Der går en lige linje fra Hester Prynne i Hawthornes Det flammende bogstav til den opsigt, som Helle Thorning-Schmidt netop har vakt. En linje, der forbinder to kvinder og to kjoler, og som viser, at en kjole ikke bare er en beklædningsgenstand, men også en frihedserklæring.
Hawthorne indleder sin klassiker fra 1850 med ordene:
»(…) med øjne, der ikke lod sig kue, rettede hun blikket rundt på sine bysbørn og naboer. Bogstavet A åbenbarede sig på hendes kjole i smukt rødt stof og omgivet med rigt broderede og fantastiske forsiringer, syet med guldtråd. Det var så kunstfærdigt lavet og med så meget fantasis grøde og pragtfulde herlighed, at det virkede fuldstændig som den definitive og helt rigtige dekoration på det tøj, hun bar, og hvis pragt var i overensstemmelse med periodens smag. Men langt over hvad koloniens regler tillod.«
Det flammende bogstav foregår i 1600-tallets puritanske Boston og handler om en kvinde, der har syndet mod byens moralske orden. Da hun ikke møder offentligheden med skamfuldhed, men med rank ryg og en spektakulær kjole, rammes hun for alvor af forargelse. Det A (for adultress), hun skal bære som en ydmygelse, bærer hun som et adelsmærke, og snart skifter stemningen fra forargelse til fascination. For Hester Prynne ejer sin skæbne.
Helle Thorning-Schmidt havde i weekenden et Hester Prynne-øjeblik, da hun poserede i hot pink gallakjole og dermed kortsluttede den offentlige samtale. For var den ikke lidt for vovet, og kan en tidligere statsminister tillade sig at gå sådan klædt? Etiketteeksperter, der for lidt siden var Ukraine-eksperter og før det coronaeksperter, mente at vide, at der var mere kavalergang end Dronningen tillader. Men mon dog. Dronningen bad om galla, og det leverede Helle Thorning.
Det er ikke første, anden eller sidste gang, at en kjole har været genstand for følelsesladet debat. Faktisk er det sket så mange gange, at der aftegner sig et mønster. Her er et par nedslag i kjolens kritikhistorie:
Sidste år poserede Pernille Vermund i en rød kjole på forsiden af Berlingske, og ikke alene var kjolen kort, den var også våd. Kan man se sådan ud og samtidig præsentere en politisk vision? Åbenbart ikke. Kritikken haglede ned over partilederen, der blev kaldt »pin-up-politiker« og »realitybabe«.
Samme behandling fik Nikita Klæstrup, da hun i 2015 tog til fest i Konservativ Ungdom i en kjole, der ikke ligefrem var som taget ud af det 17. århundredes puritanske Boston. »She's a slut.« »Er hun pornomodel eller tager hun bare penge for det?« »Udmærket, når man ikke har andet at byde på.« »Når hovedet er tomt må man lede opmærksomheden et andet sted hen,« var nogle af de kommentarer, hun modtog.
Året efter inviterede dronning Margrethe 350 kunstnere til hofbal, og en af dem var Ghita Nørby. En nation af selverklærede smagsdommere gik omgående i selvsving, og hendes kjole blev sammenlignet med en moderkage, en piftet hoppeborg og en sammenklasket faldskærm. Divaen selv lod dog til at more sig.
Det gjorde tv-værten Nina Munch-Perrin næppe, da en tv-anmelder i Politiken skrev, at hun mere lignede en, der var på vej på natklub end i gang med seriøs formidling, ligesom forfatter Leonora Christina Skov i samme avis er blevet hængt ud for at være rødkjoleklædt mandehader.
Får mænd da aldrig kommentarer for deres tøj? Jo, men det hører til sjældenhederne, at der bliver skrevet ledere, klummer og endeløse kommentartråde på sociale medier om et dristigt slips eller en lidt for nedknappet skjorte. Godt nok har vi tidligere forholdt os til Lars Løkke Rasmussens tøjbudget, men det var ikke en debat, der handlede om æstetik, men om, hvem der skulle betale regningen på 150.000 kroner for ekviperingen hos herretøjsbutikken Zornig, og da tidligere forskningsminister Tommy Ahlers havde glemt at knappe en knap på vej til nytårstaffel hos dronningen i 2019, blev det heller ikke udlagt som brud på etiketten, men som et herligt opgør med perfekthedskulturen. Han er jo bare et menneske, hed det overbærende. Så dejligt med en minister, der går forrest i kampen mod nulfejlskulturen. Kæmpe chef.
Forskellen består i, at mænd over en bred kam betragtes som mennesker, mens kvinder betragtes som køn. Vi ser ikke først og fremmest politikeren Vermund, men kvinden Vermund, og vi ser ikke en nyhedsoplæser, men en kvindelig nyhedsoplæser, og sådan har det været længe.
Men i weekenden kom Thorning med en anden historie, og den historie var, at hun var ligeglad med forargelsen og debatten. Bare snak om min kjole og min udskæring, signalerede hun, der i øvrigt ankom alene.
Hester Prynne kunne ikke have gjort en bedre entré.
Denne kommentar bliver bragt i den trykte udgave af Weekendavisen fredag den 16. september.
