Kompulsivt. Madame Nielsens erindringer om sin fars liv og død er omsorgsfuld og inderlig, men vigtigst er forfatterens tilståelse af hensynsløs skriveafhængighed.
Skæbnens lyn
Madame Nielsen opholder sig i Berlin, da hun får besked om, at hendes far er blevet indlagt og næppe har langt igen. Madame bør haste hjem, men hun undviger. I stedet hengiver hun sig til det, der ikke kun er hendes kunst, men også hendes kompulsive adfærd: at skrive.
Min fars død er knap 100 små sider med et erindringsportræt af den døende far og refleksioner over hans liv og forholdet mellem de to, den nu døende mand og hans søn, der blev androgyn som voksen og transformerede sig til Madame Nielsen. Mand i kvindeham? Kvinde i mandeham? Det ved vist ingen, og jeg er i stigende grad ligeglad, men når man følger forfatterskabet, er det umuligt at ignorere identitets- og transformationstilstanden, for den er uløseligt knyttet til kunsten og til skrivningen.
Del: