Det har egentlig været et kæmpe år for svensksproget modernisme med flere oversættelser af både Edith Södergran og Gunnar Ekelöf og nu altså Karin Boye, hvis poesi aldrig rigtig er slået igennem i Danmark, selvom den for længst er kanoniseret i Sverige og stadig spøger i samtidslitteraturen hinsidan. Boyes debut, Moln, på dansk Skyer, udkom for 100 år siden, da hun var 22 år. Det er tydeligt, at hun ikke har løsrevet sig helt fra det klassiske vers eller er blevet den store modernist, hun senere skulle blive kendt som med samlingen För trädets skull. Men jeg vil rose forlaget Palomar for det sensitive valg at begynde ved begyndelsen.

Udtrykkets uafgørlighed er nemlig ikke en svaghed, og fordi digtene i Skyer ikke har nået de højeste eksperimentelle nagler, besidder de en nærmest klassisk klarhed med et præcist billedsprog, stærke udsagn og en rytme, der både luller fremadskridende og momentvis overrasker i både humør og metrik. Digtene er skrevet, fra Boye var 16 år, men det opsamlingsagtige ved samlingen er ikke et problem, hvis man skal tro Boye, som nogle år senere leverer den spændende pointe i et brev, at man jo aldrig skriver digte »i avsikt att de tillsammans ska bilda något enhetligt«.