Havde De en romantisk drøm om at slentre langs havnepromenaden i Sevastopol og nåede det ikke? Eller om at besøge Odesa, mens akacierne blomstrede, et fænomen, som Odesa-forfatteren Aleksandr Kuprin advarende skrev kunne få alle til at blive forelsket? Måske er det tog også kørt. Jeg skyndte mig til Baltikum for at nå at se Vilnius, Riga og Tallinn, mens tid er, og før russerne gør alvor af de trusler, der sidste år blev udpenslet på russisk stats-tv. Her udlagde militæreksperten Igor Korotchenko med planche og pen, hvor nemt Baltikum kunne indtages. De ukrainske myndigheder genudsendte episoden medio marts for at minde Vesten om, at russerne efter Ukraine ville videre til næste frontstat. Korotchenko ajourførte forgangne års bragesnak på sin Twitter-profil d. 10. april i år, hvor et billede af kampvogne med sovjetæraens lettiske flag blev akkompagneret af teksten: »Sådan vil Rusland afnazificere Letland.«

»Der sker da ikke noget med Baltikum,« sagde alle hovedrystende. »På grund af NATO,« men det er balterne ikke enige i. »Vesteuropæere forstår ikke Putin,« sagde min litauiske taxachauffør. »Siden 1945 har de troet, at krigen var forbi. Vi har hele tiden vidst bedre.«