurélien Tchouaméni og Eduardo Camavinga, og de vil om to-tre år bestemme det meste i Champions League. Men man kan vel ikke vinde VM med en 22-årig og en 20-årig som styrmænd på midten?
Du plejer at have tjek på Spanien – de er lidt konturløse for mig for tiden?
Jeg har altid bedst kunnet lide spanierne, når ikke de har været bedst. Derfor holdt jeg med dem fra Julio Salinas til Fernando Morientes. Ubehjælpeligt, men interessant.
Af samme grund fik jeg nok af dem i 2010erne, hvor de vandt det hele, VM og EM og alles hjerter. Imens sad jeg »paa et stille Værelse«, som Kierkegaard skriver om de begejstrede masser i 1848, og gruede for »en Opinions Almagt«.
Det var nok alligevel mit problem: Spanien var vitterlig eminente i Xavi-tiden, og helt så gode er man ikke nu, hvor landstræner Luis Enrique er ved at stille et nyt hold på benene. Alejandro Balde, Gavi, Pedri, Nico Williams og Yéremy Pino er alle skønne og under 21 år!
Problemet skal findes i den anden ende af aldersspektret. Her er Gerard Piqué og Sergio Ramos ikke længere med, mens Sergio Busquets ikke skulle have været med. Heller ikke Jordi Alba eller Koke har fordums niveau.
Nu vi er på de kanter: Portugal?
Portugal 2022 har flere profiler end tidligere årgange, holdets problem er hierarkisk: De største navne er ikke de bedste, men opfører sig fortsat som om. På målmandsposten er 23-årige Diogo Costa bedre end 34-årige Rui Patrício. Det kan enhver (og endelig også landstræner Fernando Santos) se. Eller det vil sige, Rui Patricío kan stadig ikke.
I det centrale forsvar er Manchester City-spilleren Rúben Dias i sin bedste alder en klasse over VMs tredjeældste, den aldrende hævner Pepé, men også her har emeritussen for meget at skulle sige både på og uden for banen.
Og så har vi jo the one and only Cristiano Ronaldo på snart 38 år, som for et øjeblik siden var verdens bedste, men nu ikke kan komme på et ringe Manchester United-hold.
Den mangeårige landstræner, Santos, vil strække sig langt for at få plads til ikonet, men Bruno Fernandes, Bernardo Silva og de unge João Félix og Rafael Leão (23) er alle vigtigere i Portugals bestræbelser på at score mål.
Tyskerne – hvad ser du hos dem?
Hvem er Tyskland egentlig? Før 2006 en frygtet maskine af kampgejst, mellem 2006 og 2014 et mere levende, flimrende multikoncept, det var umuligt ikke at holde af. Men nu?
Manuel Neuer er der fortsat, men otte år ældre. Thomas Müller er der, stadigvæk fremragende og atter på jagt efter sit 11. VM-mål.
Landstræner Joachim Löw er der også endnu. Han er godt nok holdt op med at spise bussemænd, har fået klippet håret og ændret sit borgerlige navn til »Hansi Flick«. Meget moderne manøvre, men også lidt det samme, bare ringere. Måske Tyskland snart skulle overveje at hyre andre end assistenternes assistenter til landstrænerjobbet?
De yngste – Jamal Musiala (19 år), Youssoufa Moukoko (17), Kai Havertz (23) – er jo fantastiske, men stadig meget unge. Dem midtimellem er fine folk, men det er næppe Matthias Ginter, Niklas Süle, Serge Gnabry og Leroy Sané, som leverer Tyskland titlen. En fortræffelig midtbane ved Joshua Kimmich, Leon Goretzka og İlkay Gündoğan bør dog bringe tyskerne til mindst en kvartfinale.
England burde også nå en kvartfinale. En gunstig lodtrækning og masser af talent. Men englænderne er decideret hæmmede af deres landstræner, Gareth Southgate. Han udtager Harry Maguire til midterforsvaret – en kolos, som heller ikke kan komme på holdet i Manchester United – alt imens han ser bort fra Fikayo Tomori, Serie A-vinder med AC Milan.
I offensiven har Southgate bunker af spirit og handlekraft omkring Harry Kane. Sagen er bare, at landstræneren gerne, som det var tilfældet under EM i 2021, stiller med to defensive midtbanefolk foran et femmandsforsvar.
Det efterlader to pladser til deling mellem Mason Mount, Phil Foden, Bukayo Saka, Jack Grealish, James Maddison, Raheem Sterling og Marcus Rashford. Det er en forjættende tanke, hvad Luis Enrique eller Kasper Hjulmand kunne få ud af denne trup.
Enig. Hvem mangler vi?
Belgien og Holland. De fletter sig vej gennem VM-historien. Når det ene af disse landshold dykker i kvalitet, løfter modparten sig. Et mærkeligt parløb, illustreret ved de seneste tre VM-udgaver.
2010: Belgien ikke kvalificeret – Holland nr. 2.
2014: Belgien i kvartfinale – Holland nr. 3.
2018: Holland ikke kvalificeret – Belgien nr. 3.
Det er, som om de sidder og vender på et fælles timeglas, og så mødes de indimellem på halvvejen.
Lige nu lader det til, at Belgiens gyldne generation med Kevin De Bruyne, Jan Vertonghen, Toby Alderweireld, Eden Hazard og Romelu Lukaku har passeret en top.
Modsat virker Holland med Frenkie de Jong, Memphis Depay og et bjerg af klasseforsvarere aggressivt og lystent. Dette kunne være slutrunden, hvor De Jong definitivt sætter sig igennem som en af verdens bedste spillere.
Men begge hold er vel uden for kategorien af deciderede favoritter. Hvilke outsidere ser du ellers?
Jeg kan konstatere, at Serbien for første gang siden Jugoslaviens sammenbrud ser mindst lige så stærke ud som Kroatien, der dog fortsat har gamle Luka Modrić og Ivan Perišić, som formentlig stadig har én stor slutrunde i benene.
Men hvem ellers? Uruguay? Topspillere flot fordelt over hele banen i José Giménez, Ronald Araujo, Rodrigo Bentancur, Federico Valverde og Darwin Nuñez. Plus tusindårig erfaring i skikkelse af Diego Godín, Luis Suárez og Edinson Cavani.
Og Danmark?
Det kan virkelig blive enten-eller, men der bliver brug for parringsheld og en fransk nedtur.
Bliver det kun til en andenplads i gruppen, venter med al sandsynlighed Argentina i 1/8-finalen. Den mundfuld, tror jeg, bliver for stor.
Lige så sikker jeg føler mig på indledende sejre over Tunesien og Australien, lige så svært har jeg ved at se dette landshold slå en af de store ved en slutrunde. På trods af de to flotte sejre over Frankrig i år. Vi har en dygtig landstræner, men vi savner som så ofte før spillere fra allerøverste hylde. Den slags, der afgør kampe på vippen.
»Well, det her er lidt akavet.« Tweet fra den amerikanske bryggerigigant Budweiser, en af FIFAs hovedsponsorer, da det fredag blev meddelt, med blot to dage til åbningskampen, at det qatarske regime alligevel har modsat sig salg af øl på de otte VM-stadioner. Siden blev tweetet slettet.
Gruppe A: Qatar – Ecuador. Kl. 17.00 på Al Bayt Stadium
