Da Daniel Denciks udgav sin debutroman Anden person ental i 2014, afstedkom den en vis debat i det journalistiske og litterære miljø, der har det med at læse selvbiografisk fiktion som den rene og skære dokumentarisme. Men subjektive følelsesberetninger er ikke bevisførelse, og skønlitteratur skal ikke læses og løses som ligninger.

Men Daniel Dencik fortalte i interview, at historien om Alexander var historien om ham selv. Som karakter og forfatter var de to sider af samme sag. Alexander havde, ganske som Daniel Dencik selv, været udsat for en uretmæssig anklage om vold mod sine tvillinger fra ekskonen, hvorefter myndighederne havde nægtet ham enhver kontakt og samkvem med børnene. Det hele fremstod som et kafkask myndighedsovergreb, beskrevet med offerblik i en meget vellykket roman.