Efter kampen. Danmark blev ikke presset til at færdigspille landskampen mod Finland efter Christian Eriksens hjertestop. Det har ellers været fortællingen fra landstræner Kasper Hjulmand og DBU. I virkeligheden fik landsholdet flere andre muligheder, siger centralt placerede kilder. Rekonstruktion af et nationalt traume.

Dansk dobbeltspil

Mange har stadig en klar erindring om, hvor de befandt sig, da Christian Eriksen faldt livløs om i Parken 12. juni klokken 18.43. Det blev en af sidste års største mediehistorier, og de følgende timer og dage fik afgørende betydning for fortællingen om landsholdet som genfundet nationalt samlingspunkt.

Der er nu gået et år. Den udbredte fortælling er stadig, at landsholdet og landstræner Kasper Hjulmand handlede med mod og medmenneskelighed, da de blev sat i en ubarmhjertig situation af det europæiske fodboldforbund, UEFA, som forlangte, at kampen enten skulle spilles til ende samme aften eller næste dag kl. 12.

UEFA bragte derved Dansk Boldspil-Union (DBU), spillerne og Hjulmand i en umulig situation med et valg mellem to onder, kort efter de havde set deres ven og holdkammerat blive genoplivet på fodboldbanen. Landstræneren har siden gentaget denne udgave af historien og flere gange afvist, at der var andre valgmuligheder.

Denne historie bestrides nu af en række aktører, der befandt sig helt tæt på beslutningen om at genoptage kampen mod Finland samme aften. De afviser over for Weekendavisen den version af begivenhederne, som DBU og Hjulmand gav til offentligheden i tiden efter Eriksens hjertestop.

Følgende er en rekonstruktion af de skæbnesvangre timer og dage baseret på en lang række insiderberetninger. Ingen af disse førstehåndsvidner har ønsket at stå frem med navn. Nogle er bange for at miste deres job, andre frygter for repressalier. Alle bærende påstande bygger på forklaringer fra højtstående kilder i DBU og UEFA og i flere tilfælde også en tredjepart.

Mange muligheder

Umiddelbart efter at den britiske topdommer Anthony Taylor havde suspenderet opgøret og fulgt danskerne og finnerne fra banen, mødtes en række indflydelsesrige personer i et rum tæt ved dommernes omklædningsrum for at danne sig et overblik og finde en løsning.

DBUs formand, Jesper Møller, var ikke i Parken, men i selvisolation i Aalborg efter nærkontakt med en covidsmittet. Direktør Jakob Jensen forblev i VIP-loungen på hovedtribunen og deltog ikke i drøftelserne.

Til stede var blandt andre repræsentanter for UEFA, DBU og det finske fodboldforbund, dommer Anthony Taylor og den svenske dommerobservatør Bo Karlsson. Også UEFAs generalsekretær, Theodore Theodoridis, var hastet til fra sin plads i loungen. Stemningen var hektisk, og Kasper Hjulmand var med en af de tilstedeværendes ord »umulig at komme ind til«. Landstræneren bevægede sig mellem lokalet og spillerne i omklædningsrummet.

Det var på ingen måde os, der kom til UEFA og sagde, at vi havde lyst til at spille videre. Det er sandheden.

Kasper Hjulmand, 15.juni 2021

Ikke alle var til stede hele tiden, og ikke alle havde lige meget at skulle have sagt. Finnerne lod forstå, at det måtte være op til danskerne at bestemme, om den afbrudte kamp skulle fortsætte samme aften. Eneste finske krav var, at der skulle være mindst 48 timer mellem en eventuel genoptagelse af kampen og holdets anden gruppekamp mod Rusland i Sankt Petersborg fire døgn senere, onsdag klokken 15.

Ganske hurtigt opstod der enighed om, at Eriksens helbredstilstand var afgørende for aftenens forløb. Forværredes hans situation, ville det ikke komme på tale at spille videre, og skulle det ulykkelige ske, at danskeren mistede livet, var UEFA klar til at suspendere EM-turneringen i mindst 24 timer.

Krisemødet knopskød og foregik både i plenum og mindre grupper. Da den første melding om Eriksens stabile tilstand indløb, blev den løse snak konkret, og der blev fremsat flere scenarier. Kampen kunne blive genoptaget med det samme; man kunne vente til næste dag, søndag, enten klokken 12 eller om aftenen. Og så en fjerde mulighed, der ikke tidligere har været nævnt offentligt: mandag middag, altså hele 40 timer efter afbrydelsen.

UEFAs synspunkt var, at selvom kampen mellem Holland og Ukraine var programsat til søndag klokken 21 i Amsterdam, kunne den resterende del af Danmark-Finland godt finde sted samtidig, uagtet at det ville give udfordringer i forhold til de rettighedshavende tv-stationer. Det var med andre ord op til danskerne.

»Vi behandlede sagen med den største respekt for den følsomme situation. På bordet var adskillige muligheder, som blev præsenteret for holdene. Det blev først besluttet at genstarte kampen samme aften efter anmodning fra de to hold,« skriver UEFA i et mailsvar til Weekendavisen.

Hjulmands beslutning

UEFAs melding er ikke overraskende. Sagen anbragte organisationen i centrum af en større shitstorm, og forbundet har en interesse i dén udlægning. Mere tungtvejende er det, at udlægningen nu bekræftes af flere DBU-kilder.

Efter endnu en positiv melding fra Rigshospitalet gav Hjulmand ifølge højtstående kilder i DBU og UEFA sin mening til kende. Han ønskede at spille kampen færdig. Med det samme. Finnerne havde ingen indvendinger, hvorefter UEFA udsendte en officiel melding på sociale medier og i Parkens højtaleranlæg. Her informerede man om, at kampen ville blive færdigspillet samme aften »efter anmodning fra begge hold«.

Flere af de tilstedeværende i VIP-loungen, hvor også en række folketingspolitikere og medlemmer af kongefamilien befandt sig, bekræfter, at forhandlingerne foregik i mindelighed, og at der i DBU-lejren var tilfredshed med udfaldet.

Efter en time og tre kvarter blev kampen genoptaget. Først de sidste fire minutter af første halvleg, og siden anden halvleg. Den finske forward Joel Pohjanpalo headede gæsterne i front. Senere brændte Pierre-Emile Højbjerg et straffespark, og det danske landshold endte med at tabe 0-1 til EM-debutanterne.

Efterfølgende mødte landstræneren og landsholdslægen Morten Boesen pressen. Hjulmand var synligt berørt og forklarede om at »tillade de følelser, der var« og om landsholdets gruppedynamik, »som jeg ikke kan rose nok«. Og så sendte han ellers en granat ud i nationens stuer:

»Det var enten at spille færdig her til aften eller spille kampen søndag klokken 12. Men så ville spillerne ikke kunne gå hjem og sove. Det ville være endnu mere uoverskueligt. De valgte at få det overstået,« sagde han.

Men ifølge nye oplysninger vidste landstræneren på dette tidspunkt besked om muligheden for at spille søndag aften eller mandag middag, selvom han undlod at nævne det. Kort efter slutfløjtet var tiden imidlertid ikke til opklarende spørgsmål, og én af de første, der forholdt sig offentligt til sagen, var Michael Laudrup i TV3+-studiet. Den normalt så rolige verdensberømthed virkede rystet:

»Man (UEFA, red.) skulle have sagt: Vi spiller ikke mere i aften, så skal vi nok finde ud af mulighederne senere. (...) Spillerne fik et valg, der ikke rigtigt er et valg,« slog Laudrup fast.

På BBC 5 Live var Peter Schmeichel lige så påvirket:

»Hvad er det for muligheder, som UEFA stillede spillerne overfor? (...). Det er underligt at foreslå søndag klokken 12, når man ved, at spillerne ikke kan sove efter sådan en oplevelse,« sagde målmandslegenden.

Spillerne tager ordet

Dagen efter den dramatiske åbningskamp, om søndagen, genfortalte store dele af det danske pressekorps landstrænerens udlægning. Flere lederskribenter tordnede mod UEFA, og i Ekstra Bladet blev valget mellem de to onder gentaget:

»Mens Christian Eriksen svævede mellem liv og død, stillede UEFA et ultimatum til spillerne fra både Danmark og Finland. Spil kampen færdig lørdag aften eller senest søndag kl. 12. Muligheden for yderligere udsættelse eller en total aflysning af kampen eksisterede ikke i UEFAs bog. De ville have kampen afviklet for ikke at ødelægge turneringsprogrammet.«

Også Tipsbladet undrede sig:

»Selvfølgelig kunne UEFA-præsident Aleksander Čeferin eller generalsekretær Theodore Theodoridis have trumfet igennem, at den kamp endte 0-0, blev spillet søndag aften eller mandag, eller man i det mindste ventede med afgørelsen i stedet for at præsentere lørdagens beslutning som spillernes afgørelse.«

Det var ifølge flere kilder, der var til stede under drøftelserne, netop hvad Theodoridis og UEFA havde tilbudt danskerne: at spille søndag aften eller mandag middag.

Ligeledes søndag, stadig kun et halvt døgn efter de højspændte begivenheder i Parken, afholdt landsholdet pressemøde. Her blev det meddelt, at Eriksens tilstand var stabil, og at han havde været i kontakt med sine holdkammerater.

Hjulmand afslørede, at det i minutterne efter spillerens kollaps var oppe at vende, at kampen kunne rykkes til mandag, men at »der er regler for, at fordi Finland spiller den 16. (juni mod Rusland, red.), så kan man ikke både spille den 14. og den 16, og så blev det bare til, at det var klokken 12 søndag eller ud at fortsætte nu her«. Dette er første og sidste gang, Hjulmand nævner mandag som mulig spilledag.

Landstræneren fortalte om sin dårlige samvittighed over at have sendt spillerne på banen, »men fornemmelsen var helt klart, at det var én af de to muligheder«. Ingen »kunne overskue ikke at kunne sove om natten og skulle med en bus ind igen og klæde om igen«, sagde Hjulmand.

På samme pressemøde forsøgte DBUs fodbolddirektør, Peter Møller, der ikke selv var med under de mest kritiske drøftelser i Parken, at yde rygdækning:

»Som Kasper (Hjulmand, red.) siger, så var det de scenarier, der blev listet op for os. (...) Og jeg synes, det er helt relevant, at vi her efterfølgende stiller spørgsmålstegn ved, om det var den rigtige beslutning,« sagde Peter Møller.

Både han og Hjulmand understregede, at man ikke havde været udsat for et egentlig pres fra UEFA for at færdigspille kampen samme aften. For Møller var det »vigtigt at slå fast«, at danskerne ikke blev »presset til noget som helst«. En forklaring, der skulle ændre karakter i dagene efter.

Om aftenen i TV Avisen forsvarede UEFAs forhenværende pressechef danske Frits Ahlstrøm sin tidligere arbejdsgiver, der gennem et døgn havde været beskyldt for at sætte turneringsplanlægning og penge over spillernes velbefindende:

»UEFA tænker slet ikke i penge her, selvom det ville koste dem penge, hvis du for eksempel flytter Danmarks kamp,« sagde Ahlstrøm, der efterfølgende blev kritiseret hårdt på de sociale medier.

Herefter ændrede stemningen sig i den danske lejr dramatisk ifølge flere kilder omkring landsholdet, og på et nyt pressemøde mandag, godt halvanden dag efter nederlaget til Finland, var tonen tydeligt skærpet. Spillerne tog ordet:

»Vi blev stillet i en position, som jeg ikke personligt selv føler var fair. Vi havde to valgmuligheder,« sagde Kasper Schmeichel.

»Vi havde to valgmuligheder, og det var to dårlige valgmuligheder. Tog egentlig den mindst dårlige, hvis man kan sige det sådan, og gik ud og spillede med det samme. Men selvfølgelig skulle det ikke have været sådan, når man har oplevet sådan noget,« sagde Martin Braithwaite.

Ingen af spillerne havde har været en del af det hektiske krisemøde i Parken lørdag aften. Den eneste version af begivenhedernes gang, de kendte til, var Hjulmands. Samme formiddag blandede Kasper Schmeichels far, Peter Schmeichel, sig igen i debatten med en opsigtsvækkende udtalelse i ITV-programmet Good Morning Britain:

»De (spillerne, red.) fik tre valgmuligheder. Den ene var at spille kampen færdig med det samme. Den anden var at spille de resterende 50 minutter næste dag klokken 12. Og den tredje mulighed var at tabe kampen 0-3,« sagde den tidligere landsholdsmålmand.

Ifølge Peter Schmeichel blev spillerne i de kritiske minutter truet med en såkaldt taberdom, selvom dette i så fald ville stride mod UEFAs protokol, der slår fast, at en sådan afgørelse hører under forbundets disciplinærudvalg og ikke kan træffes på aftenen. Ingen af de UEFA-delegerede, heller ikke generalsekretær Theodoridis, havde bemyndigelse til at tage den beslutning.

Kulturministeren på banen

Ikke desto mindre samlede skyerne sig over UEFA, der samme dag i et skriftligt svar til TV 2 gentog, at man først »accepterede at genoptage kampen mellem Danmark og Finland efter en forespørgsel fra spillerne på begge hold«. Over for Radio4 afviste forbundet »kategorisk«, at nogen var blevet »truet med en taberdom«.

Tirsdag den 15. juni – tre dage efter Finland-kampen og dagen før Danmarks andet gruppeopgør mod Belgien – mente Hjulmand på et pressemøde i Parken i modsætning til to dage tidligere, at han og landsholdet havde været udsat for et voldsomt pres:

»Det var på ingen måde os, der kom til UEFA og sagde, at vi havde lyst til at spille videre. Det er sandheden. Det ved jeg. (...) Det eneste rigtige lederskab havde været at sende vores spillere hjem i en bus, og så skulle vi have set på, hvad der kunne ske. Man kunne have ledet os med menneskelighed. Jeg var der. Det er indiskutabelt, at vi var under et pres og i et dilemma. Der var to muligheder. Og det er helt forkert at tro, at det var os, som ville spille videre som det første ønske. Og det, synes jeg, var forkert. Det var enormt svært at være i. Der var kun to muligheder. At påstå andet er usandt. Og det, synes jeg, er forkert,« sagde Hjulmand og fortsatte:

»Jeg kan godt have dårlig samvittighed over, at jeg ikke bare beordrede spillerne ud i bussen. Men jeg var selv følelsesmæssigt berørt. Når jeg kigger tilbage, ville jeg ønske, at jeg havde gjort det. Jeg ved ikke, om jeg havde turdet gøre det. Men jeg ville ønske, at UEFA havde taget den beslutning.«

Heller ikke fodbolddirektør Peter Møller lød længere så sikker, da han i en offentliggjort sms-korrespondance med DR Sporten skulle genfortælle forløbet:

»Som jeg oplever det, så får vi muligheden for at spille kampen færdig eller spille dagen efter,« skrev Møller, der gjorde det klart, at også han havde skiftet holdning og nu var »enig med spillerne og Kasper« i, at UEFA havde lagt et unødigt pres.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Foto: Mads Claus Rasmussen

Samme dag udtalte kulturminister Joy Mogensen sig første gang om sagen:

»UEFA har stillet spillerne et meget, meget svært valg, og jeg synes ikke den mulighed, de gav spillerne, var i orden. Jeg synes ikke, at UEFA har vist sig som gode ledere af nogle meget, meget engagerede idrætsudøvere, som selvfølgelig bliver utroligt påvirket af at se deres holdkammerat kæmpe mod døden,« sagde ministeren til TV 2.

De danske udfald vakte irritation i UEFA-toppen, der ligeledes tirsdag den 15. juni skrev til TV 2 Sporten, at man allerede havde »kommunikeret bredt om emnet og ikke ønsker at give yderligere interview«. Også internt i DBU fandtes en bekymring. Ifølge Weekendavisens oplysninger var det flere medarbejderes opfattelse, at Hjulmand var gået for langt.

Der fandtes derudover en stigende nervøsitet for, om de skiftende udlægninger til pressemøderne kunne give bagslag, og om fodbolddirektør Peter Møller ville komplicere kommunikationen.

»Særligt Peter Møller skulle håndteres, så han ikke sagde noget, mens han var meget følelsesmæssigt påvirket,« forklarer en DBU-kilde.

Onsdag tog DBUs bestyrelsesformand, Jesper Møller, der som nævnt ikke var til stede i Parken under Finland-kampen, bladet fra munden i en pressemeddelelse:

»Jeg er enig med landstræneren og spillerne i, at kampen ikke burde være genoptaget. Det var en forkert beslutning og helt uholdbart, at spillerne skulle på banen så kort tid efter den forfærdelige oplevelse. Den situation skal spillere og trænere ikke bringes i,« skrev han.

Udtalelsen er bemærkelsesværdig, da Møller sidder i UEFAs eksekutivkomité og ikke har for vane at tale det europæiske forbund midt imod.

Dagen efter indrømmede bestyrelsesformanden en vis forvirring, da B.T. spurgte ham, hvorfor han havde ventet fire dage med at give sin mening til kende. Han mente, at »situationen har skiftet lidt«, og i forhold til genoptagelsen af kampen »kom der først én forklaring på lørdag aften, og søndag eftermiddag skiftede forklaringen så lidt«.

Jesper Møller ønskede »at finde ud af, hvem der var inde i rummet, og hvad blev der sagt, og hvad der skete«. Han understregede væsentligheden i »at få belyst det hele, for der er også foregået nogle ting i det rum, uden Kasper (Hjulmand, red.) har været til stede«. Formanden slog fast, at »vi vil have fakta på bordet«, og at »vi kommer til at afhøre folk«. Han bad desuden »om at få en redegørelse af, hvad skete der inde i det rum, hvor dialogen foregik«.

Før Danmarks ottendedelsfinale mod Wales i Amsterdam mødte UEFA-præsident Aleksander Čeferin DBU-formanden. Čeferin gav Møller hånden uden at se på ham eller veksle et eneste ord med ham, hvorimod han hilste venligt på de øvrige i den danske delegation.

Rasende Hjulmand

Torsdag den 24. juni, to dage før samme ottendedelsfinale, nævnte Frits Ahlstrøm i podcasten Bech bag bolden, at »jeg ved godt, at det ikke har været ude, at den kunne spilles klokken 20 eller 21 (dagen efter, red.), men det ved jeg … at det blev nævnt på mødet«.

Udtalelsen fik ifølge flere DBU-kilder landstræneren til at se rødt. Hjulmand blev rasende og forsøgte at vende spillerne mod Ahlstrøm. Han ville have dem til at sige noget offentligt, men det lykkedes ikke. Mandag den 28. juni om morgenen, fem døgn før kvartfinalen mod Tjekkiet, tog landstræneren til genmæle mod Ahlstrøm.

»Normalt vil jeg ikke kommentere på det, men jeg kan ikke acceptere usandheder. Min og spillernes grænse går, når usandheder bliver bragt frem. Det betyder meget for mig og spillerne, at vi fortæller sandheden om det forløb,« sagde Hjulmand til den skrevne presse.

I et interview samme dag i BT-podcasten Fodbold EM nægtede også fodbolddirektør Peter Møller at skulle have hørt om en tredje mulighed, men afviste ikke, at den var på bordet.

»Det var ikke en option, som jeg hørte. Jeg ved ikke, hvilket rum det foregik i. Det er muligt, at det var et scenarie, men det kom aldrig forbi vores ører,« sagde han.

I forbindelse med ottendedelsfinalen mellem England og Tyskland på Wembley gav UEFAs generalsekretær, Theodore Theodoridis, udtryk for sin ærgrelse over sagens forløb i en uformel samtale med flere kolleger. Grækeren mente, at der for UEFA var tale om en »lose-lose-situation«, da den altomfattende sympati for danskerne oven på Eriksens hjertestop gjorde det vanskeligt at korrigere fortællingen.

I kvartfinalen i Baku besejrede det danske landshold Tjekkiet, før det som bekendt blev til nederlag mod englænderne efter forlænget spilletid i en historisk semifinale på Wembley.

Siden EM har Kasper Hjulmand ved flere lejligheder fortalt om UEFAs kynisme den 12. juni i Parken. I januar medvirkede han i en podcastsamtale med Peter Brüchmann, chefredaktør på fodboldmediet Mediano.

»I stødte jer jo i den grad på UEFA i sommer i forhold til beslutningen om, at kampen mod Finland skulle genoptages. (…) Jeg har indtryk af, at jo mere I kom på afstand af det, så var I trænere og spillere rystede over, hvad det egentlig var, der var foregået. Fik I sagt nok fra i forhold til, når de her organisationer kører de her ting igennem?« spurgte Brüchmann. Landstræneren svarede hurtigt:

»Ja, det synes jeg. (…) Jeg tror, alle er fuldstændig klar over vores holdning. Vi var ikke bange for at sige, hvad vi mente, og det er blevet taget godt imod af folk omkring os.«

På de indre linjer har DBU dog været mindre konfrontatorisk og forsøgt at gyde olie på vandene. Kilder i DBU og UEFA fortæller, at det danske nationalforbund i månederne efter det dramatiske EM gav UEFA en uforbeholden undskyldning for forløbet efter kampen mod Finland.

Weekendavisen har henvendt sig til DBU, der har forelagt spørgsmålene til Kasper Hjulmand og meddeler, at landstræneren ikke har nogen kommentarer. Heller ikke DBUs direktør, Jakob Jensen, eller bestyrelsesformand, Jesper Møller, har nogen kommentarer. Kommunikationschef Jakob Høyer svarer i en mail:

»DBU har drøftet de triste hændelser den 12. juni 2021 internt i ledelsen, bestyrelsen og i de relevante komiteer og udvalg og derefter oplyst om dette i et nyhedsbrev i november 2021. Dermed betragter DBUs bestyrelse sagen som afsluttet. Vi ønsker ikke at besvare spørgsmål, der ikke har kilde-angivelse eller nogen form for dokumentation.«

I nyhedsbrevet fra november 2021 skrev DBUs bestyrelse:

»Som del af evalueringen drøftede vi også den triste hændelse med Christian Eriksens hjertestop under Danmarks kamp mod Finland i Parken. Efter kampen meldte vi i bestyrelsen ud, at det var forkert at holdene skulle færdigspille kampen efter så voldsomme hændelser. Det har nu været drøftet i Medicinsk Udvalg, i etisk Udvalg og dernæst i Governance & Udviklingskomiteen, der erklærer sig enige og samtidigt foreslår, at DBU stiller forslag til UEFA og FIFA om at undgå lignende situationer i fremtiden.«

Weekendavisen har derefter spurgt DBUs kommunikationschef: Fik Danmark mulighed for at spille både søndag aften og mandag middag? Og har DBU lavet en redegørelse om forløbet, som Weekendavisen kan få indsigt i? Han henviste til det allerede afgivne svar.